Lettisk
mandskab vinder Oresund Rally
Under
et halvt sekund mellem de to bedste danske hold
De lettiske rallykørere
Agris Stanevics og Uldis Hmielevskis vandt en meget klar sejr i
weekendens Oresund Rally tællende til det danske mesterskab SONAX
DASU Classic og det nordeuropæiske mesterskab NEZ i historisk pålidelighedsrally.
Fra start til mål udviste de yderst sikker kørsel i deres VAZ
LADA 1500 fra 1977, men uheldigvis benyttede de instrumenter af en
type, der er tilladt i dansk mesterskab, men ikke i NEZ. Dermed
vandt de stadig Oresund Rally, men mistede de point, de i
virkeligheden var kommet langvejs fra for at hente.
Vandt løbet, men mistede
point til nordeuropæisk mesterskab: Agris Stanevics og Uldis
Hmielevskis fra Letland kørte et fremragende rally i deres VAZ
LADA 1500 fra 1977 (foto: Michael Eisenberg).
”No hard
feelings, reglerne skal følges,” sagde codriver Uldis Hmielevskis
ved mål i Roskilde lørdag aften og tilføjede: ”Vi er glade for
resultatet og for den støtte vi har fået hele vejen af arrangørerne.
Det har vi aldrig oplevet før.”
Bedst blandt
tilmeldte i NEZ blev nu Per Vilslev fra Hillerød og Erik Andersen
fra Kolding i Opel Kadett GT/E fra 1978. Dermed har de en reel
chance for at vinde mesterskabet, der afgøres til efteråret.
Bedst i nordeuropæisk
mesterskab: Per Vilslev fra Hillerød og Erik Andersen, fra Kolding
kørte deres Opel Kadett GT/E fra 1978 i mål foran tre norske hold
(foto: Michael Eisenberg).
Kampen om at
blive bedste danske hold i Oresund Rally udviklede sig til et
knivskarpt opgør mellem far og dattermandskabet Torben Weber
Andersen og Emilie Weber Wellendorf fra Holte og Frederiksberg i VW
Scirocco GTL fra 1985 og ægteparret Poul og Hanne Juhl-Godballe fra
Ry i VW Golf GT fra 1988. I mål var der blot 0,4 sekund mellem dem,
hvor førstnævnte tog stikket. Weber-mandskabet vandt også Oresund
Rally for to år siden.
Far og
datter-mandskabet Torben Weber Andersen fra Holte og Emilie Weber
Wellendorf fra Frederiksberg, har med deres VW Scirocco GTL fra 1985
kørt sig op blandt de bedste i Danmark (foto: Michael Eisenberg).
Ægteparret Poul og Hanne
Juhl-Godballe fra Ry er nu med VW Golf GT fra 1988 blandet landets
bedste i historisk pålidelighedsrally (foto: Michael Eisenberg).
Bedst placerede
svenskere blev dansk-svenskeren Karsten M. Svensson og den tidligere
svenske verdensmester Stig Blomqvists codriver Hans Sylvan i en
Datsun 240 Z fra 1973, mens bedste norske hold blev Aasmund Kleve og
Oddvar Moland i en Mercedes-Benz 280 CE fra 1977.
Et drømmemandskab i en
drømmebil: Karsten M. Svensson fra Hässleholm og Hans Sylvan fra
Sundbyberg kører bedre og bedre løb for løb i deres Datsun 240 Z
fra 1973 (foto: Morten Dam).
Det yderst erfarne
norske mandskab Aasmund Kleve fra Rykinn og Oddvar Moland fra
Vestfossen kørte atter en fin placering hjem i deres Mercedes-Benz
280 CE fra 1977 (foto: Michael Eisenberg)
Det klassiske løb
blev i sin 11. udgave gæstet af tre helt nye elbilmodeler, der
havde fundet vej til løbets åbne klasse, hvor alle biler kan
deltage.
Kim Kjærsgaard
Frandsen fra Malling og Kristian Flensbak Jørgensen fra Aarhus
sejrede i den kinesiske Aiways U5 elbil foran Tim Svanholt fra Øm
ved Roskilde og Mathias Hansen fra Göteborg i Porsche Taycan GTS
Sport Turismo samt Toni Hansen fra Horsens og Viggo Møller Johansen
fra Vejle i Mercedes EQE 350.
