Glad
Sport scorede hattrick
Weekendens
tredje runde af Dansk Super Rally blev en ny triumf for Glad
Sport. Kenneth Madsen/Mette Felthaus scorede årets tredje
generalsejr i træk og Jacob Madsen/Line Nedergaard fulgte op med
atter at dominere Rally4-klassen med en ny klassesejr – og en
fjerdeplads generelt.
Au2parts
Rally Himmerland blev en ny triumf for Glad Sport. For tredje løb
i træk var det Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds
Vedby/Horsens), som tog generalsejren i deres Peugeot 208 Turbo
16, mens Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) i
deres Peugeot 208 Rally4 atter sluttede som bedste mandskab blandt
holdene med tohjulstrukne biler.
Tredje
løb gav tredje sejr for Kenneth Madsen og Mette Felthaus.
"Vores
taktik lykkedes, og Mette og jeg er ubesejrede," siger
Kenneth Madsen. "Det er en god måde at gå på sommerferie på."
"Jeg
synes, at Mette og jeg har fundet en god rytme i Peugeoten. Vi lærer
bilen bedre og bedre at kende. Vi er ikke meget foran, men vi er
foran hver gang. Det er vigtigt. Og det er med til at give
selvtillid, og så er man godt kørende."
Au2parts
Rally Himmerland bestod af to traditionelle hastighedsprøver og
tre hastighedsprøver på Flyvestation Aalborg. Alle skulle de køres
to gange. Og løbet indgik som en del af DM-ugen, der var
arrangeret af Dansk Idrætsforbund.
"Det
var vigtigt for Mette og mig, at vi skulle slå et hul på
landevejsprøverne, så vi havde et forspring før prøverne på
Flyvepladsen. Vi havde 24 sekunders forspring, og så kunne vi køre
mere taktisk," siger Kenneth Madsen.
"Det
var fedt at være en del af DM-ugen, og det var fede omgivelser at
køre i, selv om hastighedsprøverne på Flyvepladsen mere mindede
om et rallysprint," siger Mette Felthaus. "Det gjaldt
bare om at hænge på i de megalange sving og at bruge musklerne i
kroppen."
En
af hastighedsprøverne på Flyvestation Aalborg omfattede en
passage mellem to asfaltstykker. Denne passage blev gennem dagen
mere og mere opkørt.
"Kenneth
og jeg ramte jordhullet, der var opstået, og jeg skældte ud, for
jeg knaldede min ene albue ned mod buret," fortsætter Mette
Felthaus. "Er det vores kofanger, som ligger der, spurgte
jeg. Men det var Line og Jacobs kofanger!"
Forhindringen
på Flyvestation Aalborg havde været hård for Jacob Madsen og
Line Søndergaard. Og ikke mindst deres Peugeot 208 Rally4.
På
landevejsprøverne fik Jacob Madsen og Line Nedergaard opbygget et
forspring på 12 sekunder
"Første
gang gav vi fuld gas," siger Jacob Madsen. "Anden gang
var jeg overbevist om, at vi røg forover, for vi kørte på næsen
i lang tid."
"Først
var det et lille bump, men så ramte bilen det næste bump og slog
op. Vi kunne ikke se andet end asfalt. Og så ramte den hårdt
ned," forklarer Line Nedergaard. "Her tre dage efter kan
jeg stadig mærke den landing i både min ryg og min nakke."
"Line blev rimeligt forskrækket, da det skete, men jeg havde
travlt med at styre bilen. Men hun var hurtigt klar igen. Hun gør
det altid godt med noterne, men her beviste hun sit værd,"
siger Jacob Madsen. "Vi smadrede fronten og bukkede fælgene,
efter at vi var landet. Der gik hul på kølersystemet, og det var
godt, at det skete lige inden servicepausen, så vi kunne få det
hele repareret og komme videre. Men bilen skal have det store
servicecheck."
Jacob
Madsen og Line Nedergaard sluttede Au2parts Rally Himmerland på
en generel fjerdeplads som bedste hold i Rally4-klassen.
"Jeg
regnede med, at der ville blive god kamp i Rally4-klassen, og det
blev der også," siger Jacob Madsen. "På de første
fire hastighedsprøver udenfor flyvepladsen gav vi den gas. Jeg
tror ikke, at jeg kunne have kørt meget stærkere, selv om man måske
godt kunne have fundet et sekund hist og her. Vi fik en føring på
12 sekunder, inden vi kom ind på flyvepladsen, og så vandt vi
klassen med halvandet minut."
Glad
Sport kan nu gå på sommerferie med hele to føringer. Kenneth
Madsen/Mette Felthaus topper dels Dansk Super Rally dels
Rally2-klassen. Jacob Madsen/Line Nedergaard er i front for
tabellen i Rally2-klassen.
Næste udfordringer sker på hjemmebane, når Glad Sport stiller
op i grusgraven i Svebølle til KOMO Rallysprint den 23. juli.
Glad
Sports mandskaber
Kenneth
Madsen (1989)
har kørt rally siden 2008, hvor han samme år blev kåret som årets
rallytalent og har vundet seks Danmarksmesterskaber. Siden 2016
har han kørt sammen med Mette Felthaus (1982),
og de har bl.a. taget generalsejren i Rally Naturens Rige og
Sydhavsrally. Sammen kører de i en Peugeot 208 T16 R5,
der har en fircylindret rækkemotor på 1.598 cm3 med
16-ventilet topstykke og turbolader. Den yder 280 hk, som fordeles
til alle fire trækkende hjul.
Jacob
Madsen (1995)
har kørt rally siden 2013, hvor han i 2013 blev kåret som årets
rallytalent og har vundet fire Danmarksmesterskaber ligesom han
fire gange er blevet kåret som årets rallymandskab. Den ene af
disse kåringer og to af DM-titlerne er erobret sammen med Line
Nedergaard (1995), der siden 2019 har været hans
co-driver. Makkerparret deltager i en Peugeot 208 Rallye4,
som har en trecylindret rækkemotor på 1.199 cm3 med
12-ventilet topstykke og turbolader. Motoren yder 208 hk, som
alene overføres til forhjulene.
|