Rallysportens
ærespokaler er uddelt
Nogle
af dansk rallysports mest prestigefyldte ærespokaler blev uddelt
på Dansk Rally Clubs generalforsamling.
På Dansk Rally
Clubs generalforsamling onsdag den 12.03.2025 i Kirke-Hyllinge
blev tre flotte og traditionsrige hæderspriser uddelt.
En
af klubbens fornemste pokaler, Arne Guldmarks Ærespokal, der
gives til en person, der har gjort eller gør en særlig indsats
for dansk rally, blev overrakt til den erfarne rally co-driver,
rallymentor og kursusleder Ole R. Frederiksen fra Skibby.

På
Dansk Rally Clubs generalforsamling modtog Ole R. Frederiksen fra
Skibby en af dansk rallysports mest eftertragtede hædersbevisninger,
nemlig Arne Guldmarks Ærespokal, der gives til personer der gør
eller har gjort en enestående indsats i dansk rallysport. (foto:
Per Vilslev - Dansk Rally Club).
Ole
R. Frederiksen har gennem 50 år og over 400 rallyer været en
meget kompetent rally co-driver for mange topkørere, men har også
prioriteret opgaven som mentor i co-driver sædet, for adskillige
nye unge rallytalenter. Ole R. Frederiksens store viden og
erfaring er også givet videre som kursusleder ved mange kurser,
hvor nye rallykørere erhverver den nødvendige rallylicens.
Pokalen blev indstiftet i 2014 af den tidligere succesrige bane-
og rallykører i 1960’erne, nu afdøde Arne Guldmark.
En af klubbens
nyere hædersbevisninger Søren Terps Ærespokal, hylder
rallysportens skjulte helte, f.eks. en rallyserviceperson, rallymekaniker
eller rallyteknisk official, der fortjener en særlig påskønnelse.
Pokalen blev overrakt til Brian Søgaard for hans mangeårige
frivillige virke som servicemand, rallymekaniker,
justeringsekspert, rådgiver og teknisk problemløser for mange
forskellige rallyhold. Rallyhold har aldrig gået forgæves til
Brian, hvis de har behov for hjælp og vejledning, både ved
opbygning og vedligeholdelse af rallybiler samt under selve
rallykonkurrencer.

Brian Søgaard
fra Ryslinge har modtaget Søren Terps Ærespokal for sit virke på
mange tekniske områder i rallysporten,
bl.a. som servicemand, rallymekaniker, justeringsekspert, rådgiver
og teknisk problemløser. (foto: Per Vilslev - Dansk Rally Club).
Der var også
hyldest til det bedste danske mandskab i dette års udgave af
Rallye Monte-Carlo Historique. Rallye Monte-Carlo-pokalen der
stammer tilbage fra 1967 gik til mandskabet Kim Kjærsgaard /
Kristian Flensbak fra Aarhus. De blev i deres VW Golf GTI nr. 11
generelt, ud af løbets over 250 deltagende mandskaber.


Kim
Kjærsgaard / Kristian Flensbak opnåede en meget flot placering
som nr. 11 generelt ud af 250 deltagende hold i verdens mest krævende
historiske regularity rally – Rallye Monte-Carlo Historique i
februar 2025. (foto:
Michael Eisenberg).
Noter:
Arne
Guldmarks ærespokal
gives til en eller flere personer, der har gjort eller gør en særlig
indsats for dansk rally. Arne Guldmark Hansen var født i Dragør
den 5. juli 1924. Han var en af dansk motorsports betydelige
personligheder med mange topresultater i ind- og udland i
motorsportens guldalder i 1960’erne. Arne Guldmark vandt
danmarksmesterskab på bane i 1961 i Volvo PV544 og i rally i 1965
med Hans Aron Jensen i Ford Anglia. I 1962 vandt han KDAK’s 6.
internationale Caltex Økonomiløb sammen med Hans Aron Jensen i
Ford Anglia. I 1962 blev Arne Guldmark sammen med Carl Syberg i
sin Volvo PV544 nummer fem i et af datidens absolut hårdeste og længste
rallyer, det 10.000 km lange Tour d’Europe. Han deltog fem gange
i Tour d’Europe og tre gange i Rallye Monte-Carlo.
Søren
Terps Ærespokal
gives til en dansk rallyserviceperson, rallymekaniker og/eller
rallyteknisk official, der fortjener en særlig påskønnelse for
sit langvarige tekniske arbejde i rallysportens kulisse med
servicering af ”sit” rallyhold, opbygning og vedligeholdelse
af rallybiler samt teknisk hjælp inden for dansk rallysport.
Stifteren Søren Terp var for 50 år siden topkører i
dansk hastighedsrally med flere deltagelser i Rallye Monte-Carlo
og desuden klubbens formand 1988-1966.
Rally
Monte-Carlo pokalen
er en historisk vandrepokal, som tildeles bedst placerede danske
rallyhold i Rallye Monte-Carlo afviklet af Automobile Club de
Monaco. Hvis der ikke er danske placerede hold i selve Rallye
Monte-Carlo, tildeles pokalen det bedst placerede danske rallyhold
i Rallye Monte-Carlo Historique, ligeledes afviklet af Automobil
Club de Monaco. Vandrepokalen blev i 1967 udsat af KDAK (Kongelig
Dansk Automobil Klub), men bortkom i 1970. I 1978 genfandt man den
oprindelige pokal i hos arrangørerne i Monaco, og den blev efterfølgende
af KDAK overdraget til Dansk Rally Club til klubbens forvaltning
og ejendom.
Dansk
Rally Club
(DRC) er en automobilsportsklub tilsluttet Dansk Automobil Sport
Union (DASU) som en ud af 77 klubber. DRC er en landsdækkende
klub og netværk for tidligere og nuværende erfarne rallykørere
(1. og 2. kørere). DRC er af en landets ældste
automobilsportsklubber og tæller i dag knap 100 medlemmer.
|