Der
er ikke meget, som tyder på, at Ib Kragh og Ditte Kammersgaard
kan føje endnu et Danmarksmesterskab til samlingen, når Dansk
Super Rally lørdag afsluttes med Rally Naturens Rige i Tarm.
Alligevel glæder de sig til finalen.

"Det
er altid spændende, når intet er afgjort inden det sidste løb,"
siger Ib Kragh. "I vores klasse er chancen for en titel for
længst tabt, men når det gælder det generelle mesterskab –
Dansk Super Rally – er alting åbent. Ditte og jeg kan faktisk
stadig blive mestre. Men det kræver altså også, at en del af
vores konkurrenter er uheldige."
"Der
vil være hold, som vil gøre alt for at få sejren. Simon
Vallentin og Peter Egholm har således mulighed for at blive
mestre, og jeg tror, at de vil køre full attack for at vinde.
Men det er også sådan en strategi, som kan åbne muligheder
for vi andre. Hvis de begår fejl."
I
kampen om Dansk Super Rally ligger Ib Kragh og Ditte
Kammersgaard på en sammenlagt ottendeplads. Men der er ikke
stor afstand op til holdene foran dem i tabellen, og der er
tillige mange point at kæmpe om.
"Vi
vil gerne slutte i top 3 i Dansk Super Rally, men det kræver
altså andres uheld," indrømmer Ib Kragh. "Det er et
langt løb, og der kan ske mange ting. Det virker til at blive
et udfordrende rally. Der er også grusstykker, og så skulle
industriprøven i Skjern efter sigende være udfordrende. Mange
gange plejer industriprøver at være rimeligt forudsigelige.
Det bliver interessant at se, hvad der venter os."
"Af
hensyn til tilskuerne ude på prøverne ville det have været
rart med 20 graders varme og solskin, men det er svært på
denne tid af året. Men det gik fint sidste gang, hvor vejene
var fedtede. Vi skal nok lige bruge en enkelt prøve på at
komme tilbage i rally mode. Det er der gudskelov flere i feltet,
som skal, for der er ikke mange, som har kørt siden sidste DM-løb.
Vi må håbe, at vi til næste år kan vende tilbage til en mere
normal sæson."
IK
Motorsport