Serie hver tirsdag   

 

Folk bag rallysporten

 

Per Nielsen (Karotten)

 

Hvad er din funktion i rallysporten?

Sammen med Timmy Larsen er jeg ansvarlig for Rallyresult.dk


Hvordan startede du med motorsport?

Det startede med at jeg blev medlem af Ballerup og Omegns Motorklub i 1965, og det første motorløb jeg var til så jeg fra min egen vogn (barnevognen). Da jeg så blev gammel nok til at komme med til løb (nok omkring de 9-10år) kørte jeg med min far ud til løbene, og så fandt vi en jeg kunne køre med rundt og se på, mens min far deltog i det der dengang hed manøvreprøver.

Da jeg så blev gammel nok (14 år) fik jeg min licens. Det var i 1979. (Der er en anden ”bagmand”, som har skrevet at han var den yngste, men jeg vil mene at det er mig. 14 år og 3 dage gammel i mine første specialprøver i Skjoldenæsholmskovene. Fra jeg var 14 til jeg var 17 kørte jeg med min far i Golf GTI. Det stoppede da John Nordahl kørte galt på en hastighedsprøve på byggepladsen til Kalvebod Broerne og senere døde af det. Her besluttede min far sig for at vi ikke skulle køre sammen mere, for det skulle ikke være sådan at ingen af os en dag ikke kom hjem. Der gik så nogle år, hvor det var Radiostyrede biler alle pengene blev brugt på.

I starten af 90’erne kørte jeg nogle DM rally som 2. kører med forskellige kørere, og nogle hele sæsoner med Carsten Gotfredsen i Opel Manta. Jeg var stadig medlem af BOM, og blev løbsleder for bl.a. Goodyear Finalen i 2002.

I midt 90’erne hjalp jeg HP Gotfredsen med beregning til flere Rallies på Sjælland, men han blev desværre syg i 1999.

Dette var startskuddet til at Arne Pagh fik samlet en dal af landets forskellige resultatberegnere, og vi startede Rallyresult.

Jeg har været en del af Rallyresult lige siden, og har ikke tal på hvor mange løb jeg har været med til at beregne. 

 

  
Hvad har højdepunktet/erne i din karriere været? 

Der er ikke nogle specielle højdepunkter, som skiller sig ud, men alle årene ved siden af min far var rigtig gode.

De mange gange hvor det hele bare fungerer i Rallyresult, og alt går op i en højere enhed er også noget man kan leve højt på længe.

   

Hvad har været lavpunktet/erne i din karriere?

Den værste oplevelse jeg har haft, var da jeg var til et Rallysprint på Avedøre Holme for at beregne, og en af vores officials blev kørt ned og døde af det.

 

Hvilken klub og hjemby, og hvilke licenser har du?

 Jeg er medlem af Dansk Rally Club, hvor jeg sidder i bestyrelsen.

Jeg bor i Rødovre

Jeg har faktisk ikke nogle licenser

 

Hvad beskæftiger du dig med, når du ikke arbejder med motorsport?

Jeg er vognmand, samtidig med at jeg har lejenracerbane.dk hvor jeg udlejer Scalextric racerbaner til arrangementer.

Derudover har jeg også racerbaneshoppen.dk, hvor jeg sælger alt til 1:32 rilleræs.

Og så er jeg begyndt at køre DM i racerbane 1:32 digitalt

 

Hvor gammel er du, og hvordan er din familiesituation?

Jeg er 55 år og gift med Tine

 

Hvad kører du i privat?

Jeg har en VW 1300 fra 1968 jeg kører i en gang i mellem, og så har vi en Hyundai Kona Hybrid til den daglige kørsel. På arbejdet kører jeg Ford Transit, som dog snart bliver skiftet ud med en MAN.

Hvad er det, der fascinerer dig ved sporten?

  Det er den gode stemning, der oftest er ved et rally, selvom bølgerne godt kan gå højt en gang i mellem. Og så er det dejligt, når man har stået ved stop på en rallyprøve en hel dag, og når deltagerne så kommer sidste gang og selvom alle er trætte, så er der stadig tid til sjove bemærkninger og et tak for i dag.

Nostalgi

 

 Foto: Morten Dam, Morten Alsrup m.fl.
 

Hit Counter