SEIDLER MOTORSPORT
TRAK SIG FOR AT GØRE
KLAR TIL NÆSTE RUNDE


Havde som flere andre problemer med rallybilens bremser

Når det i en rallybil går over stok og sten på afspærrede snoede og toppede sydfynske sogneveje er gode bremser et absolut must! Og kniber det med bremseeffekten er der tre muligheder: Man sætter farten ned, man får det ordnet i en servicepause - eller man vælger at pakke sammen og køre hjem for at finde årsagen og gøre bilen klar til næste runde.


På SS1 Turup var Joas Seidler i sin Ford Fiesta fjerdehurtigst ud af 10, men på grund af svigtende bremsekraft på den følgende SS2 Tårup Udlod valgte han at stoppe for ikke at risikere noget.

Det unge talenthold Joas Seidler og Johnni Christensen, Næstved/Storvorde, valgte at gøre det sidste og mest sikre, da bremserne i deres Ford Fiesta R2J allerede efter de første hastighedsprøver lod noget tilbage at ønske.

 

Seidler Motorsport trak sig fra Anderup El Rally og kørte hjem for at gøre klar til årets tredje runde af Dansk Super Rally og DM-turnering.

- Vi ville ikke risikere et uheld, men valgte at stoppe og tage hjem for at finde årsagen og løse problemet, så vi kan stille fit for fight til den næste runde i juni, forklarede Joas Seidler efter holdets utidige sortie fra weekendens godt 260 kilometer lange Anderup El Rally, der talte som anden runde af Dansk Super Rally og årets DM-turnering.
- I mellemtiden får vi mulighed for at teste bilen ved rallyspecial-events i Nakskov og Stigsnæs, så vi kan stille til start med en optimal bil  i Nordjylland, sluttede Joas Seidler, der sammen med Johnni Christensen deltager i RC5-klassen, som på Fyn talte 10 startende biler.


I den første runde af årets DSR-turnering kørte Joas Seidler og Johnni Christensen i deres Ford Fireta hjem med en klassesejr og maksimumpoint. Nu gør de klar til den tredje runde.


____________________________________
(Foto: Morten Dam, specialpress@gmail.com)

 

Hit Counter