Nu skal Legend Cuppens fætterfejde afgøres

Nu skal Legend Cuppens fætterfejde afgøres

Bliver det Kevin Verner eller Joachim Lee Holmstoel som tager titlen?

I den seneste årrække har Grand Prix Tours Legend Car Cuppen været præget af en intens duel mellem de to silkeborgensiske fætre, Kevin Verner og Joachim Lee Holmstoel. Førstnævnte har tre titler i bagagen. Sidstnævnte tog mesterskabet i 2024. Ved weekendens finaleløb på Padborg Park skal de afgøre, hvem der skal vinde deres seneste interne opgør og tage en ny titel.

"Jeg kan, jeg vil, jeg skal," siger Joachim Lee Holmstoel om sine mesterskabschancer, "men matematikken har det med ikke altid at arbejde sammen med mig. Jeg har regnet på det, og det skal vist gå galt for Kevin, for at jeg kan vinde. Men jeg giver ikke op, før det ternede flag er svunget til finalen søndag. Så må vi se, hvordan det hele ender."

"Det er da planen at slå Joachim," siger Kevin Verner. "Jeg synes, at jeg i år har haft et overskud i forhold til de andre i feltet. Det har jeg ikke prøvet i nogen af de andre år, og derfor har jeg haft lidt mere at give af. Men jeg må indrømme, at jeg i år har skullet skruet bissen lidt mere på i de løb, hvor vi er startet i omvendt rækkefølge."

Udenfor løbsweekenderne er hverdagen fyldt med arbejde og familie, men fætrene er alligevel i daglig dialog. "Vi sender beskeder og driller hinanden," siger Kevin Verner, som dog endnu ikke har sendt sin fætter nogle tips til opsætningen af den lille legend-racer. "Dem må Joachim køre sig til, ligesom vi andre har gjort. Ellers må han betale sig til det..."

"Bjarke Madsen fra M Racing har sammen med mine mekanikere Stig og Bent hver weekend leveret en racerbil, som bare har spillet," siger Joachim Lee Holmstoel i sit diplomatiske svar til fætterens slagtilbud. "Er man ikke perfekt, så kører Kevin nærmest fejlfrit, og det koster i tabellen. I år har jeg selv lavet fejl, er blevet påkørt et par gange eller har tabt placeringer for at undgå uheld at blive en del af andres uheld."

Der er 100 point på spil i den kommende weekend på Padborg Park, hvor Kevin Verner har 63 points forspring til fin fætter. "Jeg er den eneste, som har noget at tabe i vores duel," siger Kevin Verner. "Jeg går altid efter at vinde, men det gør Joachim sikkert også."

Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til årets sidste weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes på https://padborgpark.dk/produkter/billetter-til-loeb-paa-padborg-park/, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge søndagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.

 

Motorsportsgøgler Morten Alstrup

Duellen i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen stĂĄr mellem Kevin Verner og Joachim Lee Holmstoel (foto: Grippo).

 

JV Motorsport lukkede 2026 med maner

JV Motorsport lukkede 2026 med maner

JV Motorsport fik lukket 2026 sæsonen af med maner, da den sidste afdeling af Youngtimer mesterskabet blev kørt på FDM Jyllandsringen.

Teamet fra Sunds nær Herning var på FDM Jyllandsringen for anden gang i denne sæson, efter de var til start i TCCD klassen i august måned med Peugeot 307 raceren, som passer ind i begge klasser.

Youngtimer klassen var som altid opdelt i tre divisioner, hvor Jan Vestergaard var til start i Division 3, som er for de mindst kraftfulde racere – hvis man ellers kan kalde biler på 160hk eller mere for svage.

Det betød, at der udover at skulle kæmpes i egen Division, også skulle holdes øje i spejlene med hurtigere biler, som havde op imod det dobbelte antal hestekræfter.

Weekenden startede med tidtagning lørdag formiddag, og her satte holdet den 3. hurtigste tid i Division 3, men var samtidig foran flere af de mere kraftfulde konkurrenter fra Division 2. Det blev dog til en lidt forkortet udgave af de ellers 20 minutters køretid, da Jan fik et af dækkene skåret op, efter kun 6 kørte omgange.

