Elbil med i klassisk rally

Elbil med i klassisk rally

Vestsjælland byder på efterårets store løb for klassiske biler

Når Dansk Rally Club sender første bil afsted i DRC Classic Regularity lørdag den 12. september kl. 10 i Sæby på Vestsjælland, sker det med en mindre sensation: En elbil har fundet vej til den kendte løbsserie for klassiske biler.

”Elbiler har mulighed for at deltage i løb af denne type, og vi vil gerne vise, at en elbil kan være med og vinde på lige fod med andre biltyper, så derfor har vi tilmeldt vores helt nye elbil, Suzuki e VITARA,” siger Erik Morsing, PR manager hos Andersen Motors i Køge, der importerer det kendte bilmærke.

Suzukis første elbil i Danmark bliver kørt af to af landets dygtigste rallykørere. Førstekører er den tidligere topkører i gokart og nu kendt for fine resultater i det historiske Monte-Carlo Rally, Kenneth Kruse Simonsen fra Charlottenlund. I navigatørsædet finder man en af landets dygtigste codrivere i hastighedsrally, Ole Frederiksen fra Skibby.

Kenneth Kruse Simonsen og Ole Frederiksen skal bevise, at en elbil duer til motorløb: Rallykørerne Kenneth Kruse Simonsen og Ole Frederiksen skal køre denne Suzuki e VITARA til et godt resultat på lørdag i DRC Classic Regularity (foto: Michael Eisenberg).

”Det bliver mit første rally i en elbil, og jeg er meget spændt på, hvordan den performer ude på de små landeveje på Vestsjælland,” siger Kenneth Kruse Simonsen.

”Hastighederne i regularity rally er ikke nær så høje som i hastighedsrally, men vejene er udfordrende, og vi skal køre bilen helt til mål uden at lade op undervejs,” supplerer Ole Frederiksen.

Far og datter fra Fyn kører både rally og Hill Climb

Blandt de klassiske biler er der stor interesse for det fynske datter og far-mandskab, Emilie Flensbak og Jens Gandrup, begge fra Odense. Emilie kører bilen, en Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977, og farmand viser vej. Jens Gandrup er tidligere danmarksmester i økonomiløb og har også deltaget i Rallye Monte-Carlo Historique et antal gange med flere resultater blandt de 10 bedste. Holdet ligger nummer fire i Touringklassen, hvor nye kørere som Emilie gør sig deres erfaringer. Datter og far kører i øvrigt også Hill Climb-race i den samme bil.

Emilie Flensbak er en ung kvinde på vej frem i motorsporten, godt hjulpet af sin far, rallykøreren Jens Gandrup. På lørdag går det løs i DRC Classic Regularity (foto: Privat).

 

”Vi morer os gevaldigt sammen, når vier ude at køre, så det er en god måde at være tæt på sine børn,” mener Jens Gandrup.

”Det er udfordrende at køre regularity. Man skal være på dupperne hele tiden med at holde styr på hastigheder og afstande. Men vi arbejder godt sammen i bilen og har det rigtig sjovt,” siger Emilie Flensbak.

Far og søn fra Jylland er favoritter

Landets for tiden førende mandskab i sporten er far og søn-mandskabet Leif Poulsen fra Fårvang og Kent L. Poulsen fra Silkeborg. De stiller op i en Porsche 911 Carerra fra 1976. Leif Poulsen er danmarksmester i hastighedsrally i 1980, og hans søn Kent har på få år kørt sig op blandt de bedste navigatører i regularity rally. Poulsen og søn fører Expertklassen, som er for de bedste kørere.

”Vi har faktisk klaret os ret godt i år, så hvis vi vinder på Sjælland, kan vi kalde os danmarksmestre,” siger Leif Poulsen.

Far og søn-mandskabet Leif og Kent Poulsen har tidligere vundet pokaler hos Dansk Rally Club. Det vil de gerne gentage i DRC Classic Regularity på lørdag (foto: Michael Eisenberg).

 

Hans søn Kent mener: ”Jeg glæder mig til at komme til Sjælland, Dansk Rally Club plejer at lave nogle gode løb, hvor det hele passer.”

Tilskuere kan se deltagerne i DRC Classic Regularity det meste af lørdagen ved start, pause og mål i Sæby. Derudover kan man møde de klassiske biler og den ene elbil flere steder ude på ruten.

 

Hvor kan man se de klassiske biler i DRC Classic Regularity?

