Endnu en godkendt test til Boisen Motorsport forud for 2019 sæsonen.

Af  Finn Thomsen ,  Boisen Motorsport

 Lørdag d. 6 april gennemførte Boisen Motorsport den sidste funktionstest forud for rallysæsonen 2019, ved en rallytest i Struer.

Testen var en hastighedsprøve, der kunne gennemkøres så mange gange man havde lyst til. Udover, at der blev testet forskellige opsætninger og bremser, var det også første gang, at der kom et stopur på her i Danmark.

Prøven var identisk med den, der blev kørt i 2018. Her havde Kim Boisen hurtigste tid med Martin Johansen lige efter.

Kim Boisen var også i 2019 hurtigst af alle til rallytest i Struer
(foto: Allan Post)

Boisen Motorsport viste, at teamet er godt forberedt til DM sæsonen i rally 2019, da Kim Boisen igen kørte hurtigst af alle og Martin Johansen næsthurtigst i sin nye Mitsubishi Lancer.

”Det var selvfølgelig kun en del af DM feltet, som var til start i Struer, men vi har en fornemmelse af at farten er i BMW ‘en, som sidste år” siger Kim Boisen, mens Martin Johansen begynder at køre hurtigere og hurtigere i sin Mitsubishi Lancer. Men efter et rallyliv med forhjulstræk går der nok et løb eller to før han kan udnytte potentialet i en 4WD bil fuldt ud.

Martin Johansen begynder at køre i sin Mitsubishi Lancer. 
(foto: Allan Post)

Dagen blev også udnyttet til at få installeret, afprøvet og justeret onboard kameraer m.m. og allerede nu kan der smugkigges på https://rally-nettv.dk/ .

Efter de 2 vellykkede tests står den nu på de sidste justeringer af bilerne og de sidste partnerforhandlinger således, at teamet kan fremstå optimalt både teknisk og optisk til DM 1 i rally, der afvikles lørdag den 27. april med base i Satrup i Schleswig. 
  

Hit Counter