Årets
Sydhavsrally blev ikke det rally, som Ib Kragh og Ditte
Kammersgaard havde håbet på. Godt nok sluttede makkerparret
atter i toppen med en generel tredjeplads i deres Hyundai i20N
Rally2, men løbet, der havde base i Nykøbing Falster, blev
stoppet efter seks af de ti hastighedsprøver.

Sydhavsrally sluttede med en tredjeplads til Ib Kragh og Ditte Kammersgaard
"Jeg
er godt tilfreds med resultatet, men jeg er ked af, at løbet
bliver stoppet før tid. Det var en ærgerlig afslutning, men
sikkerheden for deltagerne og publikum var ikke i orden,"
siger Ib Kragh.
Sydhavsrally
bestod af i alt fem forskellige hastighedsprøver. De to første
skulle køres to gange om formiddagen, mens de tre resterende
skulle køres om eftermiddagen – også to gange.
"Jeg
havde forventet, at hastighedsprøverne ville være hurtige, men
ikke, at de var så hurtige. Et par chikaner havde gjort underværker.
Det er ikke sjovt at køre 1.100 meter lige ud for fuld gas, og
der var et sted, hvor man ville være endt i et hus, hvis det
var gået galt," siger Ib Kragh. "Eftermiddagens
hastighedsprøver var super sjove, men vi kørte bedre prøver i
det samme arrangement sidste år."
"De
høje hastigheder kunne nemt have været undgået, hvis man på
de lange lige stræk havde opsat nogle chikaner i form af
kegler, som ville udløse en tidsstraf på f.eks. 20 sekunder,
hvis man påkørte dem. Men den måde, man havde lavet kantafmærkninger
på, var også kritisabel, og det kostede bl.a. et hold den
videre deltagelse, fordi holdet snittede en af dem, så de
punkterede begge dæk i den ene side. Og de havde kun ét
reservehjul med."
Ib
Kragh og Ditte Kammersgaard fik en lidt dårlig start på
Sydhavsrallyet.
"Det
startede med, at hastighedsprøverne var fugtige fra
morgenstunden," fortæller Ib Kragh. "Bilen låste
bl.a. baghjulene under de hårde opbremsninger. Når det sker,
stoler man ikke på den, og så bremser man tidligere end
normalt, så vi fik bøllebank på de to første hastighedsprøver.
Men ellers kører bilen fornuftigt, og i løbet af dagen fik vi
kørt os fra en femte- til en tredjeplads."
Næste
DM-rally bliver Cimbern Rally, som køres lige syd for den
dansk-tyske grænse i slutningen af måneden.
"Det
løb bliver noget helt andet. Ikke så hurtigt, men teknisk
meget mere krævende," slår Ib Kragh fast.