FN Rally i ny konstellation – klar til DM Rally. 
Lørdag den 31. marts, flages 1. afdeling af det danske mesterskab i rally i gang i Horsens. FN Rally stiller atter op til mesterskaber i den ældre, men helt optimale Citroén C2R2 Max, som Frank Nielsen har deltaget med i en årrække.

Viggo Johansen

I 2018 er det atter med Per Brodersen i 2. kører sædet, at Frank Nielsen kører ud på hastighedsprøverne. Målet i 2018 er deltagelse i alle 6 afdelinger om det danske mesterskab, samt at komme til tops i Mini Rally Syd turneringen, som er den mest populære rally serie i Danmark.

Makkerskabet mellem Frank Nielsen og Per Brodersen er ikke nyt, da de sammen har flere mesterskaber på samvittigheden. I 2017 tog Per Brodersen en pause fra hastighedsrally, men er nu klar igen, efter at han i februar, sammen med Toni Hansen kørte en flot, flot generel 4. plads hjem i verdens største historiske rally, Rally Monte Carlo Historique i Frankrig.

Frank Nielsen er ligeså klar, og siger: ”Jeg føler mig helt klar til en sæson om det danske mesterskab. Bilen er på toppen, og selv har jeg kørt rigtigt mange kilometer i kroppen i år. Jeg kørte ispilot for både de syv danske og et stort antal udenlandske deltagere i det historiske Rally Monte Carlo Historique i februar måned.
Det blev til flere tusinde kilometer på små franske bjergveje, og jeg skulle hilse at sige, at selvom det er historisk rally, så går det ikke stille af. Det er krævende, både køreteknisk og fysiske at deltage, og som ispiloter kører vi hele løbet igennem før deltagerne, så vi kan melde vejens beskaffenhed til deltagerne, inden de skal konkurrere på prøverne – det giver rigtig god og optimal kørertræning, både teknisk og udholdenhedsmæssigt.
Per er klar, bilen er klar, og jeg er klar. Vi ser frem til at kæmpe om pointene i årets mesterskaber, selvom det bliver svært at komme på toppen af podiet. Der er mange unge talenter på vej i vores klasse. De er ikke bange for at holde speederen i bund, også der hvor vi andre måske lige slapper lidt af. Erfaringen kan de dog ikke tage fra os, så mon ikke en podieplads er indenfor rækkevidde når sæsonen er ovre?”

Premieren på Danmarksmesterskabet - Dansk Super Rally - køres lørdag d. 31. marts 2018 i Horsens og omegn. Der 89 prøve km, og ca.160 km transportetaper. Prøverne er fordelt på 4 prøver der hver skal køres 2 gange.

Starten går kl. 12:00 fra Villiam Petersen, Tandhjulsfabrikken A/S, Islandsvej 30 i Horsens.

Om formiddagen, inden starten på løbet, vil der være rig mulighed for at se de mere end 60 flotte rallybiler i serviceområdet ved Horsens Køretekniske Anlæg på Islandsvej 35 i Horsens.
Her kan der købes programmer og oversigter over prøverne, som det i øvrigt er gratis at være tilskuer på.