To
sejre og et Danmarksmesterskab til Suzuki Motorsport
Weekendens
Sydhavsrally blev ganske udbytterigt for Suzuki Motorsport. Såvel
Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) som Jacob
Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) scorede sejre i deres
klasser, men begge gjorde det med manér. Kenneth Madsen/Mette
Felthaus blev nemlig generelle vindere i det store felt, der talte
77 startende mandskaber, mens Jacob Madsen/Line Nedergaards
klassesejr var deres femte i streg, hvilket sikrede dem
Danmarksmesterskabet i RallyNational 3-klassen.

"Det
var fedt at få vores femte klassesejr og sikre os
DM-titlen," siger Jacob Madsen. "Vi havde en svær start
på løbet. Lørdagens første hastighedsprøve havde noget
ekstremt glat asfalt, og jeg var nok også lidt af en kylling her.
På den næste hastighedsprøve, som var en rundbane, ville jeg
bare finde ind i rytmen. Der var mere greb i asfalten, og så
lykkedes det."
"Løbet
var noget hurtigere, end jeg havde regnet med. Et sted på en
hastighedsprøve var vi oppe at køre i begrænseren 20 sekunder i
træk, så et par chikaner havde været velkommen i løbet. Men vi
var heldigvis ikke af vejen en eneste gang. Vi havde også en
meget sjov hastighedsprøve i Nykøbing Falsters industrikvarter,
hvor vi kørte 2-300 meter på en cykelsti langs et autoværn med
en hovedvej på den anden side..."
Jacob
Madsen/Line Nedergaard blev med en generel ottendeplads bedste
mandskab i en forhjulstrukket rallybil ved Sydhavsrally.

"Den
placering var bedre end forventet, og vi sluttede foran nogle
konkurrenter, som vi plejer at ligge bagved," siger Jacob
Madsen. "Det skyldes vejret. Det var lumskt, men det havde
jeg faktisk ikke meget imod." Han havde på forhånd valgt
ikke at starte i fredagens del af løbet for at minimere risikoen
for en afkørsel og ingen point på kontoen.
"Strategien
holdt, selv om jeg selvfølgelig gerne ville have kørt fredagens
hastighedsprøver. Men med vores resultat fra Sydhavsrally er vi
nu med i kampen om DM-guldet generelt i Dansk Super Rally, hvor vi
ligger på en delt andenplads. Så må vi se, hvad det ender
med."
Kenneth
Madsen/Mette Felthaus havde også det store smil fremme efter
Sydhavsrally.
"Det
er anden gang, at Mette vinder et DM-rally generelt, og det er
tredje gang, at jeg gør det. Det er vildt fedt," siger
Kenneth Madsen. Makkerparret i den hurtige Suzuki Swift R+ var også
med i fredagens del af Sydhavsrally. "Den var et gamble med
hensyn til dæk, hvor tre hastighedsprøver skulle køres to
gange. Vi valgte rigtig første gang, men anden gang valgte vi
forkert. Jeg troede ikke, at der ville komme så meget vand. Vi
havde også nogle strømproblemer, og det kostede os nogen
sekunder."
Fredagens
hastighedsprøver fandt sted på det nordvestlige Lolland, mens lørdagens
blev kørt på det østlige Lolland og Falster.
"Jeg
havde ikke regnet med, at vi kunne klare det så godt lørdag,"
siger Kenneth Madsen. "Her var det ikke tekniske krævende prøver,
men det passer Mette og mig godt at køre i regnvejr. Vi havde
hurtigste tid af alle på fem af de otte hastighedsprøver."
"Da
vi havde kørt halvdelen af lørdagens hastighedsprøver, havde vi
et forspring på 3,5 sekunder. Så skulle vi første gang køre en
hastighedsprøve i industrikvarteret i Nykøbing Falster, hvor vi
lagde ni sekunders afstand til vores værste rival Esben Hegelund,
der kørte i en VM-bil. Anden gang var det ni sekunder, så da vi
skulle starte sidste hastighedsprøve, havde vi et forspring på
15 sekunder og valgte derfor at slappe lidt af. Vi endte med at
vinde med godt 12 sekunder."
Sidste
afdeling af Dansk Super Rally køres den 9. oktober med base i
Skjern.
Suzuki
Motorsport
Teamchef
Anders Lysen |