Det undrede teamets mekanikere en hel del, for det plejede ikke at være noget problem med skarpe curbs på netop denne bane.

Men der blev ikke taget nogen chancer, så der kom nogle friske dæk på til løb 1, som blev kørt lørdag eftermiddag.

 

Foto: JJ Media

 

Det blev til en stille og rolig start på løbet, hvor Vestergaard hurtigt fik kæmpet sig frem på andenpladsen i Divisionen, og fulgte det op med nogle rigtig gode omgangstider, som var meget hurtigere, end i tidtagningen. Dermed viste bilen og køreren også, at der var masser af potentiale.

Som tidligere nævnt, kører der biler med forskellige hastigheder, på banen samtidig. Da der var 3 biler fra Division 2 mellem Jan og den førende i hans egen Division, var det desværre ikke muligt at avancere sig yderligere. Men P2 var også en god start på weekenden.

Herefter stod den på næsten 24 timers ventetid, inden bil #364 kunne trille ud på banen igen.

Foto: JJ Media

Igen blev der hurtigt rykket nogle pladser frem i det generelle felt, og på et tidspunkt var Jan lige bagved den førende i Division 3, indtil en Division 2 kører fik klemt sig ind mellem de to – og dermed var der ikke så meget mere at komme efter. Tilmed begyndte der er komme nogle mærkelige lyde fra gearkassen, på løbets sidste par omgange. Men det lykkedes at holde andenpladsen i mål.

Der var ikke så meget pause mellem løb 2 og løb 3, og hurtigt kunne HJ Performance, som står for at servicere bilen for JV Motorsport, konstatere, at spærret i gearkassen var gået sig en tur, og derfor ikke var nogen grund til at risikere yderligere og potentielt dyrere skader på gearkassen, såfremt man også kørte løb 3.

NĂĄr ikke JV Motorsport var med i mesterskabskampen alligevel, var der ikke nogen grund til at risikere det.

Alligevel var der kæmpe smil på læben, da bilen blev kørt op på traileren, og værktøjet pakket ind i kassevognen for sidste gang i 2026.

Foto: JJ Media

Nu står den på lidt reparation, og så ellers klargøring til 2027, hvor målet er at køre en fuld motorsports sæson igen, hvilket forhåbentlig bliver den første gang siden 2021, hvor Jan Vestergaard kørte Oldboysmesterskabet hjem i Yokohama 1600 Challenge. Det er stadig lidt uvist, om det bliver i den ene eller anden klasse, at Jan Vestergaard og JV Motorsport kommer til start – det ligger blot fast, at det bliver ombord Peugeot 307’eren.

Der skal lyde en kæmpe tak til hele mekanikerteamet gennem 2026, som har med ude til de tre løbsweekender, og som har kæmpet for at gøre bilen bedre og hurtigere, hver eneste gang, at den er på banen.

Der skal også lyde en stor tak til dem som støtter op omkring holdet – uanset om det så er holdets samarbejdspartnere eller familien derhjemme. For uden opbakning, kan det ikke lade sig gøre at køre i noget så dyrt som motorsport.

Til sidst skal der lyde en tak for kampen til konkurrenterne derude på banerne, og til alle de frivillige, som har gjort det muligt at afholde løbsweekenderne.

Vi glæder os allerede til 2027 begynder.

JV Motorsport
JJ Media

Mikkel O. Pedersen jagtede topfart pĂĄ Monza-banen

Mikkel O. Pedersen jagtede topfart pĂĄ Monza-banen

Mikkel O. Pedersen Racing gjorde fremskridt under GT Open-weekenden i Italien

Mikkel O. Pedersen var sammen med Lars Engelbrekt Pedersen og det øvrige team i weekenden draget til Italien, hvor de på Monza-banen ved Milano deltog i et 500 km-løb, som talte til det internationale GT Open-mesterskab for GT3-biler.

"Det var en weekend, hvor vi virkelig jagtede topfart i Porschen. Det er ikke noget, vi ligefrem har været vant til at skulle gøre, men noget, som vi også døjede med i de to tidligere løb på Spa og Paul Ricard," fortæller Mikkel O. Pedersen.

