Rallyshow er også klassiske biler og motorcykler

 Alstrup

Det bliver ikke kun 65 hurtige rallybiler, man om aftenen fredag den 9. august kan opleve i industrikvarteret i Fårvang mellem Århus og Viborg. Når Birch / Tvilum Rallyshow bliver afviklet for 41. gang, vil der også være aktiviteter, der foregår i et noget mere adstadigt tempo.


Gamle biler bliver atter engang et programpunkt ved Birch / Tvilum Rallyshow (foto: Morten Alstrup).

Ligesom det har været tilfældet i de 15 forudgående år, samarbejder Kjellerup og Omegns Motorklub med dels Tange Sø Veteranklub, dels Dansk Vintage Motor Club om at afvikle Birch / Tvilum Classic Show. Når rallykørerne holder en pause fra deres kamp mod stopuret mellem andet og tredje heat, bliver det ejerne af en række forskellige klassiske køretøjer, som indtager den afspærrede asfaltstrækning. Men det er ikke for at køre stærkt. Det er for at vise deres klenodier frem.

Fra klokken 18.45 og en lille time frem vil man nemlig kunne opleve veteranbiler, klassiske motorcykler og måske også nogle gamle erhvervskøretøjer.

”Men hvilke biler og motorcykler, der egentlig kommer, ved vi faktisk ikke på forhånd,” siger Freddy Pedersen, der udover at være sportslig løbsleder for rallysprintet også er formand for Tange Sø Veteranklub. ”Vores Classic Show er nemlig åbent for alle med en veteran, uanset om den er med to, tre, fire eller måske endda flere hjul. Man møder bare op midt på eftermiddagen ved OK-tanken ud til Viborgvej. Her bliver man registreret og så guidet frem til området, hvor vi udstiller veterankøretøjerne.”


To, tre eller fire hjul. Det er lige meget. Bare der er motor og nummerplade på veterankøretøjet kan man deltaget i Birch / Tvilum Classic Show (foto: Morten Alstrup).

Birch / Tvilum Classic Show er nærmest et arrangement i arrangementet. Her kan man gå rundt blandt de mange forskellige gamle køretøjer, beundre dem og få en snak med ejerne. Og som sagt kan man også se dem køre på rallybanen. Det sker, efter at hvert eneste køretøj er blevet præsenteret af motorjournalist Jens Jessen, der over højttaleranlægget øser ud af sin viden om de enkelte biler og motorcykler.

Udover rallybilerne og de klassiske køretøjer vil de to lokale motorcykelklubber MC Shepherds og MC Oldboys være til stede, og medlemmerne vil i en pause mellem rallyheatene give køreture til publikum med deres motorcykler.

 

Korte fakta
Birch / Tvilum Rally Show er et af de mest traditionsrige motorsportsarrangementer i Danmark og afvikles fredag den 9. august 2019. · Birch / Tvilum Rally Show afvikles sammen med Birch / Tvilum Classic Show. · Birch / Tvilum Rally Show og Birch / Tvilum Classic Show afvikles i forbindelse med det årlige Fåremarked i industrikvarteret i Fårvang, som ligger ved hovedvej 26 mellem Viborg og Århus. · Læs mere på www.rallyshow.dk / www.facebook.com/rallyshowdk.

Hit Counter