OPSKRIFTEN PÅ SEJR!
 

Det var hvad alle 3 biler fra Venning Motorsport havde fundet frem, til fjerde afdeling af Yokohama Øst mesterskabet, som blev kørt i Nykøbing Falster.

FIESTA
For Chris og Nadia handlede søndagens rallysprint om at få øvet lidt kørsel på hastigheds noter, for at varme op til sidste afdeling af DM i rally, som bliver kørt omkring Aabenraa d. 27. Oktober. Det er første gang, at Chris og Nadia skal prøve kræfter med et DM rally, så kørsel på noter er et vigtigt element, der kræver træning at kunne mestre. Da Chris og Nadia allerede har sikret sig mesterskabet i Yokohama Øst mesterskabet i rallysprint, var søndagens rallysprint derfor en oplagt mulighed, for at få trænet kørsel på noter.

Da det havde regnet hele morgenen, skulle der lige overvejes, hvad der skulle satses på af dæk, til det første heat. Vejen var våd, men så småt ved at tørre op, da solen havde meldt sin ankomst inden første heat skulle sættes i gang. Valget faldt på et sæt Dmack tørvejrsdæk i soft compound. Da det var første gang, at Chris og Nadia skulle prøve kræfter med Dmack dækket på fugtig vej, blev første omgang brugt på, at få en fornemmelse af hvordan de arbejdede, og heldigvis var fornemmelsen god, så der blev givet gas resten af heatet. Desværre får Chris styret Fiestaen ned i en kloakrist under en nedbremsning, som giver et ordentligt knald i venstre støddæmper. Fiestaen kan heldigvis køre videre uden nogen tegn på problemer, og tiden ender også med at være hurtigst i klassen, og femte hurtigst generelt.

I service pausen kunne det desværre konstateres at mødet med risten, resulterede i et flækket tårnleje på venstre støddæmper. Uden reservedele så det ud til at Chris og Nadia måtte kaste håndklædet i ringen, men nej! Fighter vilje er ikke en mangelvare hos Venning Motorsport, så med lidt opfindsomhed og snilde fik Chris og Arne opfundet en nødreparation af støddæmperen, så Chris og Nadia kunne nå ud og køre andet heat.

Reparationen holdt! Andet heat forløb perfekt, og Fiestaen blev styret fint udenom de værste huller og kloakriste, for at skåne den sårede støddæmper. Chris og Nadia kan efter mål flaget, konstatere at de endnu en gang sætter hurtigste tid i klassen, samt femte hurtigste tid generelt.

Efter middagspausen blev prøven vendt, så den nu skulle køres den modsatte vej rundt. Reparationen på Fiestaen var blevet tjekket efter, og bilen blev meldt klar til tredje heat. Denne gang blev der satset på et lidt hårdere fordæk, da vejen var tørret godt op og solen havde haft et par timer, til at varme asfalten op. Valget så ud til at være rigtigt, og Chris og Nadia kører igen hurtigst i klassen.

Med en føring i klassen på 44 sekunder, og en fjerdeplads generelt, skulle fjerde og sidste heat være en smal sag at gennemføre. Men nej. Med halvanden omgang til mål, bliver løbet stoppet da en anden deltager er kørt ind i en affaldscontainer. Så Chris og Nadia må liste tilbage til start, og vente på at løbet blive genstartet. Med tanke på reparationen af støddæmperen, samt nogle fordæk der efterhånden ikke var meget mønster tilbage på, var det lidt en sur fornemmelse, at skulle køre heatet forfra. Men afsted det gik, og Chris fornemmede at bilen stadig kørte og styrede som en drøm. Efter en omgang bliver der startet en deltager ud ikke så langt foran Chris og Nadia, så målet blev pludselig at indhente ham. Det lykkedes også, næsten. Tre sving før Chris og Nadia skulle i mål, sker det, der bare ikke må ske - der knækker en trækaksel. Til alt held kan Fiestaen lige nøjagtig rulle hele vejen i mål. Heat tiden blev derfor ikke noget at prale af, men Chris og Nadia kan alligevel slutte dagen af som vindere af klassen, og med en pæn placering som nummer seks generelt.

Næste løb for Chris og Nadia bliver Yokohama Finalen i Kolding d. 20. Oktober.

ESCORT
Da Karsten, som normalt sidder i 2. kører sædet i Escorten, var forhindret i at deltage, måtte John på lånemarkedet for at finde en ny 2. kører til dagen. Normalt ville Michael havde trådt til, men da han også var forhindret, endte det med at Casper måtte hoppe ind ved siden af i Escorten.