"Allerede i den første test på banen var bilerne fra Ferrari, Mercedes og Lamborghini flyvende på langsiden, mens vi manglede godt 10 km/t. Det svarede til forskellen mellem en GT3- og en GT4-bil. Det var et generelt Porsche-problem, for bilerne fra Fach Auto Tech og ZRS Motorsport manglede 5 km/t."

Weekenden bød derfor på masser af arbejde for Mikkel O. Pedersen Racings mekanikere, der hver gang den hvide og grønne racerbil havde været på banen, ændrede på setuppet.

"Da vi kom til selve løbet, foretog vi en ny ændring," forklarer Mikkel O. Pedersen. "Bilen kørte fint til løbet – vi var kun 4 km/t efter, men det var stadigvæk meget. I løbet kørte vi stort set på de samme omgangstider som i kvalifikationen. Vi havde fundet noget fart, men manglede stadig noget topfart."

 

Teamet kæmpede mod bl.a. Ferrari- og McLaren-racere på Monza (foto: Fotospeedy).

Lars Engelbrekt - her pĂĄ vej ud af bilen - havde godt fart (foto: Fotospeedy).

Fra en startposition som nummer 30 fik Lars Engelbrekt Pedersen og Mikkel O. Pedersen arbejdet sig frem til en generel 17. plads og en placering som nummer otte i Pro-Am-klassen.

"Lars kørte et fint stint, hvor han formåede at holde pladserne fint, men blev påkørt, så han spandt rundt. Lars havde generelt rigtig god pace i bilen, og vi formåede at køre på de samme omgangstider som den Porsche, der blev treer generelt, så samlet set var det et godt resultat," siger Mikkel O. Pedersen. "Men vi har tilsyneladende et problem med vores motor, for vores ingeniør kunne under løbet konstatere, at vores brændstofforbrug svingede meget fra omgang til omgang."

Det bliver dog ikke den første opgave, som Mikkel O. Pedersen Racings mekanikere kaster sig over. Det bliver at gøre klar til sæsonens sidste afdeling af Danish Endurance Championship på Padborg Park, hvor Mikkel O. Pedersen ikke selv deltager. Han sætter sig på ny i en flyver.

"Jeg skal for tredje gang køre for Pure Rxcing," siger han. "Denne gang bliver det på banen i Barcelona, og det bliver dejligt med en weekend, hvor jeg bare kan møde op med hjelm og køredragt for at sætte mig i en racerbil."

 

 

 

Nu skal titlen køres i hus for ARTS

Nu skal titlen køres i hus for ARTS

Der er kun fokus på en ting hos Autoforum Racing Team Silkeborg den kommende weekend – at køre titlen i hus.

Kevin Verner har været mesterskabsførende i Grand Prix Tours Legends Car Cup Danmark lige siden den allerførste kvalifikation tilbage i april måned. Længe var der lutter maksimumpoint på kontoen, men det blev brudt med et gearkasseproblem på Ring Djursland i juni måned.

Herefter startede en ny streg på 6 pointgivende kørsler med maksimumpoint, mens det blev til 3. startposition ved Night Race, efterfulgt af tre andenpladser i de tre løb.


(Foto: Motorsporten.dk)

Den røde og sorte racer med startnummer #512 på døren kommer til finalen med en solid mesterskabsføring på intet mindre end 63 point. Med 100 point tilbage at køre om, kan mesterskabet i teorien allerede lukkes midt på eftermiddagen lørdag, men det er mere sandsynligt lørdag ved 18-tiden, når de to første løb er blevet kørt.

Hele sæsonen kulminerer dog søndag, hvor der er kommet en ekstra Warm Up for Legend Cup bilerne, så de lige kan prøve de sidste setup ændringer af, hvis nogen skulle have mod på at prøve noget lidt andet med dæktryk og så videre.


(Foto: Motorsporten.dk)

Siden Night Race, som blev kørt i starten af september, har Kevin Verner også været en tur udenlands igen, hvor det blev til en start i Ultimate Cup European Series, da de kørte på Spa Francorchamps for små to uger siden. Dermed blev den belgiske racerbane også krydset af på det personlige udenlandske CV, som i forvejen talte Mugello i Italien, og Paul Ricard i Sydfrankrig.

