Glad
Sport gjorde rent bord ved Sydhavsrallyet
Ved
lørdagens Sydhavsrally fortsatte Glad Sports to mandskaber linjen
fra forårssæsonen, så de fortsat er ubesejrede. Kenneth
Madsen/Mette Felthaus vandt deres fjerde generalsejr i træk, mens
Jacob Madsen – der blev sekunderet af Arly Larsen – for fjerde
gang sejrede i Rally4-klassen.

Med
Arly Larsen som co-driver vandt Jacob Madsen Rally4-klassen (foto:
Flemming Jensen).
Fjerde
afdeling af Dansk Super Rally var Sydhavsrally, som lørdag blev
afviklet med base i Nykøbing Falster, og Glad Sports to
mandskaber var på forhånd blandt favoritterne.
Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) var blevet
tildelt startnummer 1 i deres Peugeot 208 T16 R5, mens Jacob
Madsen (Ruds Vedby) skulle starte som nummer 5, i den Peugeot 208
Rally4, hvor han normalt har Line Nedergaard (Fårvang) som
co-driver. Et rygproblem gjorde dog, at Arly Larsen (Dianalund) påtog
sig rollen med at læse noterne.
"Arly
leverede som altid varen, når han er co-driver for mig,"
siger Jacob Madsen. "Vi fik en sejr. Vores værste konkurrent
– Oliver Saust – fik desværre problemer allerede på løbets
anden hastighedsprøve, som er en rundbane. Arly og jeg blev
overraskede, da vi kørte forbi ham, mens han stod og rodede i
motorrummet på sin bil. Så gik der en smule taktik i den fra
vores side."
Jacob
Madsen/Arly Larsen sikrede den fjerde sejr for Glad Sport i
Rally4-klassen. Klassesejren blev hentet med et halvt minuts
forspring til nærmeste konkurrenter, Casper Venning/Kristian Birk
Hansen i en Renault Clio.
"Flere
af hastighedsprøverne var meget hurtige, og de passede godt til
Casper og hans bil, så han kørte faktisk fra mig på et par af
hastighedsprøverne," siger Jacob Madsen.
"Jeg
har aldrig kørt hastighedsprøver, som var så hurtige. Flere
gange gik motoren i omdrejningsbegrænseren. Vores eneste problem
var nogle utætte O-ringe i gearkassen. Vi kunne ikke gøre noget
ved det, men vi overvågede og checkede, og det gik fint uden
problemer."
Kenneth
Madsen/Mette Felthaus kunne gentage deres generelle sejr fra
sidste års Sydhavsrally.

Kenneth
Madsen og Mette Felthaus var hurtigst på de fire første
hastighedsprøver i Sydhavsrally (foto: Mikkel Glad).
"Den
plan, vi har brugt i forårets løb, holdt. At vi skulle slå et
hul fra starten og så holde føringen derefter," fortæller
Kenneth Madsen. "Mette og jeg var hurtigst på de første
fire hastighedsprøver, og derefter mente jeg, at det var varmt
nok til at køre på hårdere dæk. Men på de næste hastighedsprøver
kørte Marco Gersager fra os."
"Det
havde været fugtigt fra morgenstunden, men da vi ved pausen efter
den fjerde hastighedsprøve havde 20 graders varme på
servicepladsen, mente jeg, at det var varmt nok til at skifte til
de hårdere dæk. Det var det så ikke. Marco Gersager kørte fra
os på de næste hastighedsprøver. Hastighedsprøverne var meget
hurtige, og vi kørte meget lige ud. Derfor fik vi ikke varme i de
hårde dæk, og det kostede sekunder på hastighedsprøverne."
"Marco
Gersager kørte fra os på den femte hastighedsprøve," fortæller
Mette Felthaus. "Og da vi havde kørt den sjette hastighedsprøve,
måtte vi konstatere, at han havde gjort det igen."
"Hastighedsprøve
7 forløb bare perfekt for os. Her kan de ikke tage os, sagde
jeg til Kenneth. Er der nogen, som har kørt fra os, er
det godt gået. Men det gjorde Marco altså på den prøve."
Det
kom desværre ikke til et endeligt opgør mellem Kenneth
Madsen/Mette Felthaus og udfordrerne Marco Gersager/Ole R.
Frederiksen. Sydhavsrally blev stoppet efter den sjette
hastighedsprøve grundet sikkerhedsproblemer.
"Det
var det eneste rigtige at gøre," siger Mette Felthaus, der
personligt selv tidligere har været med til at arrangere
DM-rallyer. "Jeg er skuffet over, at man ikke følger de
sikkerhedsplaner, man selv har udarbejdet, fordi man sparer nogle
penge."
"Det
er ikke godt for vi deltagere. Heller ikke for de mange frivillige
langs hastighedsprøverne eller for den sags skyld tilskuerne. Det
skygger over, at det var megafedt at vinde fjerde afdeling af
Dansk Super Rally."
Glad Sports mandskaber
Kenneth
Madsen (1989)
har kørt rally siden 2008, hvor han samme år blev kåret som årets
rallytalent og har vundet seks Danmarksmesterskaber. Siden 2016
har han kørt sammen med Mette Felthaus (1982),
og de har bl.a. taget generalsejren i Rally Naturens Rige og
Sydhavsrally. Sammen kører de i en Peugeot 208 T16 R5,
der har en fircylindret rækkemotor på 1.598 cm3 med
16-ventilet topstykke og turbolader. Den yder 280 hk, som fordeles
til alle fire trækkende hjul.
Jacob
Madsen (1995)
har kørt rally siden 2013, hvor han i 2013 blev kåret som årets
rallytalent og har vundet fire Danmarksmesterskaber ligesom han
fire gange er blevet kåret som årets rallymandskab. Den ene af
disse kåringer og to af DM-titlerne er erobret sammen med Line
Nedergaard (1995), der siden 2019 har været hans
co-driver. Makkerparret deltager i en Peugeot 208 Rallye4,
som har en trecylindret rækkemotor på 1.199 cm3 med
12-ventilet topstykke og turbolader. Motoren yder 208 hk, som
alene overføres til forhjulene.
|