Efter motor problemerne ved sidste rallysprint i Roskilde, havde Escorten fået en ny strømfordeler, som virkede til at have løst problemet med manglende trækkraft. Målet for dagen var, at forsvare føringen i klassen for historiske biler. Stillingen mellem første og anden pladsen var så tæt, at den af de to der klarede sig bedst, ville vinde mesterskabet. Så kablet skulle holdes stramt i Escorten hele dagen.

Første heat forløb helt efter planen. Escorten trak igen som John mener at den skal, og kunne efter første heat konstatere at farten var tilbage. Hurtigste tid i klassen, og kun 5 sekunder langsommere end Chris og Nadia. Godkendt start på dagen.

Andet heat lignede meget første heat, god fart i bilen, på en prøve der passede godt til både John og Escorten. Tiden endte igen med at være hurtigst i klassen, og 4 sekunder hurtigere end første heat. Så John kunne nyde middagsmaden med en føring i klassen på 11 sekunder.

Til tredje heat, hvor prøven skulle køres den modsatte vej rundt, havde Escorten fået monteret et sæt hårdere bagdæk. Og endnu en gang kørte Escorten bare som en drøm. John fandt hurtigt melodien, på den ”nye” prøve, og kunne igen konstatere, at han var hurtigste bil i den historiske klasse. Nu med en føring på omkring 17 sekunder.

Fjerde og sidste heat forløb heldigvis også problemfrit, så John kunne styre den gamle Escort både hurtigt og sikkert i mål. Igen som dagens hurtigste mand i den historiske klasse, og som vinder af klassen med et forspring på 24 sekunder, og en rigtig flot ottende plads generelt. Dette resulterer i, at John kan kalde sig Yokohama Øst mester 2018!

Næste løb for John og Karsten bliver Yokohama Finalen i Kolding d. 20. Oktober.

TWINGO
Der var lagt op til hård kamp om mesterskabet i klassen for tunede 1600 biler. Der var hele 4 mandskaber, som potentielt kunne vinde mesterskabet, men af en eller anden grund var ingen af de 3 andre mandskaber mødt op til sidste afdeling. Så Caspers chance for at blive mester, var pludselig blevet meget større. Han skulle i teorien bare gennemføre løbet, så ville han kunne kalde sig mester 2018, med sin nye bil.

Casper havde fået lokket John med i 2. kører sædet i dagens anledning, da Michael som nævnt også var forhindret i at deltage. Første heat blev kørt på nogle bløde og brugte Michelin dæk, med lidt ekstra mønster i, da vejen stadig var våd fra morgens regnvejr. Det virkede til, at Casper efterhånden har fundet sig lidt bedre til rette i den nye Twingo, og kunne med hurtig og præcis kørsel, indkassere en føring i klassen, med ca 2 sekunder ned til nummer to.

Til andet heat fik Casper desværre satset forkert, og valgte at køre ud på samme dæk som i første heat. Det endte med en masse understyring og svære nedbremsninger, da dækkene blev alt for varme i løbet af få omgange. Han gjorde hvad han kunne, for at få guidet Twingoen så hurtigt som muligt rundt på prøven, men måtte alligevel se sig slået af en enkelt konkurrent, som henviste Casper til en 2. plads i klassen inden middagspausen. Dog kun med 0.08 sekund til forskel.

Til tredje heat var der blevet monteret et sæt nye og friske Dmack dæk i medium compound, så Casper var nu klar til, at indhente det tabte fra andet heat. Opskriften med de hårdere dæk virkede, og Casper kunne igen notere sig hurtigste tid i klassen, 2-3 sekunder hurtigere end de nærmeste konkurrenter. Så Twingoen lagde sig igen i spidsen af klassen, men kun med få sekunder ned til konkurrenten på andenpladsen.

Med en mulig klassesejr indenfor rækkevidde, var Casper hundrede procent opsat på, at gå ud og give den maks gas i fjerde heat. Dækkene virkede, bremserne virkede og Casper holdt tempoet hele heatet igennem. Det rakte dog ikke til hurtigste bil i klassen i heatet, men i det samlede regnskab vinder Casper med 4 sekunder til nærmeste konkurrent, og bliver placeret som nummer fem generelt. Så Casper kan også kalde sig Yokohama Øst mester 2018!

Næste løb for Casper og Michael bliver DM finalen i Aabenraa d. 27. Oktober.

OPSUMMERING
Det må siges at have været en fantastisk dag for Venning Motorsport, til trods for lidt tekniske problemer med Fiestaen. Alle tre mandskaber vinder hver deres klasse, alle tre mandskaber placerer sig i top 10 generelt, og alle tre mandskaber kan kalde sig for Yokohama Øst mestre 2018!