MAGNUSSEN OG ISAKSEN
MISTEDE BREMSEEFFEKT
OG MÅTTE TRÆKKE SIG

DAM

Et er at bremse for sent i et skarpt højresving og lægge bilen på taget, noget andet er at køre rally for fuld skrue uden bremser.

Det var det virkelighed, som Sebastian Magnussen og Karsten Isaksen, Tune/Egtved, blev konfronteret med, da de manglede to hastighedsprøver af det tyske Stemweder Berg Rallye omkring Lübbecke vest for Hannover.

- Vi var nødt til at trække os, da vi manglede de sidste to hastighedsprøver, begge rundbaner. Da bremsepedalen gik i bund, var det for risikabelt at fortsætte. Konkurrencen i Opel ADAM-klassen var knivskarp, så vi ville blive nødt til at satse mindst lige så meget, som da vi fredag røg af i svinget på SS3, forklarede Sebastian Magnussen om beslutningen om at stoppe, mens legen var nogenlunde god.

KØRTE TØR FOR ASFALT

Alt tegnede fint for den danske duo, indtil det famøse højresving på den 7,0 kilometer lange SS3, der resulterede i en udskridning og kontakt med en græskant, som fik bilen til at tippe og lægge sig på taget i en grøft.

Sebastian fik lagt sit bremsepunkt en anelse for langt frem i forhold til svinget, og kørte tør for asfalt, så bilen rullede og endte på taget.

Det lykkedes at få bilen tilbage servicepladsen og ved 2-tiden natten til lørdag var der med hjælp fra bl.a. Janson Popov Racing sat en ny frontrude i bilen ligesom de værste buler i taget, frontklappen og skærmene var rettet, så det blev muligt at fortsætte efter Super Rally-regelen.

Sebastian Magnussen og Karsten Isaksen havde ikke heldet med sig i det tyske Stemweder Berg Rally. De valgte at trække sig, da bilens bremser svigtede.

AKUT BREMSESVIGT

Men da der efter prøve 12 ikke var nogen bremseeefekt tilbage i bilen, var det slut.

- Vi fik i servicepausen udluftet bremserne, men måske ikke nok. Temperaturen var 24-25 grader og prøverne var ekstremt belastende på bremserne, så det endte med en slap bremsepedal på vognbunden, når den blev trådt på, tilføjede Sebastian Magnussen.

Enden på historien blev, at han og Karsten Isaksen måtte vende hjem uden point fra denne tredje runde af ADAC Opel Rallye Cup.

Det samme måtte Lasse Murmann Sørensen og Line Lykke Jensen, Hammel/Stenløse, der stoppede på SS9 med en knækket trækaksel i deres Opel ADAM R2.

Jens Nielsen, Slagelse, og hans tyske co-driver Janik Buck fik derimod kørt deres Opel ADAM R2 i mål som nummer 32 i feltet, som havde 70 biler til start.

Næste runde for Magnussen og Isaksen bliver Rallye Wartburg den 27.-28. juli.

(Foto: Magnussen Rallysport)