FN Rally på toppen af podiet til træningen før 4. afdeling af danmarksmesterskabet.

Tekst: Viggo Johansen
Foto Allan Post


Pinselørdag, blev der kørt pinsesprint i og omkring Yding nordvest for Horsens. Frank Nielsen benyttede lejligheden til at teste bilen, og holde kørerformen ved lige inden 4. afdeling af det danske mesterskab i rally køres på Djursland, lørdag d. 9. juni.

Til pinsesprintet havde Frank Nielsen allieret sig med datteren Cecilie Simonsen i co-driversædet.
Hvis man ser på slutplaceringerne på dagen, kunne valget ikke have været bedre. Familien Nielsen og Simonsen kørte sig til en flot 1. plads i klasse 3, og en flot generel 10. plads.

Med de placeringer, er der dækket op til hård konkurrence, når 4. afdeling af det danske mesterskab køres på Djursland, lørdag den 9. juni. Det er Randers Auto Sport, som har fundet kreeret et rally på totalt 237 km, hvoraf de 87 km er hastighedsprøver, heraf er ca. halvdelen på små grusveje.

Det er over 20 år siden der sidst har været kørt rally i området, så alle hastighedsprøver er nye for alle deltagerne. Der er stor spænding, og i flere klasser er kampen tæt om mesterskabspointene. Frank Nielsen og Per Brodersen deltager i DM sammenhæng i klasse 4 i deres hurtige og effektive Citroén C2R2 Max. Inden 4. afdeling ligger de på en 3. plads i kampen om medaljerne. Den plads skal forsvares, og om muligt forbedres.

Det bliver en hidsig kamp om pointene” siger Frank Nielsen, og fortsætter: ”Både Per og jeg er helt klar til udfordringen, men vi har et par hårde drenge i klassen, som vi ikke helt har kunnet følge med i år. Både Rasmus Sørensen og Michael Sørensen i henholdsvis Peugeot 208 R2 og Opel Adam R2 biler er meget erfarne og hurtige kørere, og så har de helt moderne materiel at køre i, hvor vores Citroén C2R2 Max har mange år på bagen – Vi gør vores bedste, og ser hvad evnerne rækker til. Der bliver i hvert fald ikke givet ved dørene, og vi satser på en podieplacering, helst et eller to trin højere end de 3. pladser vi har kørt hjem i de første 3 afdelinger”.

Rally Djursland starter lørdag den 9. juni fra Kolind på Djursland. Der vil være rig lejlighed til at se på de 64 hurtige biler på arealerne hos Reko i Kolind, hvor der i løbet af formiddagen indrettes rallycentrum og serviceplads. På hastighedsprøverne om eftermiddagen, i området omkring Kolind, vil bilerne kunne følges på de små djurslandske veje, efter at løbet er skudt i gang kl. 12:30 lørdag.

/FN Rally.