Boisen Motorsport bliver Danmarksmester

Boisen Motorsport stillede lørdag til start ved næstsidste afdeling i DM i rally 2019. Det har været en forrygende sæson for den nye konstellation med Kim Boisen og Martin Johansen og deres 2 biler i et fælles team.

Kim Boisen og Louise Bang Christiansen i deres BMW E82 M1 havde med hurtig og sikker kørsel inden dagens rally, skaffet sig et solidt forspring i mesterskabet. Dette forspring betød, at teamet, med en tredjeplads i dagens løb, kunne blive danske mestre i klasse 5 før tid. Og det lykkedes – med en tredjeplads i dagens rally blev KIM BOISEN OG LOUISE BANG CHRISTIANSEN DANSKE MESTRE 2019 I KLASSE 5.

”Det var et svært løb at køre” fortæller Kim Boisen og fortsætter: ”Jeg er rigtig dårlig til at køre taktisk, men jeg husker også sidste år hvor pladsen i pokalskabet var ryddet og vi udgår efter nærkontakt med en kantafmærkning. Derfor besluttede Louise og jeg, at vi ville lade Kenneth Madsen i hans hurtige Suzuki Swift køre og så holde os i top tre i klassen. Taktikken lykkedes og vi er super glade for, at vi nu kan kalde os Danmarksmestre” siger en glad Kim Boisen. 


Kim Boisen og Louise Bang Christiansen kunne kramme deres BMW for at holde hele vejen i mål.

Martin Johansen og Finn Thomsen har hele sæsonen kæmpet mod overmagten i deres Mitsubishi Lancer Evo 9. ”En Mitsubishi Evo 9 er en hurtig bil, men det er en ombygget standardbil og når vi kæmper i kongeklassen mod fabriksbiler, kommer vi simpelthen til kort” siger Martin Johansen ”Vi kører bilen helt til grænsen, men det er desværre ikke nok på de meget hurtige sjællandske veje. Vi holder vores fjerdeplads i DM, men vi vil få svært ved at komme længere frem med den her bil”.


Martin Johansen og Finn Thomsen kørte med fuld attack hele dagen

Martin og Finn var godt klar over, at det ville blive et svært løb på de meget hurtige og kuperede veje omkring Roskilde. ”Vi føler, at vi kører, hvad bilen kan, men når vi kommer ind på de meget snævre veje, hvor toppe og sving kommer som skidt fra en spædekalv, kan vi godt mærke, at det trods alt er en modificeret gadebil vi kører i” siger Finn Thomsen og fortsætter: ”Vi har virkelig vores ”moments” med sved på panden inde i skovene og når man kører på grænsen, vil der være små udbremsninger og udskridninger, der koster et par sekunder hver gang. Dem havde vi, som sandsynligvis alle andre, nogle stykker af i dag.”

Nu ser Boisen Motorsport frem mod DM-finalen d. 12. oktober, som køres i Haderslev og teamet satser på at slutte sæsonen i samme markante stil som de har haft hele året.

Finn Thomsen
Boisen Motorsport

Hit Counter