Det meste af lørdag den 12. september ved start, pause og mål ved Sæby Forsamlingshus.

På Kelleklintevej/Saltoftevej, 4490 Jerslev, kl. 10.45 og 15.55.

Ved Astrup Gods, 4450 Jyderup, kl. 15.35

 

Hvad er regularity rally?

I Regularity rally for klassiske biler skal deltagerne mest præcist overholde en gennemsnitshastighed, der ikke må overstige 50 km/t. Passerer man en hemmelig tidskontrol.

for tidligt eller for sent, får man tildelt strafpoint. Løbet foregår på offentlig vej, hvor alle færdselsregler skal overholdes, og hvor almindelig trafik også kører (hastighedsrally køres for fuld fart på afspærrede veje). Elbiler kan deltage i regularity rally i Åben klasse.

DRC Classic Regularity tæller som 5. afdeling af DASU Classic 2026 (DM i regularity rally) og 3. afdeling af Nordic Championship Regularity (Nordisk Mesterskab).

DASU Classic er det officielle danmarksmesterskab i regularity rally med klassiske biler fra før 1996. Nogle af deltagerne har tidligere været fartkonger i hastighedsrally for 30-50 år siden. Andre er klassiske bilentusiaster, hvor ægtepar og deres børn hygger sig med at køre ad rette veje og med rette gennemsnitshastigheder i deres klassiske biler.

Lørdagens løb, DRC Classic Regularity, er organiseret af Dansk Rally Club, som er medlemsklub under Dansk Automobil Sports Union, DASU, der igen er medlemsorganisation under Danmarks Idrætsforbund, DIF, samt tilknyttet FIA (Federation Internationale de l'Automobile), som også styrer verdensmesterskaberne i rally og Formel 1.

Eisenberg

 

Legend-kørernes festaften venter forude på Padborg Park

Legend-kørernes festaften venter forude på Padborg Park

Ved lørdagens Night Race leverer Legend-kørerne race og underholdning

Kalenderen tæller 52 lørdagsaftener. Den bedste af dem finder sted i morgen. Her køres den 12. udgave af Night Race på Padborg Park, og for deltagerne i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen bliver det årets festaften.

Lørdagens to kvalifikationsheat, prefinale og finale giver point til mesterskaberne i klassen. Som sæsonens andre afdelinger har gjort det. Hverken flere. Hverken færre. Men finalen lørdag aften bliver speciel.

Klokken 20.05 lørdag aften forsvinder solen fra horisonten i den vestlige ende af Padborg Park. Klokken 21.00 lørdag aften slukker startlysene til finalen i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen. Så er det mørkt. Med en række opsatte projektører og deres eget falkeblik skal kørerne nu kæmpe sig gennem mørket for at opnå placeringer, pokaler og point.

Kørerne har en fest. Og det har tilskuerne også.

Der plejer at være fri leg blandt Legend-kørerne, når finalen er overstået ved Night Race (foto: Stumpphoto)

Efter målflaget starter festen for Legend Car-kørerne (foto: Stumpphoto).

 

For klassens finaleløb ved Night Race er nok det nærmeste, motorsporten kommer et firhjulet karneval. Der er ikke blot lys på de små racervogne, hvor karrosserierne er inspireret af en række amerikanerbiler fra 1930'ernes forbudstid. Chauffører giver den også gas, efter at det ternede flag er svunget. Med snurreture, dækafbrænding og røgfaner i projektørlysets skær.

Grand Prix Tours Legend Car Cuppen er en af syv klasser, man kan opleve ved Night Race, som du kan læse mere om på https://www.danishsupercarleague.dk/night-race-padborg-park, hvor du kan se tidsplaner og praktiske informationer.

Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til den kommende weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes på https://driverszone.danishsupercarleague.dk/shop/danish-supercar-league-night-race-2026, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge lørdagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.

 

Motorsportsgøgler Morten Alstrup

Når finalen i Grand Prix Tours Legend Car Cupppen køres lørdag, er solen gået ned (foto: Stumpphoto)

Robert Schlünssen: “Hvis det regner, er mine chancer bedre.”

Robert Schlünssen: “Hvis det regner, er mine chancer bedre.”

Efter seks års fravær er veteranen i weekenden tilbage i Super GT-feltet

Når årets femte afdeling af Selected Car Group Super GT-mesterskabet lørdag afvikles ved Night Race på Padborg Park, gør en veteran comeback til feltet. Det er Robert Schlünssen, Bjert, som sætter sig bag rattet af én af Outzen Motorsports biler.

