Spænding,
historie og fart: Sørensen Junior Team
er klar til Rallye Buten Un Binnen
Buchhausen-Vilsen,
Tyskland – 22/03/2025
Efter
en lærerig weekend ved Rallye
Südholstein venter
der nu Sørensen Junior Team en actionfyldt dag fyldt med fart,
teknik og rå motorsport til Rallye
Buten un' Binnen. Løbet er kendt for sine spektakulære strækninger
og udfordrende terræn. Blandt andet finder det sted på det
tidligere militære IVG-område, hvilket betyder snoede skovveje
og tekniske sektioner, der stiller store krav til både første-
og andenkører. Derudover inkluderer løbet også åbne etaper
uden for skovområdet, hvor høj hastighed og præcision bliver
afgørende.

For
Oliver Sørensen og Frederik Glad bliver det dog ikke første
gang, de skal testes i det udfordrende terræn. Makkerparret
deltog nemlig i løbet sidste år. Derfor kender de til området,
og det har haft betydning for deres forberedelser: "Vi har
set onboard-optagelserne fra sidste år for at finde steder, hvor
timingen af noterne kan forbedres. Derudover har vi gennemgået
mine noter fra sidste løb for bedre at kunne huske de enkelte prøver,"
fortæller Frederik Glad. Disse erfaringer får betydning for
holdet, der sidste år løb ind i problemer: "Vi havde en
punktering på en af prøverne, så vi ved, hvor der er ekstra
risiko for det. Det tager vi med os, så vi forhåbentlig kan undgå
samme problem i år," siger Frederik Glad.
Interessen
for løbet er stor. Det forventes, at 110 hold deltager, og i
RC5-klassen deltager otte mandskaber. Det er det største felt
makkerparret har kørt mod siden deres debut: "Vi forventer
en tæt kamp i klassen, hvor der denne gang er otte mandskaber,
alle i samme bil. Der bliver uden tvivl kamp om placeringerne, men
vi går selvfølgelig efter at være med i toppen," udtaler
Frederik Glad. Førstekører Oliver Sørensen håber ligeledes på
et godt løb: "Man forventer altid at gøre det godt, og nu
hvor vi bliver otte i klassen, håber man vel altid på at komme på
podiet," siger han.

Løbet
er ligeledes første afdeling i Clio Trophy DE, som Sørensen
Junior Team også er tilmeldt. Med deltagelse i Clio Trophy
konkurrer holdet i et stærkt felt af ensartede Renault Clio
Rally5-biler. Denne mærkespecifikke klasse giver enestående
muligheder for tæt og intens konkurrence, hvor kørernes talent
og strategi er afgørende for succes.
Sørensen
Junior Team ser frem til en motorsportsoplevelse, der kombinerer
fart, teknik og historie i en af Europas mest unikke
rallybegivenheder ved Rallye
Buten un' Binnen 2025!
|