Elbil stiller op i rally for klassiske biler

Østjyder vil vinde stort sjællandsk rally

Når Oresund Rally for klassiske biler starter lørdag den 11. juni i Roskilde, sker det med mindst en elbil på deltagerlisten.


Kim Kjærsgaard fra Malling og Kristian Flensbak fra Aarhus er blandt landets dygtigste i historisk pålidelighedsrally. Men i Oresund Rally om kort tid stiller de op med en Aiways U5 elbil.  

To af landets dygtigste inden for historisk pålidelighedsrally stiller nemlig op med en Aiways U5 elbil. Det er i løbets åbne klasse, hvor alle biler uanset årgang kan være med.

Rallykørerne er Kim Kjærsgaard Frandsen fra Malling / Norsminde og Kristian Flensbak Jørgensen fra Aarhus C. De har begge deltaget i blandt andet Rallye Monte-Carlo Historique med fine resultater, således blev Kristian Flensbak nr. 9 af over 300 deltagere i 2016.

"Vi havde planer om at køre historiske motorløb i min VW Golf GTI fra 1979, men da vi blev spurgt, om vi var friske på at prøve kræfter med en elbil til Oresund Rally, syntes vi, at det var en sjov og spændende udfordring, som vi ikke kunne sige nej til," siger Kim Kjærsgaard.

"Jeg har kørt rally med en bred vifte af biler, nye som gamle, men aldrig i en elbil. Så nu vil vi prøve at placere os så godt som muligt med den nye elbil og håber at få skarp konkurrence fra andre i klassen," udtaler Kristian Flensbak.

Aiways U5 er en stor elektrisk SUV med en rækkevidde på 400 km. Mærket kom på markedet sidste år og har vundet godt indpas blandt bilkøberne.

Informationschef Erik Morsing fra importøren af Aiways siger: "Elbilerne er en del af hverdagen i trafikken, så det bliver spændende at se, om en elbil også kan gøre sig gældende i motorsporten, hvor der stilles store krav til køreegenskaber og manøvredygtighed. Rækkevidden for Aiways U5 bliver det mindste problem."

Oresund Rally er Danmarks gennem 11 år førende rally for klassiske biler. Det er et slow-rally for biler fra før 1991 og tæller som 3. afdeling af SONAX DASU Classic, det danske mesterskab i pålidelighedsrally. Løbet er 208 km langt og afvikles lørdag den 11. juni i området mellem Roskilde, Ringsted og Holbæk, blandt andet på veje, hvor Tour de France Grand Départ Copenhagen 2022 passerer tre uger senere.

Løbet har også en turistklasse for deltagere, der aldrig har prøvet at køre rally. Man kan se mere på løbets hjemmeside www.oresundrally.org.

 

Noter:

Se alt om Oresund Rally her: http://www.oresundrally.org/

Lille ordbog: Pålidelighedsrally kaldes Regularity rally på engelsk.

Hvorfor hedder det Oresund Rally? Fordi løbet somme tider går rundt om Øresund, og derfor skriver vi hverken navnet med svensk "Ö" eller dansk "Ø", men med det neutrale "O". Man er dog velkommen til at udtale det Øresund Rally.

Oresund Rally er organiseret af Dansk Rally Club, som er medlemsklub under Dansk Automobil Sports Union, DASU, der igen er medlemsorganisation under Danmarks Idrætsforbund, DIF, samt tilknyttet FIA (Federation Internationale de l'Automobile), som også styrer verdensmesterskaberne i rally og Formel 1.

SONAX DASU Classic er det officielle danmarksmesterskab i pålidelighedsrally med klassiske biler fra før 1991. Nogle af deltagerne har tidligere været fartkonger i hastighedsrally for 30-50 år siden. Andre er klassiske bilentusiaster, hvor ægtepar og deres børn hygger sig med at køre ad rette veje og med rette gennemsnitshastigheder i deres klassiske biler. Sponsor for mesterskabet er SONAX.

Hvad er Historisk pålidelighedsrally?
Historisk pålidelighedsløb for klassiske biler er en form for slow-rally, hvor deltagerne mest præcist skal overholde en gennemsnitshastighed, der ikke må overstige 50 km/t. Passerer man en hemmelig tidskontrol for tidligt eller for sent, får man tildelt strafpoint. Der køres efter almindelige vejkort. Løbet foregår på offentlig vej, hvor alle færdselsregler skal overholdes, og hvor almindelig trafik også kører (hastighedsrally køres for fuld fart på afspærrede veje).

 

Hit Counter