"Selv om jeg er stoppet med at køre, prøver jeg hvert år at deltage i et løb," siger den 42-årige chef for kartingteamet RS Competition. "Sidste år var det et stort udenlandsk løb i Rotax-klassen, og nu bliver det så i Super GT ved Night Race."

"Tino Egeskov arbejder på Vojens Motorsport Arena, hvor mit kartingteam har base. Jeg satte ham i spil hos Outzen Motorsport, og i mine snakke med Michael Outzen opstod så ideen om, at jeg også selv skulle køre et løb."

"Selv om han ikke kører så meget, er Robert stadig en god kører, for han har stadig det mindset, der skal til," siger Michael Outzen, Ringe. Makkerparret kender hinanden ikke bare fra kartingsporten, men også fra bl.a. DTC-serien tilbage i 00'erne. "Jeg glæder mig virkelig til at se Robert tilbage i Super GT-feltet igen."

Normalt holder Robert Schlünssen øje med de unge kørere i hans kartingteam. Lørdag tager mange af dem til Padborg Park for at holde øje med teamchefen (foto: Morten Alstrup).

For Robert Schlünssen har kørt i klassen før. Det skete på en våd efterårsdag i 2020.

"Det regnede, og jeg skulle vist starte fra pole position, men så tørrede det op til løbet. Hvis det regner på lørdag, er mine chancer bedre," siger han og forklarer: "Night Racet bliver mit første løb i mørke, men det generer mig ikke. Jeg har rigtig gode øjne, og jeg kører ofte regnvejrsløb uden at bruge racerbilens vinduesvisker, for jeg kan bedre lide at køre med en forrude, som er nanobehandlet."

Robert Schlünssen har fået to testdage i Outzen Motorsports rødhvide racerbil, inden han i weekenden bliver sendt ud i et felt, der kæmper om point til det officielle DIF-mesterskab i klassen.

"Jeg sætter mig aldrig i en bil uden at forsøge at vinde, selv om mine forventninger nok ikke er for høje. Jeg er jo også blevet seks år ældre siden sidst, og det øger nok ikke farten," konstaterer han tørt. Flere af de henved 30 unge kartingkørere, som kører for hans team RS Competition planlægger at kikke forbi lørdagens Night Race på Padborg Park.

"De er rimeligt spændte på, hvordan det skal gå. Mange af de helt unge i mit gokartteam tror ikke, at jeg faktisk kan køre gokart. Men når de ser mig køre, så lytter de mere..."

Lørdagens Night Race er den femte af årets seks løbsweekender i DEKRA Danish Supercar League, der samler landets bedste racerklasser. Læs alt om Night Race på https://www.danishsupercarleague.dk/night-race-padborg-park.

Billetter til Night Race købes på https://driverszone.danishsupercarleague.dk/shop/danish-supercar-league-night-race-2026, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge lørdagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.

Motorsportsgøgler Morten Alstrup

Kampen spidser til i MHO Danish Endurance Championship

Kampen spidser til i MHO Danish Endurance Championship

Night Race på Padborg Park er årets næstsidste mesterskabsrunde

To timelange løb for MHO Danish Endurance Championship er på programmet ved weekendens Night Race på Padborg Park – sæsonens femte weekend i DEKRA Danish Supercar League. Intet er endnu afgjort i de vigtigste divisioner, men løbene i det sønderjyske fredag og lørdag kan blive et pejlemærke om, hvem der ved efterårets Danish Motorsport Award skal stå med den største pokal.

En af de divisioner, hvor der ikke falder en forhåndsafgørelse ved Night Race, er i division 4, der typisk tæller TCR- og Mitjet-racere. Her er der nemlig to mandskaber, som står a point.

I sin blå og sorte Mitjet-racer har Thue Henriksen, Ikast, taget tre divisionssejre, mens Lukas Kent og Nicolai S. Jonas, Herning/København, har scoret en enkelt i deres Cupra TCR-racer fra Sally Racing. Men at der er tale om en division, hvor alt virker til at kunne ske, understreges af, at sæsonens fire øvrige divisionssejre er blevet erobret af fire andre teams!

