|
Tilbage
på dansk asfalt:
Sørensen Junior Team fandt tilbage
i rytmen til Juelsminde Rally
Under
den lune sensommersol fik Sørensen Junior Team præcis den dag,
de kom efter, til Juelsminde Rally. Dagen var fyldt med rene
kilometer, god stemning på prøverne og en bil, der leverede
stabilt på de danske veje efter sommerpausen. Som prikken over
i'et rundede holdet weekenden af med en plads på podiet og en
flot 2. plads i RC5-klassen.

Weekenden
bød på holdets første danske løb i år, og det helt store
fokus var at få rystet uheldet fra tidligere på sommeren af. Det
var holdets udgangspunkt fra start, og det satte rammen for en
disciplineret dag, hvor tempoet blev bygget op prøve for prøve
med sikkerhed og læring i centrum: "Fokus denne weekend var
sekundært på resultater. For os handlede det først og fremmest
om at sikre, at alt fungerede efter genopbygningen og få farten
ind i kroppen igen," fortæller andenkører Frederik Glad.
RC5-klassen
udviklede sig til et jævnbyrdigt opgør, hvor positionerne
skiftede over dagen, og små marginaler adskilte topplaceringerne:
"Vi så løbet som en vigtig test og et led i forberedelsen
mod vores næste og nok største udfordring til dato. Set i det
lys er vi rigtig tilfredse med både vores kørsel og en 2. plads
i klassen," fortæller førstekører Oliver Sørensen.
Serviceholdet
havde leveret en stor indsats for at få bilen klar, og den kørte
stabilt hele dagen: "En stor tak skal lyde til serviceholdet,
der på rekordtid fik samlet bilen. Uden deres indsats var vi slet
ikke kommet til start, og det gør kun resultatet endnu mere værdifuldt,"
udtaler Frederik Glad.

På
tilskuerpladserne og i serviceparken var der god opbakning, og
mange sponsorer lagde vejen forbi for at have en god dag sammen
med teamet. Det skabte en stærk ramme omkring holdets vigtige
tilbagevenden på hjemmebane: "Det var en fornøjelse at være
tilbage på danske veje og hilse på både publikum og sponsorer.
Nu retter vi fokus mod udlandet, hvor de næste store udfordringer
venter," siger Frederik Glad.
Med
et stabilt løb i bogen, en velfungerende bil og et flot resultat
i deres klasse tager Sørensen Junior Team nu næste skridt i
forberedelserne mod de internationale opgaver, der venter dem hen
over efteråret.
Sørensen
Junior Team
Emilie Eisby
|