Fra
drillepind til totalvinder:
Simon
Vallentin og
Line Lykke Jensen
vandt i Stoholm
For Vallentin Rallysport har 2024 været
en meget special sæson, bl.a. fordi Simon Vallentin, Holbæk,
efter årets to første runder af Dansk Super
Rally-turnering valgte at satse på rally i udlandet både
nord og syd for Danmark. Men i weekenden sluttede han sammen
med danske Line Lykke Jensen, der er bosat i Hokksund/Norge,
sæsonen af, da de kørte teamets Hyundai i20N Rally2 op på
målrampen som totalvindere i DSR-turneringens finalerunde;
det midtjyske Rally Stoholm.
Simon Vallentin og Line Lykke Jensen hoppede ind i slutopgøret
og snuppede en totalsejr fra DM-kandidaterne. (Foto: Morten
Dam)
Oprindelig skulle Vallentin Rallysport have kørt et
hollandsk rally, men på given foranledning blev det
besluttet i stedet at stille til start i Rally Stoholm
velvidende, at det ikke havde point nok til at gøre sig gældende
i DSR-opgøret, men i det mindste kunne sjællandske team påvirke
medaljeopgøret alene ved at være til stede som hurtig
drillepind.
Slutrundens hastighedsprøver bød på mange udfordringer
efter kraftigt regnfald. (Foto: Morten Dam)
- Et supergodt og velafviklet arrangement med skiftende,
udfordrende og spændende hastighedsprøver. Jeg har kun ros
til overs for arrangørerne og byen, som seriøst støttede
op om rallyet, der var det fjerde, der blev kørt i Stoholm
med byens Fritids- og kulturcenter som centrum, fastslog
Simon Vallentin efter at være kørt i mål med et forspring
på 1:03,2 minutter foran ærkerivalerne Kenneth Madsen og
Mette Felthaus, Ruds Vedby/Horsens, i Citroën C3 Rally.
Efter at have vundet de fem foregående runder sluttede
sidstnævnte fra det sjællandske Team Glad Sport som
vindere af Dansk Super Rally 2024, men Simon Vallentin og
Line Lykke Jensen var absolut tilfredse med at have fået
markeret sig i turneringens slutspurt, som havde 15
hastighedsprøver med en samlet distance på 127,47 km.
De fire første hastighedsprøver i Rally Stoholm blev kørt
i mørke, hvilket bidrog til at skille fårene fra bukkene.
(Foto: Morten Dam)
VANDT 10 UD AF 15 PRØVER
Samarbejdet mellem Simon Vallentin og Line Lykke Jensen,
der i weekenden kørte deres andet løb sammen efter i
august at være blevet nummer to generelt i det norske Rally
Larvik, fungerede også denne gang perfekt. For den
rutinerede co-driver Line Lykke Jensen var det iøvrigt første
gang, at hun prøvede at stå øverst på et podie som
totalvinder.
Desuden sluttede parret ikke kun som totalvindere i Rally
Stoholm, det sluttede også som vindere af Nordisk Rally
Championship for Rally2-biler med point fra to af de fire tællende
runder; den norske og danske.
- Line er en dygtig co-driver, og det giver en god ro i
bilen. Hun leverer bare, pointerede Simon Vallentin efter at
den traditionelle champagnefest ved målrampen var overstået..
Simon og Line lagde stærkt ud og vandt de første fem af
rallyets 15 hastighedsprøver. Allerede efter de to første
prøver havde de sikret sig et forspring på 22,2 sekunder i
forhold til Kenneth Madsen og Mette Felthaus. Simon og Line
vandt i alt 10 af prøverne og var næsthurtigste hold på
de resterende prøver.
På målrampen med hele team Vallentin Rallysport som vinder
af Rally Stoholm 2024. (Foto: Morten Dam)
Simon Vallentin og Line Lykke Jensen både som totalvindere
i DSR-slutrunden og som vindere af Nordic Rally
Championship. (Foto: Morten Dam)
- Bilen kørte uden problemer takket være vore effektive
servicefolk, som i høj grad har bidraget til vores succes i
år med en totalsejr, to generelle andenpladser og en
femteplads i udlandet foruden en andenplads og nu totalsejr
i Dansk Super Rally. Det blev en perfekt slutning på sæsonen
2024 og en god optakt til 2025, tilføjede Simon Vallentin,
som dedikerede weekendens sejr til sin far, den tidligere
rallykører John Hansen, som døde tidligere på året.
Simon Vallentin har endnu ikke besluttet, hvad der skal ske
i den kommende sæson, men overvejer forskellige muligheder.