Hurtige klubrally-chauffører fra Jylland/Fyn
dyster i Himmerland.

Åge Keseler Kirketerp

Lørdag d. 4. maj blænder Motorsport Nordjylland (MNJ) op for 2. afdeling af det jysk/fynske (JFM) mesterskab i klubrally. 4 MNJ-mandskaber er klar til at give konkurrenterne værdig modstand i HJ Biler Klubrally, som desuden er tællende til den nord- og vestjyske løbsserie: Speed Nord.

 Senest har MNJ’erne deltaget i en Speed Nord-afdeling i Lemvig. Dette gav frontresultater og pokaler til: Kim og Maike Naujokat Jensen, Thomas Vigh Sørensen og Kristine Bitsch, Kennet Larsen og Camilla J.F. Link samt Niels og Inger Bjerre.

- Klubrally blev tidligere benævnt manøvreprøver, forklarer løbsleder Bjarne Sørensen. - Med udgangspunkt fra HJ Biler på Smedevej bliver mandskaberne udfordret af 6 prøver, som hver skal gennemkøres to gange. Hos HJ Biler kan publikum desuden hente et oversigtskort over JFM-arrangementet, og samtidig kan de spændende biler nærstuderes både inden start, i midtvejspausen og efter målstregen.

- I klubrally udforsker vi de fysiske love, supplerer MNJ’s rallykoordinator Kim Naujokat Jensen. - Dette giver en større respekt for samt indsigt i, hvordan man skal reagere i en kritisk trafik-situation. Samtidig bliver man opøvet bedre i at holde hovedet koldt i vurderingen af, hvornår man evt. skal slippe bremsen og styre sig ud af problemerne.

Kim Naujokat Jensen ser specielt frem til HJ Biler Klubrally sammen med co-driveren og hustruen: Maike. Nordjyderne har en førsteplads fra JFM-premieren i Randers at forsvare i deres Peugeot 206 GTI.

- I nogle år har vi været lidt nede i en bølgedal i MNJ’s rallysektion, fortsætter Kim Naujokat Jensen. - Interessen er nu godt på vej op igen, og ved det netop afviklede Åbent Hus på Nysum Banen havde vi således over 100 personer - med lidt benzin i blodet - med som co-drivere i en prøvetur på motorbanen.

- Nysum Banen bliver med 2 prøver også en god udfordring for deltagerne, konstaterer Bjarne Sørensen. - Herudover køres der 4 afvekslende prøver i de himmerlandske industrikvarterer.

Christian A.L. Falck Christensen og Anders Gade Nielsen ser frem til HJ Klubrally. Kennet Larsen og Camilla J.F. Link er kommet godt fra start i JFM.
Kim og Maike Naujokat Jensen har et godt samarbejde i klubrally. Thomas Vigh Sørensen og Kristine Bitsch går til makronerne i deres Peugeot 206 GTI (Foto: Allan Post Christiansen). 

MNJ’erne: Niels og Inger Bjerre i Peugeot 306 GTI scorede en toer i JFM-premieren, men må melde afbud til HJ Klubrally på hjemmebane.

- Vores barnebarn skal konfirmeres og festfejres samme dag som klubrallyet i Himmerland, forklarer Inger Bjerre. - For nogle år siden klarede en MNJ’er således både at køre motorløb samt undervejs at være i kirke til sønnens konfirmation. Dette kan vi desværre ikke præstere, men han havde også selv fået udsat festen til senere……

- 2 af vores nystartede mandskaber klarer sig i øvrigt fint i JFM, oplyser Kim Naujokat Jensen. - Kennet Larsen og Camilla Jannike Frydelund Link ligger på en foreløbig JFM-etter i deres Volvo 850 Turbo. Lige efter på treeren følger Thomas Vigh Sørensen og Kristine Bitsch (Peugeot 206 GTI).

Prøveområderne omfatter både underlag med asfalt, beton og grus. I bedste MNJ-tradition er prøverne tilrettelagt således, at deltagerne både får mulighed for at rive i rattet samt får grundigt rørt rundt i benzinen.

- Et af vores nyere mandskaber er: Christian A.L. Falck Christensen og Anders Gade Nielsen i Peugeot 106 GTI, afslutter Kim Naujokat Jensen. - De prøver nu kræfter med en af de skrappere JFM-klasser, men det går godt i det rutinerede modstander-felt. MNJ’erne skal således forsvare en foreløbig toer på hjemmebane i HJ Klubrally.

 

Hit Counter