DM-ugens
program:
Flere end 180 danmarksmesterskaber på fire dage
Med flere end 180
danmarksmesterskaber i 52 sportsgrene er der lagt op til store
sportslige oplevelser, når DM-ugen afholdes i Aalborg fra den
23.-26. juni. Kunsten bliver at vælge i det mangfoldige program.
End
ikke Danmarks hurtigste mand kan nå rundt til alle DM-ugens mange
mesterskaber. Programmet er nu klar og det bliver en buffet af
dansk elitesport – fra de klassiske idrætter som atletik og svømning
til de mere ukendte som biathlon orientering og funktionel
fitness.
Udpluk
fra programmet
DM-ugens
program giver publikum mange muligheder: Snup en torsdags-is midt
i Aalborg og mærk suset, når cykelsportens stjerneryttere
passerer i fuld hast. Kom weekenden i møde på Honnørkajen, hvor
et specialbygget anlæg giver publikum mulighed for at komme helt
tæt på, når længdespringerne får sandet til at fyge om ørerne
i de uvante rammer med Limfjorden som bagtæppe.
Lørdag
kan kaffen indtages ved Aalborg flyvestation, når rallykørerne
trykker speederen i bund. Er man derimod nysgerrig på at se
Danmarks bedste high divere jagte det perfekte spring, er det
Limfjordsbroen, man skal tage til. Søndag er DM-ugens sidste dag,
og her kan man runde af med at se morgendagens store
tennisstjerner, Danmarks mest talentfulde break dansere eller
opleve atletik og trampolindisciplinerne, når de er bedst.
Alt
dette er blot et udvalg fra DM-ugens program. På hver venue står
sportsoplevelserne i kø. De leveres af atleter fra alle regioner
af Danmark og blandt de flere end 2.000 atleter er der både
tidligere olympiske deltagere, verdensmestre, europamestre men også
morgendagens stjerner.
Så
pakket bliver dagene
Torsdag:
Tre sportsgrene fra 9.30-20.00 fordelt på tre konkurrencesteder
Fredag – 11 sportsgrene fra 9.30-22.30 fordelt på ti
konkurrencesteder
Lørdag – 34 sportsgrene fra 9-22.30 fordelt på 20
konkurrencesteder
Søndag – 23 sportsgrene fra 8-21.30 fordelt på 12
konkurrencesteder
Et
mere detaljeret program kan ses på www.dmugen.dk samt
i DM-ugens app. Bemærk at programmet er med forbehold for ændringer.
Stor
glæde og en klar opfordring
Hos
DIF glæder man sig til, at DM-ugen får sin debut, og at der
allerede i år et, er kommet så meget på programmet:
"Det
er helt fantastisk, at vi kan vise det bedste fra intet mindre end
52 sportsgrene under DM-ugen. Det bliver en ganske unik oplevelse
for publikum. Jeg er sikker på, at både voksne, børn og unge
vil have svært ved at vælge, hvad de skal opleve, men det er kun
positivt, at der er så meget spændende elitesport på
programmet. Jeg vil helt klart opfordre alle, der kommer til
Aalborg, til ikke kun at gå efter det mest velkendte, men også
at søge det, man ikke kender så godt. Der er så mange gode
oplevelser gemt på alle konkurrencestederne, og når man lader
sig rive med af sportens mangfoldighed, så kan det virkelig
noget," fortæller Hans Natorp, formand i DIF.
DM-ugen
har været en drøm for DIF i mange år og er inspireret af den
svenske SM-veckan, som har fundet sted siden 2009. Nu bliver drømmen
om et dansk mini-OL en realitet.
Aalborg
byder velkommen
Det
er Aalborg kommune, der lægger halgulv, vand, sand, græs og
asfalt til historiens første DM-uge. Her ser man også frem til
begivenheden med stor begejstring:
"I Aalborg
er vi helt vildt begejstrede for, at vi sammen med Danmarks
Idrætsforbund har fået skabt den første DM-uge.
Det bliver et virkelig flot udstillingsvindue for både verdenskendte
sportsgrene som landevejscykling, roning og atletik men også mere
ukendte sportsgrene som DM i Stand Up Paddle, Wakeboard, Krolf og
Laserrun. Det bliver et spændende sportsmekka rundt omkring i
hele byen, hvor de besøgende kan få nogle unikke oplevelser, da
vi rykker en masse idræt ud i byens rum. De besøgende kan
eksempelvis sætte sig godt til rette på Honnørkajen, hvor de
kan se både længdespring, vægtløftning, roning, Stand Up
Paddle og udspring fra Limfjordsbroen," lyder det fra Thomas
Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.
Aalborg
Kommune har set så store muligheder i DM-ugen, at de har værtskabet
i både 2022 og 2023.
"Aalborg
Kommune har jo idræt og sport i sin DNA. Vi har en lang tradition
for at samle folk til store sportsbegivenheder. Det tror og håber
vi på også sker ved DM-ugen. Med de mange sportsgrene flyttet ud
i byens rum har vi gjort det tilgængeligt. Som tilskuer er alt
gratis, så der rig mulighed for at komme ud og måske blive
begejstret for en ny sportsgren og måske den vej igennem få lyst
til at blive en del af et idrætsfællesskab. Vi håber også at
DM-ugen kan skabe generel nytænkning. Både i de forskellige
forbund og i de enkelte klubber og foreninger, der er med til at
arrangere. Det kan være nye platforme eller brug af nye arenaer,
udvikling af nye mesterskaber, nye terminer. Jeg er sikker på at
både udøvere, tilskuere og arrangører får nogle store
oplevelser under DM, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur
i Aalborg Kommune.
Fakta
om DM-ugen
DM-ugen
er et nyt og stort sport-event, som viser og hylder det bedste fra
dansk eliteidræt. Et slags mini-OL på dansk grund.
DM-ugen
samler de officielle danmarksmesterskaber for 28 specialforbund,
hvilket dækker over 52 sportsgrene med flere end 100 discipliner.
Over 180 medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles den
23.-26. juni, 2022. Fra den 20.-22. juni er der tyvstart af BMX og
kvalifikationskampe i tennis.
Overordnet
program for DMugen.pdf
|