Grønt
brændstof i dansk rally
Dansk
motorsport bliver nu lidt grønnere. Allerede nu er det muligt for
deltagere i dansk rallysport at bruge bæredygtigt brændstof.
Flere miljøvenlige drivmidler er på vej.
Det
er ikke nogen hemmelighed, at motorsporten både herhjemme og
internationalt i disse år tager syvmileskridt for at sikre en
mindre påvirkning af klimaet. Senest har bilerne i eksempelvis
24-timersløbet på Le Mans benyttet sig af genanvendeligt brændstof.
Nu
bliver det også muligt i dansk rally at køre på brændstof, der
efterlader sig et markant mindre aftryk end de konventionelle brændstoffer,
vi tanker til privatbilerne. Der er nemlig åbnet for, at man i
rally kan køre på HVO 100 – et bæredygtigt alternativ til
traditionel dieselolie.
"Vi
arbejder benhårdt i dansk motorsport på at afsøge markedet og
teste alternative brændstoffer, og allerede nu har vi flere
forskellige løsninger på hånden, som vi forhåbentligt kommer
til at løfte sløret for og indføre i motorsporten i nær
fremtid. Første lille skridt på vejen er, at der nu er åbnet
for at man kan benytte HVO 100 i dansk rally, hvilket vi
naturligvis er rigtig glade for," siger Jens Færgemann, der
er klimaansvarlig i DASU.
HVO
100 er et bæredygtigt alternativ til traditionel dieselolie. HVO
100 er fremstillet af f.eks. brugt fritureolie eller animalsk
fedt. Det er derfor fossilfrit og udleder ikke 'ny' CO2.
Producenter af HVO 100 hævder, at udslippet af CO2 er op til 90 %
mindre end fra brugen af fossil dieselolie.
"Vi
mærker i disse dage et stort fokus fra alle kanter på omlægning
til el, men i sportsverdenen og bilbranchen er der allerede en
lang række bæredygtige alternativer til benzin og diesel, der
med større eller mindre greb kan anvendes. Det er i vores øjne
uhyre interessant at benytte de allerede eksisterende forbrændingsmotorer,
hvis vi kan sikre at udledningen minimeres og på sigt helt
forsvinder. Vi samarbejder med flere tekniske partnere og
forventer at introducere flere bæredygtige brændstoffer allerede
i år," lyder det videre fra Jens Færgemann.
Og
netop i motorsporten er der ikke langt fra tanke til handling, når
der er klimamæssige gevinster at hente.
"Et
af vores medlemmer henvendte sig med et ønske om at deltage med
HVO 100 som brændstof, og det blev på få dage ændret, så man
nu kan køre på brændstoffet, der kan tankes på nogle
tankstationer og erstatte dieselolie," siger Jens Færgemann
videre.
Til
at begynde med er det fossilfrie brændstof tilladt at bruge i
ikke-mesterskabsløb i disciplinerne klubrally og klubrally light.
DASU
er grønt forbund hos DIF og har to-stjernet miljøcertificering
fra FIA, Federation Internationale de l'Automobile.
Foto:
DASU
Dansk
Automobil Sports Union
Bo
Skovfoged
|