Når Rally Kjellerup lørdag den 30. maj ruller ud på vejene omkring Kjellerup, bliver det med en helt særlig lokal historie på startlisten. Jakob Pedersen stiller til start sammen med Lars Krabbe i teamets nye Ford Fiesta Rally3, men for Jakob er Rally Kjellerup langt mere end endnu et løb i kalenderen.

Han er nemlig ikke bare deltager. Han er også en del af løbsledelsen, initiativtager og en af de lokale kræfter, der har været med til at få rallysporten helt ind i hjertet af Kjellerup-området.

Og hjemmebanefordelen bliver næppe mere ægte.

Den ene hastighedsprøve går gennem Jakobs fødeby, hvor hans forældre stadig bor. Kun en hæk skiller hastighedsprøven fra hans barndomshjem. En anden prøve går gennem byen, hvor han selv har boet de sidste 20 år. Derfor bliver det en ganske særlig oplevelse, når han spænder hjelmen og sætter sig i co-driver-sædet ved siden af Lars Krabbe.

Glæden ved hjemmebane er stor, og for Jakob er det samtidig en mulighed for at vise rallysporten frem dér, hvor han selv har sine rødder.

Lars Krabbe og Jakob Pedersen kommer til Kjellerup som nummer 3 efter seriens to første DM-afdelinger. Teamet har vist stærk fart i den nye Ford Fiesta Rally3, og derfor bliver det spændende at se, hvad de kan levere, når der kæmpes om DM-point på Jakobs hjemmebane.

(Fotos: Allan Post & K-J-Foto)

Rally Kjellerup bliver samtidig en stor folkefest. Løbet er en del af Dansk Super Rally, tæller med i Danmarksmesterskabet og indgår også i Nordic Rally Championship.

Publikum kan opleve teknisk kontrol og præsentation af rallybilerne fredag aften på Torvet i Kjellerup, mens lørdag byder på officiel start klokken 09.30, rallycentrum ved Arena Midt og 3 hastighedsprøver: Frederiksdal, Hinge og Sjørslev.

Særligt publikumszonen i Sjørslev by bliver noget helt specielt for Jakob.

Og når rallybilen ovenikøbet pryder årets Rally Kjellerup-plakat, passer historien næsten for godt: Den lokale rallymand, der lever og ånder for sporten, vender hjem på de veje, han kender bedre end de fleste.

Konkurrenterne skal helt sikkert stå tidligt op.

/ Erik, k2brothers.com