VANDT SLUTOPGØRET
Guldvindere og rallymestre to år i træk
Hvad skal der til for at blive danske rallymestre to år i træk?
Svaret er i dette tilfælde: En 25-årig CTS-tekniker fra Haderslev, en 24-årig lagertekniker fra Aalborg, gode servicefolk, en rallytrimmet Ford Fiesta Sport med en 1,6-liter motor 130 hk foruden ambition og vilje til at vinde!
Dét var konceptet, da AH Motorsport sidste år vandt mesterskabet i den mindste DM-klasse i et felt spækket med hurtige rallybiler. Konceptet og situationen var ligesådan i 2022-sæsonens seks runder, hvoraf den sidste netop er afviklet ved Stoholm i Midtjylland.
TÆT OPGØR
Efter den godt 285 kilometer lange finalerunde
Rally Stoholm kørte Anders Kirkeby Hansen og Nicolai
Aamann for andet år i træk i mål som vindere af det
danske mesterskab i RN1-klassen.
Gennem hele sæsonen
har de været involveret i et tæt opgør med sjællænderne
Jacob Egholm og Anders Frederiksen, Kr. Hyllinge/Vig,
i en Opel Adam. Henrik Kristensen og Jane Rytter, Langå,
i Ford Fiesta var tillige med Andreas og Niklas
Madsen, Bække/Bramming, i en meget hurtig VW Lupo,
var også en del af opgøret.
Sidstnævnte havde
forlods kun point fra årets femte runde, men kunne
reelt blokere for de potentielle DM-kandidaters
muligheder for en optimal pointscore.
Kun to point
adskilte de førende kombattanter Egholm og Kirkeby
Hansen før slutopgøret; som efter de fem foregående
runder havde henholdsvis 120 og 118 point.
Så der var streget
op til en hektisk tete-a-tete mellem de to og
VW-holdet, som i finalerunden kørte klassens
hurtigste tider på seks af hastighedsprøverne, før
det udgik.
Kirkeby Hansen og
Aamann satte tiden på fem af prøverne, og var næsthurtigst
på tre andre prøver, hvilket var nok til at vinde både
slutopgøret og mesterskabet.
RIVALERNE UDGIK
Anders Kirkeby Hansen er et sindigt gemyt, men kun
indtil han sidder bag rattet i rallybilen og sparker
speederen i bund, mens co-driver Nicolai Aamann
leverer deres aftalte noter og sideløbende holder øje
med konkurrenterne.
- Jeg koncentrerede
mig om at maksimere farten og holde bilen på sporet,
som mange steder var både glat og mudret. Resten
overlod jeg til Nicolai, fastslog Anders Kirkeby
Hansen efter sejren i Stoholm.
- Undervejs holdt
jeg øje med konkurrenternes tider på hastighedsprøverne
og holdt Anders orienteret, så han kunne tilpasse
tempoet i forhold til situationen, tilføjede Nicolai
Aamann.
Opgøret mellem
RN1-klassens to førende hold blev i realiteten
afgjort, da Egholm og Frederiksen på den syvende af
rallyets 13 hastighedsprøver måtte trække sig ud på
grund af en knækket trækaksel i deres Opel Adam.
![]() |
![]() |
SIGTER
PÅ RC5-KLASSEN
Slutstillingen i DM-regi blev 148 point til
Kirkeby Hansen/Aamann, 120 point til
Egholm/Frederiksen og 117 point til Kristensen/Rytter
på tredjepladsen.
I finalerundens
generalklassement sluttede Kirkeby Hansen og Aamann
som nummer 26 ud af 81 startende og i slutstillingen i
Dansk Super Rally 2022 sluttede de som nummer 19 ud af
83 deltagende hold.
I løbet af kun tre
sæsoner er Ford-holdet sluttet af med DM-guld i en
bil fra 2009, som i 2015 blev bygget om til rallybil
og siden blev brugt til klubrally, før Anders Kirkeby
Hansen og Nicolai Aamann i 2019 sammen satte kurs mod
DM-rally i 2020.
Efter to succesrige
sæsoner sigter guldvinderne på endnu et år i den 13
år gamle og veltjente Ford Fiesta.
- Jeg har lige købt
hus, så der skal skrabes nogle spareskillinger
sammen, før jeg er klar til at rykke et trin opad,
men jeg håber på et tidspunkt at avancere til
RC5-klassen, sluttede Anders Kirkeby Hansen.