SIMON VALLENTIN
SKIFTER OVER
TIL CROSS-KART
DEBUTERER MED SPANSKBYGGET BIL I HILL CLIMB PÅ SARDINIEN
Den vestsjællandske rallystjerne Simon Vallentin fra Holbæk er
rede til at prøve noget nyt, så i den kommende weekend
udskifter han den sædvanlige spurtstærke rallybil Hyundai i20N
Rally2 med en spanskbygget cross-kart og debuterer i det
internationale hill climb Cronoscalata di Tandalò på
Sardinien.
Simon Vallentin
er klar til sin debut i cross-kart, og er opsat på at køre
sit bedste for TER-teamet i weekendens hill climb på
Sardinien. (Foto: Morten Dam)
Han bliver en del
af et såkaldt TER Promo Event organiseret af Luca Grilli, der
også står bag den internationale TER-rallyturnering, i hvilken
Simon Vallentin flere gange har deltaget med succes.
Danskeren får Luca Grillis søn Alessio som teamkollega, mens
Grilli senior selv deltager sammen med den erfarne englænder og
tredobbelte historiske rallymester Tim Metcalfe.
Hill climbet - eller bakkeløbet om man vil - køres på
en fem kilometer lang grusvej fra byen Budduso til en højtliggende
vindmøllepark ved Tandalò; en strækning som også har været
benyttet i WRC-rally. Så det er med velberåd i hu, at Grilli
senior har sikret den uerfarne Alessio en rutineret makker,
nemlig årets Nordiske rallymester Simon Vallentin, der
tidligere har gjort sig stærkt gældende i den europæiske
TER-turnering og er sluttet som nummer to i juniorklassen i 2017
og som klassevinder i 2022.
En YaCar 600
består af et gitterchassis i stålrør med 10-tommer hjul ophængt
i triangelarme, 2-vejs støddæmpere, krængningsstabilisator,
2-kreds bremser og trækkes af en 600 ccm Yamaha- eller Suzuki
motorcykelmotor og 6-trins gearkasse. Minimumsvægten for bil
og fører er 400 kg. (Foto: Cronoscalata di Tandalò)
Simon Vallentin og Alessio Grilli skal køre i spanskbyggede
YaCar cross-karts med 600 ccm motorcykelmotor og baghjulstræk på
en strækning, som er både ujævn og snoet som en proptrækker.
- For mig er det en cadeau at blive inviteret til at indgå i
TER-teamet. Det bliver mit første race i et kompakt bæst som
YaCar 600, og jeg vil naturligvis gøre mit bedste, lyder det
fra danskeren før weekendens udfordring.
YaCar
cross-karten er 2600 mm lang, 1600 mm bred, ca. 1400 mmm høj
og med mellem 100 og 150 hk har den en vægteffekt, som kan måle
sig med en V8-superbil. Yacar 600 bliver noget ganske andet at
køre for Simon Vallentin, end han er vant til. (Foto:
Cronoscalata di Tandalò)
- Fredag er der
fri træning, mens der lørdag køres opvarmning og tre heat på
strækningen til Tandalò. Søndag køres yderligere to heat,
foruden et finaleheat for vinderne i de fem deltagende
vognklasser, og vinderen i det afsluttende Manscione-heat kåres
som "King of Tandalò", tilføjer Simon Vallentin, som
gennem årene har opnået en særlig status i relation til
TER-turneringen.