Serie hver tirsdag 

 

Folk bag rallysporten

Troels Lund 

 

 Hvad er din funktion i rallysporten?

Aktuelt er jeg aktiv i bestyrelsen for Slagelse Auto Sport, hvor mine primære opgaver er klubaftener, Seniorklubben og Facebook/Hjemmeside administrator. Ligeledes er jeg klubbens repræsentant i projekt ”Stigsnæs Motorsport Center”, som Slagelse Kommune har sat i vandet.

Som aktiv er jeg 2-kører i Regularity Rally og lufter min Morris Cooper S et par gange om året til klubrally. Mærkeligt nok kommer der stadig nye pokaler hjem i skabet.  

Stadig glødende SAS official, når klubben og andre klubber kalder.

 

Hvordan startede du med motorsport?

Som servicemand for naboerne Søren og Peter Ørndrup. Det var i 1982. Mini’en blev brugt til manøvreprøver fra 1983 og senere til DM-rally i den historiske klasse.

Det greb hurtigt om sig med bestyrelsespost i KOMO og løbslederuddannelse. Samtidig skulle jeg jo køre løb, men det blev mest spotvise gæsteoptræden indtil 2000. Nok til at holde licensen varm, men ikke til deltagelse i hele turneringer.

Jeg ville så gerne køre selv, men det organisatoriske greb om sig.

 

 Hvad har været højdepunktet/erne i din karriere?

I 1994 skiftede jeg klub – fra KOMO til Slagelse Auto Sport, som skrantede med tilbagegang i medlemstallet og arrangementer. Bruddet med KOMO gik ikke lige stille af mellem Bjarne Gylling og mig, men vi kom hurtigt over det og jeg fortsatte i løbsledelsen i KOMO, samtidig med at jeg kastede mig ud i et voldsomt arbejdsraseri i Slagelse.

SAS fik hurtigt mange medlemmer, baseret på intensiv satsning på klubrally hvert år. I 1999 var SAS moden til at lave et DM-rally ”Peugeot Rally 1999”. Ikke mange husker der var 202 km. hastighedsprøver, men alle fra den tid husker fredag aftens monsun regn over Antvorskov Kaserne. 12 deltagere stod af på pr. 1. Der var 90 biler med, så det gik ikke ud over kvaliteten for de mange tilskuere, som fulgte løbet i strålende solskin om lørdagen.

 

Det blev herefter almindeligt, at SAS arrangerede en afdeling af det danske mesterskab.

Klubbens medlemmer huserede på de Sjællandske manøvreprøver, specialprøver, sprint og i rally. Det var klart et højdepunkt for mig, at se udviklingen i klubben.

Yokohama Cup’en har i mange år stået på hylden i klublokalet, men det fik en slutning i 2020.

I 1995 blev jeg hædret med ”Anne-Lise Schønwandts Mindepokal”. Det blev lidt tyndbenet med hæderen, for jeg var ikke tilstede på repræsentantskabsmødet det år. Mindeplaketten er jeg glad for.

Som formand for Historisk Udvalg i DASU, var jeg initiativtager til udskrivning af de historiske klasser i dansk rally i 2003 og fandt en sponsor for Cup’en.

For at vise flaget, satte jeg alt ind på selv at deltage med Mini Cooper’en og senere i VW Golf GTI. 4 gange vandt jeg cup’en i min klasse.

Rent sportsligt er en klassesejr - efter 3 forsøg i lige så mange år - i Eifel Rally 2010, det enkelt arrangement jeg sætter højest. 

En anden opgave jeg er meget glad for at have gennemført, er 12 år som instruktør under rally udvalget. Utallige er de officials vi havde på skolebænken. Det var meget interessant og udviklende for mig selv som person. Kammeratskabet i instruktørgruppen var enestående.

I en årrække var jeg med i organisationskomiteen for Copenhagen Historic Grand Prix. Min opgave var på det rent administrative område og jeg satte mig for at få arrangementet til at være ”DASU rent”. En form for begynder anarki herskede blandt de sprudlende visionære og jeg var DASU-mand helt ind til benet. Til formålet blev der bygget et sekretariat op, som hurtigt voksede år for år. Årene forinden lå alle papirer i 2 bagagerum og licenskontrol var derefter. Samarbejdet med så visionære personer som Ole Markussen, Claus Frausing og Ole Sommer var givende i alle henseender. Dem beundrer jeg meget.

