Rally Team Mejer på hjemmebane i DM 1 påskelørdag.
Lørdag den 31. marts, påskelørdag, indledes årets DM-sæson i rally, når Horsens og omegn lægger veje til første afdeling af DM i rally.

Viggo Johansen

Rally Team Mejer stiller op til rallyet med de to voldsomme Volvo 242 Turbo. Teamet er selvfølgelig opsat på at gøre en god figur på hjemmebane, og vise de mange tilskuere hvordan en Volvo i rallytrim skal køres på de små veje.

”Vi kører dog ikke kun for at vise publikum hvordan bilerne skal håndteres på de snævre små veje. Det er ramme alvor. Det gælder om at gennemføre løbet med højst mulig hastighed, og dermed score vigtige point til regnskabet om mesterskabet. Vi skal jo gerne forsvare vores 2. plads i det danske mesterskab, Dansk Superrally fra 2017, og mesterskabet i den historiske klasse” siger Heino Mejer her små to uger før løbet. ”Vi mangler endnu nogle små detaljer på bilen inden den er helt klar, men vi skal nok nå det, så bilen står 100% nyrenoveret ved starten. Vores mål er at gentage bedrifterne fra 2017” slutter Heino Mejer.

Heino Mejer har igen i år Bo Mølgaard Jensen med i bilen som 2. kører. Sammen har de mange succeser på samvittigheden, og vil gerne fortsætte den linje de kørte i 2017. Her blev det til en flot 2. plads i Dansk Super Rally, som er det generelle danske mesterskab for både 4-hjulstrukne og 2-hjulstrukne biler. Derudover kørte de sig til både et dansk mesterskab i historisk rally, dansk mesterskab i mini rally for historiske biler, en 1. plads i det lokale mesterskab Mini Rally Syd, samt en placering som generel vinder af Munkebjerg Hillclimb, hvor der var mange skrappe biler og kørere med.

Teamets anden bil køres af Kurt Mejer, som i år har fået ny 2. kører med i bilen. Steen Bøgelund, Vejle, som er en erfaren herre i at slide højre sæder op, har i år taget tjansen. Kurt Mejer og Steen Bøgelund har tidligere dannet makkerpar i Volvo’en, og Kurt Mejer ser frem til det kommende samarbejde.

Kurt Mejer udtaler: ”Vores mål for 2018, er at gøre det lidt bedre end jeg sidste år gjorde det sammen med Vagn Åge Hansen. Mekanikken drillede flere gange hen over sidste sæson, men trods det fik vi nogle udmærkede placeringer med hjem i de samlede mesterskaber. Vi sluttede på en 3. plads i mini rally for historiske biler, og en 3. plads i Mini Rally Syd turneringen.
Forhåbentlig har vi fået bilen skruet rigtigt sammen hen over vinteren, så den holder bedre end sidste år. Gør den det, er der helt sikkert basis for nogle bedre placeringer. Heino Mejer og Bo Mølgaard Jensen kan vi dog ikke slå. Alderen spiller ind, her hvor jeg nærmer mig de 70 år. Jeg bremser nok lidt for tidligt, og har ikke ungdommens mod til at køre helt til grænsen. Vi hygger os dog med racet, og kører efter de topplaceringer vi nu kan nå”.


Premieren på Danmarksmesterskabet - Dansk Super Rally - køres lørdag d. 31. marts 2018 i Horsens og omegn. Der 89 prøve km, og ca.160 km transportetaper. Prøverne er fordelt på 4 prøver der hver skal køres 2 gange.

Starten går kl. 12:00 fra
Villiam Petersen, Tandhjulsfabrikken A/S, Islandsvej 30 i Horsens.
Om formiddagen, inden starten på løbet, vil der være rig mulighed for at se de mere end 60 flotte rallybiler i serviceområdet ved Horsens Køretekniske Anlæg på Islandsvej 35 i Horsens.
Her kan der købes programmer og oversigter over prøverne, som det i øvrigt er gratis at være tilskuer på.


/Rally Team Mejer