Marco Gersager: ”Nu skal det være alle gode gange tre”

På lørdag skydes kampen om Danmarksmesterskabet i gang. På vejene syd for den dansk-tyske grænse køres Cimbern Rallye, og med i startfeltet er GM Motorsports farverige Suzuki Swift, hvor Marco Gersager sidder bag rattet, mens Carina Møller har styr på noterne ved siden af.


Marco Gersager og Carina Møller er klar til Cimbern Rallye i den kommende weekend.

”Nu skal det være alle gode gange tre,” siger Marco Gersager med hentydning til den lidt skuffende optakt, GM Motorsport har haft til sæsonen.

”Vi udgik ved vores første start med den nye rallybil i Holland, og før påske var vi uheldige at påkøre en chikane ved Kongensbro Rally Grand Prix. Så nu må det være vores tur til endelig at få succes.”

Cimbern Rallye køres i området mellem Kruså og den nordtyske by Slesvig, og det har gennem mange år dannet rammen om den danske sæsonstart i rally. Fire gange tidligere har Marco Gersager været til start i løbet.

”Det er et af årets højdepunkter at køre på de svingende veje i det område. Det er dejligt krævende og et helt andet vejforløb end herhjemme, så man skal være vågen,” siger Marco Gersager. ”I Tyskland bruger man grus i stedet for salt, når der er sne og frost, og nu har det godt nok været en mild vinter, men derfor skal man alligevel være ekstra vågen og undgå at begå dumme fejl, hvis vejen er glat.”

”Det svinger og drejer, og så er der også niveauforskel visse steder, så samarbejdet med Carina om noterne skal sidde lige i skabet.”

Da Cimbern Rallye er første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, bliver det også første gang, at GM Motorsport skal i DM-kamp med teamets nye Suzuki Swift Maxi 2000. Hvor i feltet forventer makkerparret at binde sig?

”Det er jo altid det store spørgsmål, når man er skiftet til en ny klasse, og det så samtidig er en klasse, hvor deltagerne ligger og puster firhjulstrækkerne i nakken,” siger Marco Gersager. ”Vi er oppe mod Kim Boisen, Kenneth Madsen og Carsten Jensen, som kender deres biler ud og ind, mens vi lige skal finde os til rette i vores nye bil.”

”En top 5-placering i klassen vil være et fint udgangspunkt for sæsonen, selv om Carina giver mig skæld ud, fordi hun siger, vi kører for at vinde. Men det er bedre at være realistisk end urealistisk.”

  

Hit Counter