Succesfuldt hjemmebanerally for Suzuki Motorsport

Suzuki Motorsport var i weekenden på hjemmebane, da man deltog i Suzuki Rally Sorø, og det blev på mange måder et succesfuldt rally for teamet. Det blev således til to klassesejre ud af tre mulige, da Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) vandt klasse 4, mens Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Ruds Vedby) sejrede i klasse 10.

”Jeg har i dagene efter løbet haft et kæmpestort smil på, som har været svært at tørre væk,” siger Anders Lysen, der supplerede sin klassesejr med en fjerdeplads i generalklassementet.

”Når man har været med til at arrangere løbet og også får et godt resultat personligt, kan man kun være glad. Det var en fed dag. Jeg havde slet ikke troet, at jeg kunne være med helt fremme i feltet, men måske fandt jeg bare min anden ungdom i lørdags?”

Anders Lysen var ikke den eneste fra Suzuki Motorsport, som var tilbage i et DM-rally efter en længere pause. Det var Allan Kirkegaard/Matilde Ladefoged (Ruds Vedby/Aarhus) også.

”Jeg kunne godt mærke, at det er lang tid siden, jeg sidst har kørt et DM-løb, men jeg synes, at det gik godt,” siger Allan Kirkegaard, som sluttede på sjettepladsen i klasse 4, der havde intet mindre end 24 startende.

”Samarbejdet med Mathilde fungerede rigtig godt. Jeg havde godt nok en afkørsel, som kostede meget tid. Det skete på et sted, hvor vi kunne se, at der også var mange andre, som havde været af vejen. Men vi kom heldigvis videre.”

Et hold som ikke nåede målet i Sorø var Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens). På den syvende af løbets ni hastighedsprøver knækkede en trækaksel på deres bil.

”Mette og jeg var blevet enige om, at vi ville tage den lidt med ro på hastighedsprøve 7 og 9, for efter hastighedsprøve 6 havde vi et forspring på 40 sekunder, så det gjaldt bare om at køre sejren hjem i klassen,” siger Kenneth Madsen. ”Men det ville skæbnen ikke. Nu er DM-muligheden mere eller mindre forduftet. Det kunne være sjovt, hvis vi kunne have vundet dette løb og det næste, for så ville vi have stået lige med Kim Boisen, så DM-guldet først ville blive afgjort i finalen. Nu må vi i stedet kæmpe for at få sølvmedaljer.”

Mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus ikke fik noget med hjem fra Sorø, gik det bedre for Jacob Madsen/Line Nedergaard. Makkerparret kørte deres første DM-løb sammen, og det var første DM-start i næsten halvandet år for Jacob Madsen. Sammen vandt de klasse 4 med over et halvt minuts forspring.

”Jeg havde slet ikke gjort mig nogen tanker om et resultat, for bilen er jo helt ny, og vi havde bare en målsætning om, at vi skulle i mål, og det kom vi,” siger Jacob Madsen. ”Jeg kunne godt mærke, at jeg personligt skal et gear mere op.”

”Det var første gang, at Line deltog i et DM-rally, og det gik rigtig fint for hende. Jeg var ikke bange for, at hun ikke kunne følge med, men var måske mere bekymret for, om hun kunne ramme timingen, men det gik rigtig godt.”

Den nybyggede Suzuki Swift Kit Car klarede også strabadserne, selv om man måtte konstatere, at olien blev lidt for varm. Teamet fik lokaliseret problemet, men var ikke i stand til at kunne udbedre det på servicepladsen.

Hit Counter