En weekend i røg og damp venter på Padborg Park
Danmarks Hurtigste Bil afholdes i weekenden med bl.a. drifting på programmet

 Alstrup

Titlen på weekendens bilfestival på Padborg Park er Danmarks Hurtigste Bil. Men fra fredag den 1. juni til søndag den 3. juni drejer det sig ikke bare om at være bedst til at tilbagelægge 201 meter fra stående start. For der foregår også mange andre ting ved Danmarks Hurtigste Bil.

En af dem er drift-konkurrencerne – motorsportens svar på kunstskøjteløb, hvor resultatet ikke findes ved hjælp af hverken stopur eller målfoto, men på basis af de kunstneriske indtryk.

For det handler i den grad om at skabe et godt kunstnerisk indtryk, når man i sin baghjulstrukne bil giver den så meget gas, at bagenden skrider ud, og man får bilen til at skride nærmest sidelæns fra sving til sving. Og sving, der hele tiden skifter retning. Og i konkurrencer, hvor der også ligger en konkurrent lige foran, hvis linjer man skal følge, alt imens man hverken kommer for tæt på vedkommende eller for langt bagefter.

Hovedkonkurrencen er DHB Drift Challenge, som inddrager dele af Padborg Parks racerbane, hvor racerkørerne normalt kæmper om at gøre det stik modsatte og hverken ønsker udskridninger eller røg fra dækkene.

En anden konkurrence er Rookie Drift. Her er der også tale om drifting, men det er en konkurrence for de nye i sporten, der endnu ikke har kvalificeret sig til DHB Drift Challenge. Her kan de på en mindre bane øve sig i at mestre den svære kunst, det er at få bilens bagende til at slå ud med halen, alt imens røgen stiger op fra de spinnende dæk.

Men publikum har ved Danmarks Hurtigste Bil også mulighed for selv at være med. Der afvikles såkaldt Taxi Drift, hvor man kan købe sig til en tur i passagersædet hos en drifter og selv få oplevelsen af, at hvis man skal se hvilken retning, bilen bevæger sig, er det ikke forruden, men sideruden, man skal kikke ud af…