Løbene i MHO Danish Endurance Championship byder på kampe i kampene. Her kæmper Aarhus Tech Racing (#155) mod Mads Madsen Racng (#131), men Kristian Rytter Motorsports Mercedes (#630) nærmer sig (foto: Grippo).

 

Sally Racing (#401) og TH Competion (#454) står a point i division 4 (foto: Grippo).

 

 

De lidt langsommere divisioner 1 og 3 har udviklet sig til at blive dueller mellem to teams. Aarhus Tech Racing med Magnus Secher Mortensen og Christian Trælle Simonsen, Viby J/Ryomgård, bag rattet vandt division 1 med et halvt point sidste år, men jagter i år de tidligere mestre fra HH Racing, Jesper Holmegaard Holst/Rasmus Holmegaard Holst, Odense/Broby. I division 3 står duellen mellem AS Rallys Racings Alex Siersbæk, Skjern, og WW Racing med Werner Wounlund, Ishøj, som den primære chauffør.

Det bliver dog sandsynligvis i de hurtigere division 5 og 6, at de generelle vindere af weekendens to langdistanceløb skal findes. Erik Poulsen/Marco Garst, Varberg/Helsinge, vandt sidste gang i deres Radical SR3 i division, hvor Michael Nielsen, Vejle, fører tabellen an i sin Porsche 718 Cayman GT4. Division 6 tæller denne gang en Ferrari, en Porsche, en Lamborghini og hele to Mercedes AMG GT3, nemlig de eksemplarer fra dels Kristian Rytter Motorsport, dels Mascot Motorsport, som vandt ved Nordic Antirust Grand Prix Danmark.

Læs alt om Night Race på https://www.danishsupercarleague.dk/night-race-padborg-park, hvor du kan se tidsplaner og praktiske informationer.

Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til den kommende weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes på https://driverszone.danishsupercarleague.dk/shop/danish-supercar-league-night-race-2026, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge lørdagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.

Motorsportsgøgler Morten Alstrup

Mikkel O. Pedersen: ”Godt resultat, selv om bilen havde fået knubs.”

Mikkel O. Pedersen: ”Godt resultat, selv om bilen havde fået knubs.”

Mikkel O. Pedersen var med til at skaffe Pure Rxcing en fjerdeplads i på Nürburgring

Mikkel O. Pedersen var i weekenden for anden gang i denne sæson til start i GT World Challenge Europe for Pure Rxcing. Han delte teamets røde Porsche 911 GT3 R Evo med den tidligere verdensmester Alex Malykhin og østrigeren Max Hofer, og trioen sluttede det tre timer lange løb på en fjerdeplads i Silver Cuppen.

"Alt taget i betragtning var det et godt resultat," siger racerkøreren fra Struer. "Max og jeg lå indenfor en tiendedel af hinanden i tidtagningen, hvor vi var hurtigere end Alex. Det betød, at vi skulle starte løbet fra en 32. plads."

Kampen var hård for Mikkel O. Pedersen og hans teamkammerater (foto: SRO JEP).

 

Max Hofer kørte i det første stint racerbilen frem til top 20 i et felt på 56 biler.

"Max startede i bilen og kørte et godt stint i den første time," fortæller Mikkel O. Pedersen. "I den næste time var der flere safety car-perioder, og Alex var også involveret i flere nærkampe. Bilen havde fået knubs, da jeg overtog den til den sidste time af løbet. Den var godt brugt. Værsgo' og kør, var beskeden."

"Da jeg kom i bilen, var vi bare et par sekunder fra en podieplacering i Silver Cuppen, men bilen var svær at køre. Den havde fået et slag i den ene side, så den opførte sig forskelligt, alt efter om jeg skulle tage et venstre- eller højresving. Det gjaldt om at overleve med en bil, som haltede. Den ene forskærm blev stort set kun holdt fast af ledningsnettet. Det var mere held end forstand, at jeg kom i mål."

Men i mål kom Mikkel O. Pedersen. Det blev til en generel 22. plads for den røde Porsche, som sluttede 44 sekunder efter løbets generelle vindere og 4,4 sekunder efter holdet på tredjepladsen i Silver Cuppen. Hans fokus er nu skiftet til opgaver for sit eget team.

"Mens jeg var i Tyskland, var teamet i Norge for at køre en afdeling af Porsche Sprint Challenge Scandinavia, og nu er vi ved at gøre klar til den næste weekend, hvor vi skal deltage i Danish Endurance Championship på Padborg Park," siger Mikkel O. Pedersen.

