Rallyløb i gaderne i Sdr. Vium

 Damm

På lørdag d. 22. juni åbner den lille, vestjyske by, Sdr. Vium, endnu engang byportene for de danske rallykørere, når dette års udgave af Landbobanken Rallysprint løber af stablen.

 

Den lokale ildsjæl, Verner Boiskov, deltager i hans Mazda RX-8, som har en helt karakteristisk lyd. 
Foto: Allan Post Christiansen.

Tæt på skov, hede og fjord ligger den lille landsby, Sdr. Vium. Byen huser blot cirka 200 husstande, men aktivitetsniveauet og sammenholdet i byen kan gøre de større, omkringliggende byer som Tarm, Nørre Nebel og Ølgod grønne af misundelse.

34 rallybiler er tilmeldt, som i øvrigt er rekord for løbet, og en lang række af disse er firhjulstrukne turbobiler, som med stor sandsynlighed vil have en fordel, da cirka en fjerdedel af løbet foregår på grusvej.

Løbet køres som et såkaldt rallysprint. Det vil sige, at der køres 3 indledende heat, som afsluttes med et såkaldt ”røverheat”, hvor de 10 hurtigste biler kæmper indbyrdes. I røverheatet sættes alt på ét bræt, hvilket plejer at byde på ekstra spektakulær kørsel fra deltagerne for at blive dén, der kan kalde sig kongen af Landbobanken Rallysprint 2019.

Arrangementet starter lørdag kl. 11.00 og første bil kører ud på banen kl. 12.00. Entréen er gratis, så der er rig mulighed for at hele familien kan komme til motorløb, uden det skal koste noget.

Hit Counter