Ung
Toyota-kører vinder VM i rally
Den
kun 22-årige finske rallykører for TOYOTA GAZOO Racing, Kalle
Rovanperä, har netop sikret sig kørernes verdensmesterskab i
rally med to løb tilbage i sæsonen. Det skete, da han satte alle
andre til vægs ved weekendens rally i New Zealand. Dermed bliver
han den yngste verdensmester i WRC-serien nogensinde sammen med
sin co-driver Jonne Halttunen. Det er fjerde år i træk, at en
Toyota-rallykører vinder verdensmesterskabet.
Det
er kun tredje sæson, at Toyotas rallykører Rovanperä kører med
på allerhøjeste niveau i rallysporten, og altså første gang
han kan smykke sig med titlen som den yngste rallyverdensmester i
historien. Den tidligere yngste rekordholder, Colin McRae, var fem
år ældre, da han vandt VM i 1995.
Rovanperä
har været nærmest urørlig i sæsonen, der er første år med
WRC’s nye hybrid Rally1-reglement. Hans sejr i New Zealand er således
hans sjette sejr i sæsonen i rallybilen GR Yaris Rally1 Hybrid.
Han
lagde sig helt i front i den samlede stilling allerede efter det
andet løb i sæsonen, der var det svenske rally, og med to løb
tilbage er forspringet så stort til nærmeste forfølger, at han
er garanteret verdensmesterskabet for kørere.
Det
er ottende gang i historien, at en Toyota-kører vinder
verdensmesterskabet for kørere, og fjerde gang i træk inden for
de seneste fire sæsoner. Rovenperä er den første finske
verdensmester i 20 år og den første til at køre en bil bygget i
Finland, hvor Toyotas rallyteam holder til.
Enestående høj hastighed
En
af årsagerne til Rovanperäs overlegne kørsel i 2022 har været
en helt enestående høj hastighed selv under vanskelige
vejrforhold. Det var også baggrunden for hans sejr på de glatte
grusveje i weekenden i New Zealand. En sejr, der blev grundlagt på
en våd næstsidste dag – og på Rovenperäs 22-års fødselsdag
– da han overtog føringen med næsten et halvt minut ned til
nummer to.
På
løbets sidstedag fortsatte regnvejret, men Rovanperä formåede
at holde sin føring inden den såkaldte Power Stage, der altid
afslutter et rally. Han havde egentlig kun behov for en placering
i top-4 på den afsluttende tidskørsel for at få to ekstra
bonuspoint, der kunne sikre ham VM-titlen. Men Rovanperä holdt
sig ikke tilbage og kørte hurtigst gennem Power Stage af alle –
for syvende gang i denne sæson – og dermed var
verdensmesterskabet en realitet.

De
to forgangne års verdensmester, Toyota-køreren Sébastien Ogier,
satte sig på andenpladsen i rallyet i New Zealand sammen med sin
co-driver Benjamin Veillas. Det var med til at sikre Toyotas
rallyteam de to øverste podiepladser og vigtige point i kampen om
verdensmesterskabet for hold.
TOYOTA
GAZOO Racing fører også holdkonkurrencen 81 point foran nærmeste
forfølger med 104 point tilbage at køre om i de resterende to løb.
|