Forventningerne er store når vi ser frem mod 2025
Sørensen Junior Team klar til sæsonforberedelse i Rallye Südholstein! 

Efter en lang vinterpause er Sørensen Junior Team endelig klar til at komme tilbage bag rattet, når turen i næste weekend går til det nordlige Tyskland for at deltage i Rallye Südholstein. Selvom løbet er nyt på kalenderen, er det ikke helt ukendt territorium for Oliver Sørensen, der tidligere har deltaget i forgængeren, Rally Atlantis – et fantastisk rally med 70 km udfordrende hastighedsprøver, som bød på hurtige stræk og tekniske udfordringer.

"Jeg har virkelig gode minder fra Rally Atlantis. Det var et løb med fede hastighedsprøver og en fed stemning, og hvis Rallye Südholstein bare minder lidt om det, så bliver det en perfekt mulighed for at komme ordentligt i gang igen," fortæller Oliver. "Efter en lang vinterpause handler det her løb mest af alt om at få banket rusten af, komme tilbage i rytmen og få samarbejdet i bilen til at spille igen."

Selvom løbet primært køres på asfalt, bliver det langt fra en nem opgave. De hurtige asfaltstrækninger kombineret med tekniske svingsektioner kræver timing og god kommunikation mellem kører og co-driver – noget, som netop er i fokus for teamet under denne test.

"Det her løb er den perfekte chance for at finpudse samarbejdet i bilen igen," siger Frederik Glad. "Vi skal bruge det til at finde det rette flow og få alle de små ting til at fungere, før sæsonen herhjemme starter op. Det er nu, vi skal teste noter, bremsepunkter og kommunikationen i bilen – alle de detaljer, der skal sidde lige i skabet, når det for alvor gælder."

Efter kun ét års samarbejde har Frederik og Oliver allerede opnået imponerende resultater. I 2024, som var deres første fulde sæson sammen, sluttede de på en flot 2. plads i Danmarksmesterskabet i RC5-klassen. Det blev et år fyldt med læring, udvikling og stærke resultater, der viste potentialet i makkerparret. Som en ekstra anerkendelse blev Oliver Sørensen også tildelt titlen som Årets Rallytalent 2024 – en pris, der understreger hans evner bag rattet og den udvikling, teamet har gennemgået.

"At blive kåret som Årets Rallytalent var en kæmpe milepæl for mig," fortæller Oliver. "Men det er ikke kun min fortjeneste – det er resultatet af det tætte samarbejde med Frederik i bilen og ikke mindst vores dygtige servicehold, som altid sørger for, at bilen står skarpt til hver eneste prøve."

Frederik stemmer i: "Vores resultater i 2024 viser, hvor langt vi er kommet på kort tid. Vi har opbygget et stærkt samarbejde i bilen, og det giver os et solidt fundament at bygge videre på i 2025, hvor ambitionerne er at træde et trin længere op på podiet i kampen om mesterskabet.

Med det stærke resultat fra sidste sæson i bagagen ser teamet frem mod 2025 med store ambitioner. Rallye Südholstein bliver derfor ikke bare en test af bilens setup, men også en vigtig del af forberedelserne til den danske sæson.

"Vi ser det her som en mulighed for at få bilen finjusteret, inden vi går i gang med de danske løb. Der er altid småting, man opdager, når man kører rigtige hastighedsprøver – ting, man ikke kan forberede sig på i garagen, selvom vi gør vores bedste" siger Oliver.

En kæmpe tak til vores fantastiske sponsorer –

Vetaphone - Ifor Williams Trailers Danmark - Bilcentret Peer Glad A/S - Schmidts Autolager - Din-Bil.com - MSR-Sport - VNA-Speciale i BMW - Etreco A/S - Bilsyn Gruppen ApS Kolding - Ravn's Håndværker Service - Egtved Skilte Design - Tandprotese Klinikken Vejle - JB Rasmussen

Uden jer var det ikke muligt!

Sørensen Junior Teams Rallykalender 2025

Marts:
1/3 – ADAC Rallye Südholstein – Tyskland
22/3 – ADAC Rallye Buten un Binnen – Tyskland

April:
12/4 – Rally Test – Åbenrå
21/4 – Vinderup Sprint

Maj:
24/5 – DSR1 Rally Falster

Juni:
28/6 – DSR2 Rally Aalborg

August:
9/8 – Randers Sprint
23/8 – DSR3 Rally Juelsminde
30/8 – Svebølle Sprint – Sjælland

September:
20/9 – DSR4 Rally Midtsjælland
27-28/9 – Rallye Coeur de France – Frankrig

Oktober:
11/10 – DSR5 Rally Stoholm
25/10 – Åbenrå Sprint

Ses på prøverne! 


Sørensen Junior Teams mandskab

 

Oliver Sørensen (2004) har kørt rally siden 2023 og har siden da udviklet sig til et stærkt talent i dansk rallysport. Oliver blev i 2024 kåret til årets rallytalent. Sammen med Frederik Glad (1998), som han har kørt med siden 2023, danner de et dynamisk makkerpar med stor passion for sporten.

I 2025 stiller de op i Renault Clio Rally5, en kompakt og hurtig rallybil med en 1,3 liters turboladet fircylindret motor, der yder 180 hk og trækker på forhjulene. Med bilens lave vægt og skarpe køreegenskaber er den skabt til at levere action fyldt rallykørsel, hvor præcision og fart er i fokus.

Sørensen Junior Team