Jacob Egholm og Rikke Pilgaard Petersen vinder det officielle danmarksmesterskab i rally

 

Mere end tre måneder skulle der gå fra Rally Stoholm i oktober – det sidste DM-rally i 2025 – før vinderne af det officielle DIF-mesterskab i rally, Dansk Super Rally, kunne kåres.

Jacob Egholm og Rikke Pilgaard flyver hen over en bro i deres Renault Clio Rally5 (foto: Michael Eisenberg).

Jacob Egholm og Rikke Pilgaard tjekker ind til en servicepause (foto: Michael Eisenberg).

Efter ikke mindre end to appelsager i Amatør- og Ordensudvalget, den højeste sportslige myndighed i dansk motorsport, står det nu klart, at Jacob Egholm fra Skibby og Rikke Pilgaard Petersen fra Højslev i Renault Clio Rally5 er de rette vindere af Dansk Super Rally 2025.

Vinderholdet slutter a point med Mikkel Therkildsen Schlüter og Jonna Johnsen fra Hinnerup i en Ford Fiesta Rally3 Evo. Begge mandskaber opnåede 176 point i Dansk Super Rally.

Rallykører Jacob Egholm siger: ”Det er en enorm lettelse, at vi nu så længe efter det sidste rally kan kåres som vindere af Dansk Super Rally. Rikke og jeg har kæmpet en hård dyst på rallyprøverne året igennem, både med dygtige kørere i vores klasse og konkurrenter i langt hurtigere biler i generalklassementet. Jeg er meget tilfreds med, at der nu er kommet en afgørelse på denne sag.

Codriver Rikke Pilgaard Petersen udtaler: ”Jacob og jeg vandt tre klassesejre ud af fire mulige, men vi placerede os samtidig så højt i generalklassementet, at vi kunne vinde det samlede DIF-mesterskab, og det er det, vi nu har fået papir på. Det er vi enormt stolte over.”

Dansk Super Rally er et samlet DIF-mesterskab for alle deltagere i alle biltyper i dansk rally. Der gives point for både placering i bilens klasse og for placering i generalklassementet. Undervejs i kampen for at få tilkendt deres retmæssige placering, har Egholm og Pilgaard fået hjælp fra en af Danmarks gennem tiderne bedste codrivere, den yderst reglementskyndige Ole R. Frederiksen fra Skibby.

 

Ole Frederiksen udtaler: ”Tildelingen af point er tydelig nok i reglementet, men gennem flere år har man fejltolket bestemmelserne. Da Jacob og Rikke bad mig om hjælp, tænkte jeg først, at det ville være nemt at vinde forståelse for teamets klage, men vi skulle helt op i Amatør- og Ordensudvalget, før vi tre måneder efter løbet fik medhold. Nu har Dansk Super Rally fundet sin rette vinder.”

 

 

 

 

 

 

Den erfarne codriver Ole Frederiksen har hjulpet Jacob Egholm og Rikke Pilgaard med at vinde deres appelsag, hvilket har gjort dem til vindere af Dansk Super Rally 2025 (foto: Michael Eisenberg).

 

 

 

 

 

 

”Vi vil gerne række ud til Mikkel Therkildsen Schlüter og Jonna Johnsen. De er jo helt uden skyld i denne misere og har lige som os været på pinebænken i mere end tre måneder,” siger Jacob Egholm.

”Og vi vil også gerne rette en stor tak til Ole Frederiksen, uden hans hjælp og viden var vi måske aldrig nået til bunds i denne sag og til tops på sejrsskamlen,” tilføjer Rikke Pilgaard.

23-årige Jacob Egholm og 22-årige Rikke Pilgaard regnes blandt de mest lovende, unge rallymandskaber i Danmark. I 2026 rykker de op i en hurtigere bil, en nyindkøbt Peugeot 208 i RC4 klassen, og dermed kommer de nærmere på landets absolutte rallytop. Allerede i starten af februar stiller de op i første løb til Dansk Super Rally 2026, IMK Vinter Rally 2026, på landevejene omkring Herning.

 

 

Jacob Egholm og Rikke Pilgaard i en servicepause (foto: Michael Eisenberg).

Eisenberg