DM i bilorientering:

Guld for 6. år i træk til Holm og Mørup.
Med en sejr i 4. DM afdeling er guldet sikret allerede inden sommerpausen.

Med en sejr i den 4. af årets 6 DM afdelinger i bilorientering sikrede de forsvarende Danmarks Mestre fra Thy Motor Sport og Struer & Omegns Motor Sport, Børge Holm og Jørn Mørup, DM guldet for 6. gang i træk og for 8. gang i alt. 

Danmarks Mesterskabet i bilorientering afvikles over 6 afdelinger, hvor af de 4 bedste resultater tæller med. Da Børge Holm og Jørn Mørup har vundet 3 af årets 4 første afdelinger og har en 3. plads i den 4. er der ikke længere nogen af konkurrenterne, der kan nå Thisted / Struer mandskab, selv om der resterer 2 afdelinger, der først afvikles til efteråret. 

Lørdagens DM afdeling blev arrangeret af Aarhus Automobil Sport og blev afviklet på den centrale del af Djursland med start fra Ryomgård. Arrangørerne havde fundet en række gode mark- og skovveje, som kombineret med en række gode detaljer i orienteringen gjorde at løbet blev afviklet i et forholdsvist højt tempo, hvor der blev stillet store krav til chaufførerne på de fedtede veje og hvor kortlæserne hele tiden skulle have øje for de mange detaljer i kortlæsningen.

Den kombination var Børge Holm og Jørn Mørup bedst i og blev noteret for 2 fejl, der hver blev belønnet med 25 strafpoint. Holdet brugte kun 2 minutter mere end den angivne idealtid, så med 52 strafpoint blev løbet vundet af Thisted / Struer mandskabet.

De 2 mandskaber, der fulgte lige efter, Frederikssund mandskabet Poul Erik Nielsen / Henrik Jørgensen og Randers brødrene Poul og Egon Brøndum havde begge 4 fejlkørsler og sluttede dermed lige foran Struer mandskabet, Morten Jäger og Bent Mikkelsen, der som eneste mandskab nåede igennem ruten på den angivne idealtid. Jäger og Mikkelsen havde imidlertid 5 fejlkørsler og dermed 125 strafpoint.

I kampen om DM mangler der 2 af de i alt 6 afdelinger. Selv om guldet er fordelt er der hård kamp om de øvrige medaljer, hvor Morten Jäger og Bent Mikkelsen på 5. pladsen kun er 4 point efter sølvmedaljerne.

Resultat XL-BYG Ryomgård Løbet 2019
Aarhus Automobil Sport, lørdag den 15. juni 2019.
4. afdeling om Danmarks Mesterskabet i bilorientering. 44 deltagende mandskaber.

Nr. 1

Børge Holm, Thisted – Jørn Mørup, Struer

52 Strafpoint

Nr. 2

Poul Erik Nielsen – Henrik Jørgensen, Frederikssund

104 Strafpoint

Nr. 3

Poul Brøndum – Egon Brøndum, Randers

111 Strafpoint

Nr. 4

Morten Jäger – Bent Mikkelsen, Struer

125 Strafpoint

DM stillingen efter 4 af 6 afdelinger:

Nr. 1

Børge Holm, Thisted – Jørn Mørup, Struer

197 point

Nr. 2

Poul Erik Nielsen – Henrik Jørgensen, Frederikssund

184 point

Nr. 3

Bjarne Hansen – Jan Johansen, Frederikssund

183 point

Nr. 4

Poul Brøndum – Egon Brøndum, Randers

182 point

Nr. 5

Morten Jäger – Bent Mikkelsen, Struer

180 point

 

Hit Counter