Udfordringer for Team Honda Classic

Anden afdeling af danmarksmesterskabet i regularity rally, CC Cars DASU Classic blev afviklet lørdag den 19. maj med AAS som arrangør. Forventningerne til et godt løb blev fuldtud indfriet. Løbsledelsen havde fundet frem til et spændende område i den nordlige del af Djursland, og et af medlemmerne af teamet genså under løbet området ved Ramten Skov. Et område, der var kendt og berygtet af deltagerne i O-løb sidst i tresserne.

Men en stor tak til arrangørerne for et godt og veltilrettelagt løb. En meget hurtig udsendelse af resultatlisterne blev prikken over i`et efter en god dag på Norddjursland.

For teamet blev det et løb med udfordringer.

Endnu en gang blev Curt og Niels Erik bedste hold af de to hold, der deltog fra teamet. Ved pausen så det rigtig fint ud med en foreløbig førsteplads i klassen. Men problemer med det tekniske udstyr gav problemer med at ramme tiderne korrekt i den sidste del af løbet. Resultatlisten for løbet taler sit tydelige sprog. Omkring to tredjedele af holdet strafpoint blev indkasseret i den sidste del af løbet. Så en realistisk mulighed for en førsteplads blev nu konverteret til en 5. plads. Det glædelige er dog, at holdet fortsat ligger på en andenplads i klassen og har dermed fortsat gode muligheder for en topplacering i klassen, når det endelige resultat for mesterskabet foreligger sidst på sæsonen.

For teamets andet hold, Bent og Arne blev det også et løb med udfordringer. En mistet rutekontrol, en meget bred og langsomt kørende landbrugsmaskine samt en mindre trafikprop ved udkørsel til en større vej på en sekundetape gav sammenlagt for mange strafpoint til, at en topplacering var inden for rækkevidde. Resultat blev således en lidt skuffende syvende plads.

Teamet ser nu frem til næste afdeling, at køres på Sydsjælland den 19. juni, og forhåbentlig vil alle teamets tre biler kunne deltage i det klassiske Gjønge Rally med Sydsjællands Automobil Klub som arrangør. 

Foto fra Facebook

Hit Counter