VALLENTIN OG EGHOLM FIK
SLÅET RYTMEN I STYKKER

Simon Vallentin og Peter Egholm, Svinninge/Kirke Hyllinge, havde forlods en ambition om at slutte i Top 3 i Sydjysk Rally, som var den fjerde runde af turneringen Dansk Super Rally 2021. Det lykkedes ikke, fordi duoens vante rytme i den rappe Hyundai i20 R5 blev forstyrret af mindre gode tider på nogle af løbets rallyprøver.  


Simon Vallentin var hurtigst af alle på rallyets tredje hastighedsprøve, der blev kørt på Korskro Motorcentrums rallycrossbane.

Efter halvgode tider på de to første rallyprøver, skruede Simon op for gassen og kørte en suveræn tid på den tredje prøve, den 3.27 kilometer lange crossbane ved rallycentrum på Korskrobanen. Det øgede forventningen til en forbedring af Hyundai-holdets tempo. Men tiderne på de følgende fem hastighedsprøver blev ikke så gode, som de havde håbet. 

På rallyets ottende og niende prøve kørte de klassens fjerde- og andenhurtigste tider, men det var ikke nok til at rette op på situationen. Det var for sent til at finde tilbage til den vante rytme og indhentet noget af det tabte.

Desuden fik de på løbets sidste rallyprøve en straftid, så de sluttede på en samlet 8. plads i feltet, der havde 71 biler til start i det godt 200 kilometer lange rally. Efter den seneste runde er Hyundai-holdet på en samlet sjetteplads i Dansk Super Rally, og på en samlet tredjeplads i DASU-mesterskabet for RC2-klassen, så der bliver noget at samle op på i den femte runde, Sydhavsrally på Lolland-Falster den 27.-28. august.

Hyundai-teamet kørte den suverænt bedste tid af alle ved den første af ialt af tre gennemkørsler af den 3.27 kilometer lange rallyprøve på Korskro Motor Centrums crossbane.

Hvad var det, som forstyrrede holdets rytme? Det var især resultatet af den anden gennemkørsel af rallycrossbanen, som var rallyets eneste prøve på grus - resten var på asfalt. Efter at have sat dagens hurtigste tid ved den første gennemkørsel, var Simon Vallentin parat til en gentagelse, men så ...

- For at dæmpe støvgener blev banen vandet netop, som vi skulle køre, så den var glat og helt anderledes end ved den første gennemkørsel, da vi satte tiden med 2:31,767 min., mens vi i anden omgang måtte nøjes med en tid på 2:39.204 min. Det gav anledning til spekulationer omkring bilens dækmontering og opsætning og det forstyrrede koncentrationen og rytmen i bilen, forklarede Simon Vallentin efterfølgende og tilføjede.


Peter Egholm og Simon Vallentin fik ikke det resultat, som de havde håbet på, men er stadig på en samlet tredjeplads i RC2-klassen.

- Rent køreteknisk lå asfaltprøverne ikke særlig godt for mig, og det blev ikke bedre af et par halve snurreture eller for den sags skyld en straftid, fordi jeg med en for sen nedbremsning på dagens sidste prøve måtte vige udenom en chikane og derfor indkasserede en straftid. Men sådan er vilkårene. Sommetider går det forrygende og andre gange mindre godt. Vi må bare give den ekstra gas næste gang!

___________________________

(Foto: specialpress@gmail.com)

 

 

 

 

 

Hit Counter