Men tilbage til Legend Cup i Danmark.

En ting står dog klart – selv hvis det utænkelige skulle ske, og der kommer nul point på kontoen gennem hele weekenden, kan det ikke gå værre end en Sølvmedalje.

Men vi tænker slet ikke i de baner, og giver den bare fuld gas hele weekenden.


(Foto: Motorsporten.dk)

Er man forhindret i at komme til Padborg Park, og heppe på bil #512, så kan hele søndagen også ses på YouTube-kanalen @DanishSupercarLeague

Tidsplanen for weekenden lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag

09:25 Træning, Gruppe A
13:55 Kvalifikation, Gruppe A
17:00 Løb, Gruppe A
17:25 Løb, Gruppe B

Søndag

09:20 Warm Up
12:10 Gridshow
13:30 Prefinale
15:55 Finale

Debutanter i finaleopgør om Am-titlen i Super GT

Debutanter i finaleopgør om Am-titlen i Super GT

Patrick Steen Rasmussen og Tino Egeskov kæmper om at blive bedste Am-kører

En række kørere er i år skiftet fra enten andre klasser eller andre discipliner til Selected Car Group Super GT. Udover at kæmpe med om Danmarksmesterskabet i klassen har flere af dem kæmpet om Am-titlen – mesterskabet for typisk nye kørere eller deltagere fra mindre, private teams.

I weekenden er der på Padborg Park lagt op til en afgørelse om Am-mesterskabet mellem Patrick Steen Rasmussen, Erritsø, og Tino Egeskov, Tune. Førstnævnte stiller i år op for Birk Motorsport, sidstnævnte for Outzen Motorsport.

Begge har flere gange formået at blande sig i det generelle mesterskab. Patrick Steen Rasmussen vandt således et løb ved sæsonstarten på Padborg Park, mens Tino Egeskov scorede en flot andenplads ved Night Race i starten af september samme sted. Men når det endelige opgør mellem dem finder sted i weekenden, har Patrick Steen Rasmussen det bedste udgangspunkt. Hvis tingene flasker sig, vil han faktisk kunne sikre sig Am-titlen allerede i det første indledende heat søndag eftermiddag.

Mens titelkampen er en duel, er hele fire kørere i spil om tredjepladsen i Am-mesterskabet. Og den kamp bliver tæt.

Afstanden fra Mathias Klingenberg, Lynge, på tredjepladsen til Jonas Mortensen, Silkeborg, på sjettepladsen er blot 40 point. Der er i finaleweekenden 100 point at kæmpe, og mellem Mathias og Jonas finder vi også Marco Dahl, Aarhus, og Lukas Ravn Staub, Kolding!

 

Feltets yngste kører – Jonas Mortensen (720) – haft mange nærkampe med Marco Dahl (22) og Mathias Klingenberg (43) (foto: Grippo).

 

Kampen blandt Super GT's Am-kørere har været tæt: her er Marco Dahl (22), Mathias Klingenberg (43) og Tino Egeskov (21) i kamp om pladserne (foto: Grippo).

 

Alle fire kørere har haft en hård – og ubarmhjertig – sæson i klassen. Tekniske problemer betød eksempelvis, at Mathias Klingenberg blot kunne være med i tidtagningen ved sæsonpremieren. Lukas Ravn Staub slog sin hånd ved Forårsløbet på FDM Jyllandsringen og fik tre nulscorer. Unge Jonas Mortensen har kæmpet med at komme fremad i det hårde Super GT-felt, mens Marco Dahls solide debutsæson blev stoppet af en teknisk nedtur ved Night Race. Meget tyder altså på, at det er dagsformen mellem de fire, som bestemmer rækkefølgen i det interne opgør.

