Rally Costa Brava Historic

Hans Kolby Hansen og Ole R. Frederiksen, Lancia Delta Integrale, deltog i den forgangne weekend i Rally Costa Brava Historic. Løbet der var dette års udgave af FIA Trophy for Historic Regularity Rallies. I alt 79 deltagere kæmpede om de flotte FIA pokaler og medaljer. Men lad det være sagt med det samme, Hans og Ole var ikke i nærheden af medaljer. De blev nr. 3 i deres klasse (J2) og nr. 15 i FIA mesterskabet. Det er helt utroligt hvor skarp konkurrencen er. Det var virkelig de bedste regularity kørere fra hele Europa der var taget til Spanien. Højdepunktet var, da man vandt prøve 14 med 0,0 strafpoint.

Det var et fantastisk løb. I alt 1020 km, hvoraf mere end halvdelen var prøver på små og meget snoede bjergveje. Størstedelen af løbet blev kørt i mørke og undervejs blev man kontrolleret af flere end 200 hemmelige tidskontroller. De skiftende hastigheder var så høje at man virkelig skulle holde speederkablet stramt for at holde tiden. Men på mange strækninger var det faktisk ikke muligt.

Det var en folkefest i Catalonien. Masser af tilskuere og sjove indslag. På et tidspunkt var der en spisepause på torvet i en by. Efter pausen, startede næste prøve på torvet. Herefter racede man gennem byens smalle gader før man kom ud i bjergene. Et andet sted hvor feltet kom klokken 3 om natten, stod der 4 tilskuere og moonede hver gang der kom en bil forbi og lidt senere stod der en nøgen mand i et vejkryds og strøg en skjorte.

Arrangørerne havde virkelig lagt sig i selen for at forkæle de udenlandske deltagere. Man tilbød at transportere bilerne til Spanien. Store autotransportere kom fra England, Grækenland, Belgien og Centraleuropa. Desuden transport fra og til lufthavn, ophold på det hotel hvor der var HQ, alle måltider under løbet, udflugt til en vingård samt tapas rally, hvor man besøgte forskellige restauranter aftenen før løbet. Stor fest efter målgang med mad og drikke. Alt sammen på arrangørernes regning. Det var virkelig en stor og god oplevelse, den kan man leve på længe.  

Hans, der flere gange har deltaget i Rallye Monte Carlo Historic, udtalte at efter dette, er RMC det rene barnemad.

Og til en femtedel af hvad det koster at køre RMC.

Løbslederen var noget skuffet over at Hans og Ole var det eneste mandskab fra Norden og han tilbød at lave en transport af bilerne fra Danmark (eller Sverige) til næste år, hvis der tilmelder sig 5 biler.

I 2019 vil FIA mesterskabet blive afviklet over 3 afdelinger. Det bliver Costa Brava og Polen. Det 3. løb er ikke fundet endnu, men der er mange gode at vælge imellem.

Ole R.F.