Taktisk satsning blev kostbar

for Kenneth Madsen og Mads Dalsager

Rally Midtsjælland blev til en intens duel på landevejene omkring Viby Sj., men Glad Sport trak det korteste strå i kampen om sejren i generalklassementet.

 

Der var lagt op til en kamp på sekunder og tiendedele mellem Kenneth Madsen/Mads Dalsager (Slagelse/Solbjerg) og Hyundai-mandskabet Simon Vallentin/Karsten Isaksen. Det endte med, at Glad Sports mandskab måtte se sig slået med 8,1 sekunder efter ni gennemførte hastighedsprøver og godt 90 kilometers intens konkurrence.

 

En ændret gearing var ikke den rette beslutning for Kenneth Madsen og Mads Dalsager
 (foto: Flemming Jensen).

 

"Simon fik holdt os godt til ilden, og det var sjovt, at vi lå så tæt, men det skulle ikke have været ham, som var foran til slut. Otte sekunders forskel på denne løbsdistance er ikke meget, men det var nok," siger Kenneth Madsen efter lørdagens løb, der havde base i Viby Sj.

 

Fredag havde mandskaberne kørt de fem forskellige hastighedsprøver igennem for at udarbejde deres noter til rallyet. Men notekørslen havde også sat nogle tanker i gang hos makkerparret i den blå Citroën C3 Rally2.

 

"Under gennemkørslen virkede det til, at det ville være nogle meget hurtige hastighedsprøver, så vi tog en beslutning om at sætte en højere gearing i bilen for at kunne køre hurtigere," forklarer Mads Dalsager. "Med den højere gearing kunne vi køre 20 km/t hurtigere på toppen, men det tog også længere tid at komme op i fart med den gearing."

 

"Det gik godt på hastighedsprøve 1 og 3, men ikke på de andre hastighedsprøver. Kenneths og mit samarbejde bliver bedre for hvert løb, men på hastighedsprøve 2 og 4 kunne vi ikke få tingene til at fungere. Det kunne jeg mærke på ham under kørslen, og han indrømmede det også ved mål."

 

"Vi tog en beslutning omkring gearingen, som viste sig at være forkert," konstaterer Kenneth Madsen. "Simon var bare en my hurtigere, men nu har vi også fået ny viden omkring bilen, som vi ikke har haft før."

 

Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) kørte sig ikke blot til en flot tredjeplads i generalklassementet ved Rally Midtsjælland, men sikrede sig også sejren i Rally3-klassen med mere end tre minutters forspring til et andet Renault Clio-hold.

 

Jacob Madsen og Line Nedergaard tog en tredjeplads generelt i Rally Midtsjælland (foto: Flemming Jensen).

 

"Det var en god dag for Line og mig. Der var prøver, hvor det bare kørte perfekt, men også nogle, hvor det kunne have gået lidt bedre. Men en tredjeplads generelt er godkendt," siger Jacob Madsen.

 

"Vi havde set meget frem til hastighedsprøve 5 og 8 i området ved Skee. Da vi landede efter et hop, begyndte vi bare at grine. Den prøve var rigtig god, og vi havde helt ondt i kæberne af at smile, da vi kom i mål..."

 

"Den hastighedsprøve var bare dagens højdepunkt," tilføjer Line Nedergaard. "Kombinationen af hop og landinger, sving med høj hastighed og så passager gennem en skov var bare god."

 

"Jeg synes, at vi har fået det bedste ud af det i løbet. Prøverne var meget hurtige og ikke så udforende, for de lå ikke til vores bil. Men vi havde et godt flow, god energi og så har vi hygget os i bilen. Vi havde håbet på at kunne køre fra Ib Kragh i Rally2-Hyundaien, men vidste ikke, hvordan vi stod overfor Marco Gersager i hans Rally2-Polo. Vi slog dem begge og kan kun være tilfredse med resultatet."

 

 



Glad Sports mandskaber

 

Kenneth Madsen (1989) har kørt rally siden 2008, hvor han samme år blev kåret som årets rallytalent. Han har vundet 11 Danmarksmesterskaber, heriblandt to generelle sejre i Dansk Super Rally. I denne sæson kører han sammen med Mads Dalsager (1995), der begyndte i sporten i 2016. I de to seneste sæsoner har han deltaget i 13 udenlandske løb. Parret kører i en Citroën C3 Rally2, der har en fircylindret rækkemotor på 1.598 cm3 med 16-ventilet topstykke og turbolader. Den yder 310 hk, som fordeles til alle fire trækkende hjul.

 

Jacob Madsen (1995) har kørt rally siden 2013, hvor han blev kåret som årets rallytalent og har vundet syv Danmarksmesterskaber ligesom han fire gange er blevet kåret som årets rallymandskab. Den ene af disse kåringer og fem af DM-titlerne er erobret sammen med Line Nedergaard (1995), der siden 2019 har været hans co-driver. I 2021 og 2023 vandt de Danmarksmesterskabet i Dansk Super Rally. Makkerparret deltager i en Renault Clio Rally3, som har en fircylindret rækkemotor på 1.330 cm3 med 12-ventilet topstykke og turbolader. Motoren yder 260 hk, og bilen trækker på alle fire hjul.