I det generelle Super GT-mesterskab er der en intens kamp mellem Kasper H. Jensen, Rønde, og Martin Andersen, Viborg. De stiller op for henholdsvis Mascot Motorsport og Selected Car Racing, og netop disse to teams er i tæt kamp om klassens teammesterskab. Mens Kasper H. Jensen her er sekunderet af Gustav Birch, Ans, er Selected Car Racings anden kører Simon Seiersen, Assentoft, der med en heatsejr og som hurtigste tid i to af sæsonens fem tidtagninger har kørt så mange point ind, at Selected Car Racing fører tabellen an med 41 point.

 

Patrick Steen Rasmussen (41) har mange gange været bedste Am-kører, her foran Lukas Ravn Staub (11) på FDM Jyllandsringen (foto: Grippo).

 

Udover Selected Car Group Super GT er finaleløbet også afslutningen på mesterskaberne i MHO Danish Endurance Championship, Grand Prix Tours Legend Car Cuppen og DS3 Cuppen. Billetter til finaleweekenden i DEKRA Danish Supercar League kan købes på https://padborgpark.dk/produkter/billetter-til-loeb-paa-padborg-park/, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge alle tre løb i Selected Car Group Super GT på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.

Morten Alstrup

Hvem bliver ĂĄrets master i Legend Car Cuppen?

Hvem bliver ĂĄrets master i Legend Car Cuppen?

Fire veteraner er i spil til masterstitlen i Grand Prix Tours Legend Car Cup

Når årets sidste runde af DEKRA Danish Supercar League i den kommende weekend køres på Padborg Park, vil der være stor fokus på Grand Prix Tours Legend Car Cuppen. Ikke bare er de to fætre, Kevin Verner og Joachim Lee Holmstoel, begge Silkeborg, i direkte duel om den generelle titel, men spændingen er om noget endnu større, når det kommer til opgøret i masters-divisionen.

Vi taler om divisionen for de modne herrer, der – selv om de har passeret de 40 år – stadig har masser af taktik under issen og fuld bevægelighed i højrefoden, når der i finaleweekenden skal kæmpes over tidtagning, kvalifikationsheat, prefinale og finale.

Mike Mathiesen (37) er forsvarende masters-mester i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen (foto: Grippo).

 

Dennis Ladefoged (15) var forårssæsonens bedste master-kører og slog Michael Søvang Christensen (21) flere gange (foto: Grippo).

 

100 point er på spil, og de fire herrer er adskilt af blot 24 point. Og da en førsteplads i de tre løbstyper foruden tidtagningen udløser 25 point, kan alt ske.

Michael Søvang Christensen, Grindsted, har med sine 373 point det bedste udgangspunkt, selv om hans mesterskabsføring på blot ni point ikke kan betegnes som marginal, men snarere ikkeeksisterende. To gange har 2018-mesteren været hurtigste masterskører i tidtagningerne, mens det er blevet til tre løbssejre i divisionen.

Inden sommerferien så Dennis Ladefoged, Hylke, ud til at have sikret sig masterstitlen på forhånd, da han var så stærkt kørende, at han også formåede at blande sig i det generelle mesterskab. Men efterårssæsonen har budt på uheld og mekaniske problemer, så han nu er nede på andenpladsen med 364 point.

Der er ikke langt fra succes til fiasko - Dan Sørensen (79) og Dennis Ladefoged (15) rørte ikke hinanden, men deres skæbne var vidt forskellig i dette løb (foto: Grippo).

 

2018-mesteren Michael Søvang Christensen er nu blevet master og kæmper for en ny titel (foto: Grippo).

 

Det samme pointtal står Dan Sørensen, Billund, noteret for. Han har til gengæld haft en god efterårssæson, hvor han såvel ved Nordic Antirust Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen som Night Race på Padborg Park var bedste masters-kører i finalerne.

Mike Nordby Mathiesen, Varde, er måske køreren, som kan overraske og passere sine tre forankørende rivaler i tabellen. Den forsvarende masters-mester måtte i foråret sidde over i en halv løbsweekend grundet sine tvillingers konfirmation – det er jo det, der sker, når man er masters-kører – men ellers har han fart til på en god afslutningsweekend at kunne indhente de 24 point, han er bagud i forhold til Michael Søvang Christensen.

Motorsportsgøgler Morten Alstrup