 Min søn og jeg har fulgt hinanden siden 1986. Først var han anden kører for mig, så var jeg andenkører for ham. Vi har haft samme interesse altid. Michael har altid været en bedre chauffør end mig, men det er jo netop konkurrence genet der tæller i kammeratskabet og det ved vi begge.

 

Hvad har været lavpunktet/erne i din karriere?

Jeg har altid været meget opmærksom på, at de løb jeg arrangerede som løbsleder, skulle kaste et overskud af sig, uanset om det var klubrally eller DM-rally. Derfor var det en alvorlig bet, at et rallysprint på Nisseringen gav et underskud på 25.000 kr. Samme dag spillede fodboldlandsholdet mod England og det nyttede ikke at sætte en storskærm op i teltet. 136 tilskuere inkl. børn, som kom gratis ind! Danmark havde kvalificeret sig fra indledende runde og datoen var slet ikke på nethinden, da rally kalenderen blev stykket sammen om vinteren. 
Jo, læseren kan fornemme at det stadig gør ondt
L

Noget der virkelig gjorde ondt, skete 6. juni 2009. Min søn Michael og jeg havde i vores tid som rallykørere begge på nethinden, at noget kunne galt for en af os, i et løb hvor vi deltog i hver sin bil. Det var vi klar til at møde, sådan var betingelserne jo!

I Danboring Rally i Hammel, stod jeg til start på prøve 6. Nedtællingen startede og lige inden afgang, sprang starteren ind foran bilen og stoppede afviklingen. ”Der er sket et uheld, vi skal have ambulancen ind!” Jeg spurgte ud gennem skyderuden, hvor det var sket, for Michael var startet 2 minutter før mig. Den besked starteren gav mig, gjorde at jeg vidste præcis hvor det var og det kun kunne være Michael.

Min første paniktanke var at starte bilen og kører derud, men min indre sikkerhedsmand forhindrede det. Ingen kunne vide hvor meget plads der var på stedet og jeg kunne komme til at stå i vejen for redningsmandskabet.

Efter at have bakket bilen væk fra vejen, stod jeg ud og ringede til Michael. Han svarede ikke! Frygten fik overtaget og jeg måtte gå afsides, da tårerne kom. Det så Anette Mejer, som kom hen til mig. Hun vidste hvordan jeg havde det. Hun har selv både en mand og en søn i hvert løb. Anettes empati gav mig trøst og jeg fik løsnet op på frygten. Det vil jeg aldrig glemme Anette for.

Kort efter ringede Michael retur og gav mig detaljerne. Senere på dagen kunne jeg hente ham og Michael Koldsø på sygehuset i Randers. De var ikke sluppet uden skrammer, men begge kunne gå selv.

Hændelsen viste, at jeg slet ikke var klar til at møde en ulykke, hvor Michael var involveret.

Jeg har altid været en god taber - til en bedre konkurrent. Det har aldrig gjort mig noget at blive nummer to.

Alligevel er der en hændelse, hvor det gjorde ondt at udgå i et rally. På allersidste hastighedsprøve, 200 m. før mål i South Swedish Rally, knækkede jeg en drivaksel på Golfen. Trætheden efter 2 dages løb på grus havde taget over og fornuften glemt. Jeg oversatsede. Det er et rimeligt prestigefyldt løb og det gjorde ondt, at udgå så sent i løbet.

   

Hvilken klub og hjemby, og hvilke licenser har du?

Slagelse Auto Sport, Slagelse
 Rally licens R1
 OF358 – OF354 – OF413 - OF425 – OF353.

 

Hvad beskæftiger du dig med, når du ikke arbejder med motorsport?

Nu er jeg aktiv pensionist, formand for vandværket, kirketjener, havemand og brændefælder. 

 

Hvor gammel er du, og hvordan er din familiesituation?

71 år og gift med Jean siden 1968. Utroligt det holdt!

 

Hvad kører du i privat?

Jeg holder meget af gamle biler. Min hverdagsbil er en fin Audi 100 fra 1992 og så har jeg 2 veteranbiler. Morris Cooper S 1970 – rallybilen som jeg har haft siden 1980 og en 1978 VW Golf GTI, som er original (aldrig motorsport).

Jean har en ”moderne” VW Golf 2.0 fra 2000.  

 

Hvad er det, der fascinerer dig ved sporten?

Først og fremmest konkurrencemomentet, som alle accepterer og danner venskaber for livet.

Det er blandt dine konkurrenter du skaber venskaber - ikke fjender. 

 


Hit Counter