Pressemeddelelse

 

Forårsfornemmelser for det klassiske bilfolk

Dansk Historisk Motor Club tilbyder kursus og løb søndag, den 14. april i historisk pålidelighedsløb -  Kom og prøv det..!

Måske ser du motorløb i TV, Formel 1 eller  rally – eller har prøvet ræs i go-carts. Mange kender også lidt til orienteringsløb og speedway, eller måske har du selv prøvet en helt anden motorsportsform?

Der findes et utal af forskellige discipliner indenfor motorsporten, men pålidelighedsløb for klassiske biler er for de fleste noget helt nyt, selvom det faktisk har eksisteret i adskillige år


Christian Wolter og Ervin Gottschalk fra Bolderslev i “Den lille Røde” - Austin Mini fra 1976
Foto: Åge Kirketerp

Historisk pålidelighedsløb er en anderledes måde at bruge sin klassiske bil på og er et godt alternativ til blot køre en tur i godt vejr med termokanden i bagagerummet.
Ikke fordi det ikke er hyggeligt, men det giver altså en anden dimension, at man kan bruge sin bil i konkurrenceøjemed og samtidig mødes med andre mennesker med samme interesse.

Ved pålidelighedsløb forstås et løb for biler, fra 1990 eller tidligere, som foregår på offentlig vej, hvor deltagerne skal overholde nogle forskellige gennemsnitshastigheder.
Løbene køres efter et tydeligt kort, hvor der er indtegnet nogle punkter, som man skal køre igennem. Undervejs møder man nogle skilte, der noteres i et kontrolkort, så man kan se, om deltagerne har kørt den rigtige rute.
På ruten er der også nogle tidskontroller, hvor det gælder om at passere kontrollen på det rigtige tidspunkt. Gennemsnitshastighederne kommer aldrig over 50 km i timen, så alle biler kan være med.


De historiske P-løb tiltrækker ofte biler fra udlandet. Her er det Hr. og Fru Stein fra Hamburg i VW 1303 fra 1973. Parrets gennemsnitsalder er iøvrigt lige knapt 80.
 Foto: Per Henneberg Kristensen

I begyndelsen behøver man ikke noget særligt udstyr. 2 personer i bilen, en kuglepen og en lineal, så er man faktisk godt kørende.
Senere kan man udbygge med et lille kortbræt og måske en triptæller. Langt hen af vejen kan du dog klare dig med få hjælpemidler.

Som sagt så giver Dansk Historisk Motor Club jer nu mulighed for at prøve pålidelighedsløb søndag, den 14. april. Vi har start fra 2 byer:

ESBJERG: Søren Knudsen A/S, Mådevej 32, 6700 Esbjerg, kl. 10.00.
Kontaktperson:

TOFTLUND: Toftundhallen, Stadionvej 5, 6520 Toftlund, kl. 10.00
Kontaktperson: Niels Oluf Jessen, Tlf. 20 87 95 80,
luffe@dhmc.dk


Ægteparret Kristina og Jeppe Friis Holm fra Esbjerg startede deres interesse for pålidelighedsløb ved at deltage i et DHMC-kursusløb i deres BMW 2500 fra 1975. 
Foto: Åge Kirketerp

Det koster 100 kr. pr. bil at deltage, som bl.a. giver et gratis adgangskort til den fantastiske bilsamling på Fyn, Strøjer Samlingen.

Ejer du ikke et  klassisk køretøj, eller er den, du har, ikke køreklar, så mød bare op i familie-øsen...

Løbet er en del af et landsdækkende arrangement, Classic Day.
Se mere info på hjemmesiden
www.dhmc.dk eller på facebook: danskhistoriskmotorclub


Tonny Hermansen og Frederik Dagnæs-Hansen fra Tjæreborg deltager ofte i pålidelighedsløb i den rappe Fiat 124 Spider fra 1973. Foto: Åge Kirketerp


Far og søn, Teddy og Karsten Simonsen fra Varde, vækker altid opsigt, når de deltager I deres knaldgule Opel Record 1.7 fra 1974. Foto: Michael Eisenberg

Hit Counter