”Dette
rally krævede udholdenhed”
For
første gang i flere år skulle Ib Kragh deltage i et todagesrally
på dansk grund. Det var Sydhavsrally, der med base i Nykøbing
Falster foregik dels fredag aften, dels lørdag eftermiddag.
Sammen med Ditte Kammersgaard fik han kørt sig til en generel
femteplads i teamets Skoda Fabia Evo2, som teamets servicemandskab
havde klargjort og holdt kørende på fornemmeste vis.

”Det
var et langt rally, og dette rally krævede udholdenhed,” siger
Ib Kragh. ”Fredag aften kørte vi tre hastighedsprøver to
gange, og for hver gang, vi startede, blev det som ventet mørkere
og mørkere, men også vådere og vådere. Lørdagens del var ikke
nær så udfordrende, selv om det var vådt, men jeg er godt
tilfreds med weekenden, hvor det hele fungerede fint. Det var en
weekend, hvor vi hele tiden lå i top 6, men man skal holde tungen
lige i munden, når det er så fedtet.”
Udover
at Sydhavsrally var det første danske todagesrally i flere år, bød
det også på en hastighedsprøve på 28 kilometer. Ikke en
rundbane, som hastighedsprøver af den længde normalt er
herhjemme, men en gennemgående hastighedsprøve.
”Jeg
tror aldrig, at jeg har kørt en gennemgående hastighedsprøve på
28 kilometer. I hvert fald ikke herhjemme, men måske i Tyskland,
dengang jeg kørte på juniorlandsholdet,” siger Ib Kragh.
”Det svarer altså til strækningen fra Juelsminde til Vejle, og
selv om jeg har arrangeret rally på Juelsminde-halvøen, er det nærmest
umuligt her, så det er vildt fedt, at det kan lade sig gøre på
Lolland. På hastighedsprøven var der både grus og mange svære
tekniske kombinationer. Da det så også regnede og samtidig blev
mørkt, blev det rigtigt svært…”
”Vejret
fredag aften fik os til at gamble med vores dæk, for vi var oppe
mod hårde modstandere, så vi ville gøre det anderledes. Mens vi
satte nogle bløde slicks på, kørte vores konkurrenter ud på hårde
slicks, og for en gangs skyld sad jeg og ventede på, at der kom
regn på forruden.”
Satsningen
gav ikke helt pote.
”Den
lange hastighedsprøve var hård ved mine bløde dæk, men var der
kommet mere regn, havde vi haft en fordel. Men vi blev ikke kørt
agterud,” siger Ib Kragh. ”I fredagens servicepause kom der så
meget regn, at jeg var lige ved at sige, at vi ikke skulle køre.
Vi smed intermediates på bilen og blev enige om at køre på det
sikre.”
Gennem
hele Sydhavsrally formåede Ib Kragh at holde den hvide, grønne
og grå Skoda Fabia Evo2 på sporet og køre en generel femteplads
hjem og en fjerdeplads i RC2-klassen.
”Lørdagens
prøver var der ikke så meget kød på i forhold til fredagens prøver,”
konkluderer Ib Kragh. ”Men generelt var det nogle gode
hastighedsprøver, og så er det dejligt, at vi har fået
tilskuerne tilbage. På hastighedsprøverne og på servicepladsen.
De har været savnet.”
Ib
Kragh
|