Duel
mellem to klubkammerater i Djurs Rally
”Jeg
tror, at det var tilbage i 2001, at jeg sidst kørte et DM-rally på
Djursland. Det var dengang, hvor jeg kørte i min Clio, og hvor Jørgen
Pilgaard var på hjemmebane i sin Peugeot 306 Maxi. Var han ikke?” spørger
Ib Kragh, der i sin Citroën DS3 R5 er forsvarende Danmarksmester i Dansk
Super Rally. Hans store udfordrer i år er kollegaen fra Randers Auto
Sport, Esben Hegelund. ”Jeg
har aldrig kørt løb på Djursland. Aldrig,” siger Esben Hegelund, som
har vundet årets tre første DM-afdelinger og ligger i front for årets
Dansk Super Rally. ”Jeg tager det meget afslappet, at jeg ikke har nogen
erfaring i området. Men jeg ved, at det bliver spændende, for der tales
jo om, at 45 procent af løbet køres på grus, og jeg har ikke kørt så
meget på grus.” I 2016
vandt Esben Hegelund sit første Danmarksmesterskab. Sidste år var det Ib
Kragh, som tog titlen – en titel, der er hans femte. Og nu kæmper de to
medlemmer af Randers Auto Sport hårdt og intenst om årets titel i
Auto-Plus Dansk Super Rally. ”Hvis
jeg kan holde samme stime som hidtil, ser det godt ud,” siger Esben
Hegelund, der denne gang ikke har Karsten Isaksen med i bilen. ”Karsten
er forhindret af et bryllup. Selv om han selv var af en anden opfattelse,
fik han at vide derhjemmefra, at han ikke skulle læse noter for mig. Så
jeg har lavet en aftale med Mie Aagaard Johansen. Hun har masser erfaring
og er en, jeg kender og stoler på. Så det er dejligt, at hun vil være
med.” ”Jeg
håber på, at jeg kan udnytte, at jeg måske har mere erfaring i at køre
løb på grus end Esben,” siger Ib Kragh. ”På Fyn gik det rigtig godt
for mig på grus. På nær en enkelt nedbremsning, men jeg håber, at jeg
kan få skovlen under Esben.”
|