Med mange fine
internationale resultater i bagagen var der store forventninger til
Kim Kjærsgaard Frandsen fra Malling og Kristian Flensbak Jørgensen
fra Aarhus, da de stillede op i første rally i en elbil. Alt
lykkedes for dem med denne Aiways U5, som de tog en klassesejr med
(foto: Michael Eisenberg).
Det var meget tæt på
en danmarksmesterpremiere, da Toni Hansen fra Horsens og Viggo Møller
Johansen fra Vejle deltog i Oresund Rally med den nye Mercedes EQE
350 (foto: Morten Dam).
Roskildes borgmester Tomas
Breddam sender byens lokalmatador Tim Svanholt og hans codriver
Mathias Hansen fra Göteborg ud på Oresund Rally i denne Porsche
Taycan GTS Sport Turismo (foto: Morten Dam).
Eftersom
Oresund Rally er et slow-rally, havde elbilerne ikke glæde af deres
mange flere hestekræfter, og desuden kørte de med mindre
avancerede navigationsinstrumenter end de klassiske biler. Alligevel
var Kjærsgaards og Flensbaks resultat så godt, at de kom i mål
blandt løbets 10 bedste.
Rallyets event
organizer Michael Eisenberg, København, siger: ”Oresund Rally
havde fra starten for 11 år siden som et af sine mål at promovere
elbilerne, men vi var måske for tidligt ude. Nu har vi atter bragt
elbilerne ind i motorsporten samtidig med, at rygraden i Oresund
Rally fortsat er at fremvise bilismens kulturarv gennem de klassiske
biler.”
Resultater:
Se de nøjagtige, udspecificerede
resultater, klasse for klasse, her_
https://www.dropbox.com/sh/zf2d7rq7zf5wa29/AAAhw8Ky4cq8ZwBIjuB8jXh0a?dl=0
Noter:
Se alt om Oresund Rally her: http://www.oresundrally.org/
Lille ordbog: Pålidelighedsrally
kaldes Regularity rally på engelsk.
Hvorfor hedder det
Oresund Rally? Fordi løbet somme tider går rundt om Øresund, og
derfor skriver vi hverken navnet med svensk "Ö" eller
dansk "Ø", men med det neutrale "O". Man er dog
velkommen til at udtale det Øresund Rally.
Oresund Rally
er organiseret af Dansk Rally Club, som er medlemsklub under Dansk
Automobil Sports Union, DASU, der igen er medlemsorganisation under
Danmarks Idrætsforbund, DIF, samt tilknyttet FIA (Federation
Internationale de l'Automobile), som også styrer
verdensmesterskaberne i rally og Formel 1.
SONAX DASU
Classic er det officielle danmarksmesterskab i pålidelighedsrally
med klassiske biler fra før 1991. Nogle af deltagerne har tidligere
været fartkonger i hastighedsrally for 30-50 år siden. Andre er
klassiske bilentusiaster, hvor ægtepar og deres børn hygger sig
med at køre ad rette veje og med rette gennemsnitshastigheder i
deres klassiske biler. Sponsor for mesterskabet er SONAX.
Hvad
er Historisk pålidelighedsrally?
Historisk pålidelighedsløb for
klassiske biler er en form for slow-rally, hvor deltagerne mest præcist
skal overholde en gennemsnitshastighed, der ikke må overstige 50
km/t. Passerer man en hemmelig tidskontrol for tidligt eller for
sent, får man tildelt strafpoint. Der køres efter almindelige
vejkort. Løbet foregår på offentlig vej, hvor alle færdselsregler
skal overholdes, og hvor almindelig trafik også kører
(hastighedsrally køres for fuld fart på afspærrede veje).
Tidligere
vindere af Oresund Rally:
-
2011: Henning
Jørstad og Tine Hallre, Norge, Alpine Renault A110 fra 1977.
-
2012: Terje
Nilssen og Tore Fredriksen, Norge, Volvo 121 Amazon fra 1968.
-
2013: Lars
og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
-
2014:
Lars og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
-
2015: Erik
og Kim Bach Sørensen, Danmark, VW Scirocco GTI fra 1977.
-
2016: Lars
og Simon Hjorth, Danmark, Triumph TR4A fra 1966.
-
2017: Poul
og Egon Brøndum, Danmark, Toyota Starlet fra 1982.
-
2018: René
og Jørgen Skjøt, Danmark, Honda CRX fra 1986.
-
2020: Torben
Weber Andersen og Emilie Weber Wellendorf, Danmark, VW Scirocco
fra 1985.
-
2021:
Finn Kristensen og Erik Rasmussen, Danmark, Ford Escort Mexico
fra 1973.
|