Mr. Legend fejrer jubilæum ved Night Race

Mr. Legend fejrer jubilæum ved Night Race

Lars Bohnensach Ebbesen deltager i sin Legend-afdeling nummer 100 i weekenden

DEKRA Danish Supercar League tæller seks løbsweekender, hvor det lørdagens Night Race på Padborg Park er et af de specielle. En raceraften hvor solen går ned mod vest og lyset aftager i styrke. Men for en af deltagerne i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen bliver det kommende løb usædvanligt. Det er Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, der deltager i sin mesterskabsafdeling nummer 100.

"Det er verdens fedeste klasse," forklarer han om årsagen til, at han fortsat er med. "Klassen er fantastisk, og jeg smiler stadig, når jeg kører rundt på banen i kamp med de andre kørere."

Lørdag deltager i Lars Bohnensach Ebbesen i sin Legend-afdeling nummer 100 (foto: Grippo).

 

Den 16. september 2012 debuterede Lars Bohnensach Ebbesen i klassen (foto: Morten Alstrup).

Inden sin debut i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen havde vestjyden kørt road racing på en Honda CBR 1000, indtil et styrt på FDM Jyllandsringen fik ham på andre tanker. "Legend-bilerne så sjove ud, og så sad man lidt mere beskyttet end på en motorcykel," forklarer han. "Jeg hentede en Legend-racer i Nordjylland og dagen efter havde jeg en testdag på Padborg Park. Jeg fyrede den af og tænkte, Det er røvsygt. Jeg kom jo fra road racing, hvor vi hurtigt nåede 200 km/t, men min holdning ændrede sig, da der kom andre tåber på banen..."

Debutløbet fandt sted på Ring Djursland i september 2012. Siden da han har deltaget i alle afdelinger af løbsserien på nær et enkelt i 2014. "Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke var med," siger køreren, som i weekenden ruller ud til sin Legend-afdeling nummer 100. Hvor løbsafdelingen samtidig er nummer 125 i løbsserien!

"Min fedeste sæson var i 2018, hvor jeg kæmpede med Michael Søvang Christensen om mesterskabet. Enten vandt han løbene eller også gjorde jeg. Selv om jeg ikke blev mester, var det bare fedt, for Michael og jeg lå ofte side om side i mange af løbene, men rørte aldrig hinanden. Vi kunne køre tæt med en gensidig respekt overfor hinanden."

Siden er det blevet til titler for Mr. Legend. Seks år i træk – fra 2019 til 2024 – vandt han mastersklassen, men det er ikke den eneste titel, som hans team – Racing Team Næsbjerg Gulve – har scoret.

"Jeg har verdens bedste team, og det betyder rigtig meget for mig," siger Lars Bohnensach Ebbesen. "Da Magnus Madsen vandt sin første Legend-titel, kørte han i mit team. I år er Kevin Verner på vej mod endnu en titel, og så ser det ud til, at Oliver Hedegaard kan blive vores første mester blandt de fircylindrede kørere."

Resultaterne er én ting. Noget andet er samværet omkring sporten.

"Vi har det bare sjovt sammen," siger Lars Bohnensach Ebbesen. "Alle i mit team er uundværlige – fra Connie, Pia, Vibeke og Tage i køkkenet til alle mekkere, der bare altid står klar og bakker mig og vores kørere op. Jeg er dem ufatteligt taknemmelig for den tillid de viser og den indsats de yder, weekend efter weekend."

Der er dog en person, som har fyldt meget i de seneste ti år i Racing Team Næsbjerg Gulve. Det er chefmekaniker Bjarne Beyer Jessen.

"Ligesom min start i Legend-klassen skete ved en tilfædighed, så er vores venskab også opstået ved en tilfældighed. Jeg manglede en chauffør til at køre vores sættevogn til Copenhagen Historic Grand Prix. Det kunne Bjarne klare. Det er vel ti år siden, og så har jeg bøvlet med ham siden. Det er ham, som har vundet mesterskaberne, for jeg har bare kørt bilen."

Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til lørdagens Night Race kan købes på https://driverszone.danishsupercarleague.dk/shop/danish-supercar-league-night-race-2026, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge søndagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.

Motorsportsgøgler Morten Alstrup

Gennem mange år har Lars Bohnensach Ebbesen arbejdet med sin mekaniker Bjarne Beyer (foto: Grippo).