Glad
Sport scorede sin første 1-2-sejr
i
et fantastisk flot Rally Juelsminde
Spiralryggen
fra en notesblok hjælp teamet med at holde den ene rallybil kørende
For
første gang siden Glad Sports debut i 2022 kunne rallyteamet med
base i Kalundborg tage en 1-2-sejr i generalklassementet i en
afdeling af Dansk Super Rally. Det skete i weekenden, hvor Kenneth
Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) vandt Rally Juelsminde
generelt i deres Citroën C3 Rally2, mens Jacob Madsen/Line
Nedergaard (Ruds Vedby/Viborg) i deres Peugeot 208 Rally4 tog den
generelle andenplads og vandt Rally4-klassen.
De
store smil var fremme, da Glad Sports mandskaber fejrede
resultatet (foto: Jokum Tord Larsen).
I
en helt fantastisk kulisse, hvor Juelsminde Storstrand var
forvandlet til Danmarks flotteste serviceplads, kunne publikum
komme helt tæt på ikke bare Glad Sport, men også alle de øvrige
rallyteams. Mekanikerne blev kikket over skuldrene og mandskaberne
snakkede med publikum, som i gåafstand kunne spadsere til den
hastighedsprøve, som hele fire gange blev kørt i Juelsmindes
gader.
Helt
problemfrit for Glad Sport var det velarrangerede rally på
Juelsminde-halvøen dog ikke.
"Da
vi kørte den lange Rårup-prøve anden gang, lød bilen underlig
og kunne ikke trække, ligesom der kom en alarm om for høj
olietemperatur," fortæller Kenneth Madsen. "Vi manglede
stadig 25 km, så vi sænkede tempoet, men alligevel indhentede vi
Ib Kragh og Jeannette Kvick, fordi de havde problemer med deres
servostyring."
"Efter
prøven fandt vi ud af, at et spændebånd ved udstødningen var
knækket, så der var fri udblæsning fra turboen. Det gav også
en alarm."
"Så
var gode råde dyre," siger Mette Felthaus. "Vi fandt ud
af, at vi skal have udvidet sortimentet af nødreservedele.
Spiralryggen blev flået ud af min notesblok, så vi kunne binde
udstødningen op med den. Men man kan ikke bare flå det hele fra
hinanden, for jeg skulle jo stadig bruge mine noter
bagefter."
Trods
tekniske problemer satte Kenneth Madsen og Mette Felthaus
hurtigste tid på alle løbets hastighedsprøver (foto: Jokum Tord
Larsen).
Efter
den nødtørftige reparation gennemførte parret den næste 17 km
lange hastighedsprøve ved brug af bilens såkaldte
landevejsprogram, der ikke giver så meget effekt. "Den trak
ikke så meget som normalt, men vi var alligevel hurtigst på prøven,"
konstaterer Kenneth Madsen.
"På
servicepladsen skulle gutterne så reparere udstødningen rigtigt.
De stod klar, da vi kom, og de vidste, hvad de skulle," fortæller
Mette Felthaus. "Mens de gjorde bilen færdig, satte vi os
ind, og vi endte med kun at stemple fire minutter for sent ud,
hvilket gav os 40 strafsekunder. Men derefter spillede det
hele."
"I
modsætning til Mette og Kenneth havde vi slet ingen udfordringer
med Peugeoten," siger Line Nedergaard. "Desværre udgik
Ib og Jeannette, ligesom Steen Andersen havde måttet melde fra på
dagen. Vi havde ellers håbet på, at vi skulle have kæmpet mod
dem begge gennem hele dagen."
"Men
det var skønt at være tilbage til et dansk rally igen – men
også rart at være sammen med hele teamet igen. Det er godt et
halvt år siden, at jeg sidst var sammen med alle."
Høj
fart i bl.a. Juelsmindes gader var med til at give Jacob Madsen og
Line Nedergaard andenpladsen i Rally Juelsminde (foto Jokum Tord
Larsen).
Jacob
Madsen/Line Nedergaard lå konstant i top 3 gennem hele Rally
Juelsminde, vandt Rally4-klassen med to minutters forspring og tog
andenpladsen generelt.
"Bilen
kørte bare, og det gik bedre end forventet for os. Vi havde håbet
på mere kamp med bl.a. Steen Andersen, og selv om vi med Ibs
problemer fik foræret andenpladsen, så var vi stadig sluttet på
podiet," siger Jacob Madsen.
"Det
var fedt løb, hvor der var rigtig mange mennesker, som var ude
for at kikke. En ting er, at der var mange mennesker på byprøven
i selve Juelsminde, men der var også mange mennesker ude på de
andre prøver, specielt den lange rundbane ved Rårup. Det var
nogle vanvittigt fede omgivelser for løbet."
|