MCBRIDE OG JØRGENSEN
HAVDE ”VINDEN I RYGGEN“
VED DM-PREMIEREN

 Morten Dam

Bortset fra en øm ryg, var Michael Ted McBride, Rødovre, yderst tilfreds efter DM-premieren i Horsens Rally, da han sammen med co-driver Martin Jørgensen, Ruds Vedby, sluttede på en andenplads i klassen og som nummer 13 i generalklassementet.

- Men det bedste var et perfekt samarbejde fra start til mål og en bil, der bare kørte, som det skulle, sagde de som med én mund efter ankomsten til målet i det gamle statsfængsel i Horsens.

Det sidste betyder, at bilen kørte perfekt hele vejen gennem det yderst komprimerede åbningsløb med ialt otte hastighedsprøver.

DEN HIDTIL BEDSTE
McBride har gennem de seneste sæsoner kørt i flere forskellige biler, og ved sidste års DM-finale i  Kjellerup debuterede det sjællandske team med en rap Suzuki Swift Maxi i Klasse 5 og var flyvende. De sluttede på en andenplads efter Kim Boisens lynhurtige BMW M1 og brugte den efterfølgende vinterpause til at forberede sig på sæsonen 2018.

- Vi fik børstet støvet af ved rallytesten i Roskilde, og bilen fortsatte i samme pålidelige tempo, som ved finaleløbet. Ikke noget at komme efter. Den skal bare vaskes for at være klar til start l Horsens, fastslog McBride efter rallytesten.

Alt i alt synes den kompakte og rappe Suzuki Swift Maxi at passe McBride bedre end de biler, han tidligere har kørt i DM-regi.  

Michael Ted McBride og Martin Jørgensen havde en god dag i påsken, da de efter premieren på årets DM-sæson kunne tage hjem med pokalerne for andenpladsen i deres klasse.

PÅ EN SAMLET 7. PLADS
Horsens Rally bød på flere meget hurtigere og udfordrende hastighedsprøver, og mange af de startende havde problemer undervejs på grund af mekaniske problemer eller afkørsler. 19 af de ialt 65 startende biler udgik.

Feltet i Horsens Rally var spækket med kraftfulde WRC- og R5-biler, men McBride og Jørgensen fulgte de kraftigere biler så tæt, de kunne, og tog andenpladsen efter Kim Boisens BMW M1. Ifølge den foreløbige slutstilling i Dansk Super Rally er det sjællandske hold på 7. pladsen med 41 point, mens Kim Boisen, som havde Louise Bang Christiansen som co-driver, er på 2. pladsen med 56 point.

Næste runde i DM-turneringen køres den 21. april i Slesvig. Derefter følger to runder mere den 12. maj på Fyn og den 9. juni på Djursland. Turneringens to sidste runder køres den 8. september i Midtjylland og finalen den 13. oktober i Sønderjylland.

(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)