Danmarks smukkeste motorløb melder klar
Unik, dansk-ejet Jaguar-Ferrari fra 1950 til start. De mellem 29 og 86 år gamle biler kan nydes i naturen og fra kæmpe storskærm.

 Eisenberg

Danmarks smukkeste motorløb, Munkebjerg HillClimb, byder hvert år på spændende nyt til alle, der elsker klassiske biler og smuk natur. I år er der danmarkspremiere for en bil, der kun findes i ét eneste eksemplar i hele verden. For tilskuerne er der både ædle, gamle biler og en betagende udsigt at nyde. Og det hele er gratis.


Tilskuerne kommer helt tæt på bilerne i ryttergården. Her er det hotelejer Hans Geschwendtner fra Munkebjerg Hotel, der viser sin Austin-Healey 3000 Mk 1 fra 1959. 

Ferrari-eksperten Kaj Bertelsen fra Viborg stiller op med en Jaguar-Ferrari-Biondetti Spyder Corsa fra 1950. Bilen er kun bygget i et eneste eksemplar af racerkøreren Clemente Biondetti, der stillede op med den i det første italienske Grand Prix til Formel 1 VM på Monza i 1950. Bilen er bygget med karosseri fra en Ferrari 166T, men motoren er en Jaguar 3,4 liter, som Biondetti lagde i. Han gennemførte dog ikke løbet.


Ferrari-eksperten Kaj Bertelsen fra Viborg kommer til start med denne Jaguar-Ferrari-Biondetti Spyder Corsa fra 1950. Bilen er kun bygget i dette ene eksemplar.

Kaj Bertelsen fortæller: "Jeg købte bilen på en auktion på Silverstone-banen i England i midten af 1990'erne, og sammen med den klassiske bilmand Palle Muurman deltog jeg med den dejlige bil i det 1600 kilometer lange italienske landevejsløb Mille Miglia i 1999, som vi gennemførte med et resultat midt i feltet. Nu giver vi bilen dansk premiere på Munkebjerg."

Munkebjerg Hillclimb samler hvert år flere og flere tilskuere, og derfor byder arrangørerne i år som noget nyt på en 5 meter bred storskærm placeret i ryttergårdsområdet.

"Vore dygtige speakere giver interessante oplysninger om alle kørere og biler. Det er gratis for publikum at overvære løbet hele dagen, enten ved starten på Ibæk Strandvej, fra Casinosvinget midt på banen eller fra mål bag ryttergården ved Munkebjerg Hotel, og nu kan man så også se løbet live fra storskærm, mens man nyder mad og drikke," fortæller løbsleder Søren Duun.

Kørere fra hele landet valfarter hvert år til løbet. I løbets 22. udgave, som køres søndag den 11. august er der race for gamle biler fra kl. 9-17 på strækningen fra Ibæk Strandvej til Munkebjerg Hotel.

  

Tilskuerne har en betagende udsigt over Vejle Fjord. Her er det Vejlenseren Ernest Kristensen, der suser op ad bjerget i sin SS 100 fra 1933.

 

  

 

Banen på Munkebjerg Hillclimb er 1,6 kilometer lang med en række krævende sving. Man ser bedst de klassiske biler køre stærkt ved punkterne 1, 4 og 6. 

Noter:

Om Munkebjerg Hillclimb:
Munkebjerg Hillclimb er et ægte hastighedsløb. Bilerne starter med et minuts mellemrum på sydsiden af Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen med mål ved Munkebjerg Hotel. Man kører ruten fem gange, to gange træning og tre heat i selve løbet. Ruten er 1,6 kilometer med en række krævende sving.

Der er gratis adgang for publikum. Man kan komme helt tæt på bilerne både ved start nede ved stranden og ved mål og ryttergård oppe på toppen ved Munkebjerg Hotel. Der køres hele dagen fra kl. 9-17.

Om historiske perioder:
I historisk motorsport inddeler den internationale bilistorganisation FIA (Federation Internationale de l'Automobile) bilerne i perioder, så man som deltager konkurrerer med biler i samme tidsrum. Her er de historiske perioder som bestemt af FIA:

  • A) Før 1905

  • B) 1905-1918

  • C) 1919-1930

  • D) 1931-1946

  • E) 1947-1961

  • F: 1962-1965

  • G1: 1966-1969

  • G2: 1970-1971

  • H1: 1972-1975

  • H2: 1976-1976

  • I: 1977-1981

  • J1: 1982-1985

  • J2: 1986-1990

 

Hit Counter