Rallykører træder i karakter
Kenneth Madsen er landets suverænt hurtigste rallykører

Han er manden, alle drømmer om at slå i et rally. Han har vundet årets tre første rallyer. Han fører klart det danske DIF-mesterskab, Dansk Super Rally. Og halvvejs gennem sæsonen fører han også i kampen om Rallykørerpokalen udsat af Dansk Rally Club til den danske rallykører med de bedste resultater i nationale og udenlandske rallyer.

Manden er Kenneth Madsen fra Ruds Vedby, 35 år, og en af de to dygtige rallykørere hos Glad Sport i Kalundborg. Lige siden han kørte sit første rigtige rally i 2008, hvor han blev kåret som årets rallytalent, har det været oplagt, at Kenneth Madsen ville nå langt. Men først de tre sidste år har han haft en bil, der kunne bringe ham helt til tops.


Kenneth Madsen og Mette Felthaus viser som regel konkurrenterne baghjul på hastighedsprøverne (foto: Michael Eisenberg).


Kenneth Madsen og Mette Felthaus for fuld fart på en hastighedsprøve i deres Citroën C3 Rally2 (foto: Morten Dam).

Med sit nye rallyvåben, en fabriksbygget Citroën C3 Rally2, er han der nu – med al den selvtillid det giver at vide, at han selv, hans codriver Mette Felthaus fra Horsens og hans rallybil tilsammen udgør en meget stærk enhed, som konkurrenterne vil have svært ved at slå.

”Det er dejligt at være med i toppen, og vi er inde i en meget god stime. Mette og jeg har kørt sammen i ni år og kender hinanden godt, og min nye Citroën – ja, den kører bare,” siger Kenneth Madsen, og fortsætter:

”Vores Citroën er færdigbygget fra fabrikken, og vi må ikke selv udvikle på den. Men der er meget vedligehold. Gearkasse, kobling og bagtøj servicerer vi selv i Glad Sport.”


Champagne for at fejre sejren, telefon for at tjekke konkurrenternes tider. Kenneth Madsen er på toppen af dansk rally (foto: Michael Eisenberg).

Næste gang, man kan se Kenneth Madsen for fuld fart, er KOMO Rallysprint lørdag den 20. juli i Svebølle nær Kalundborg (ikke tællende til Rallykørerpokalen). I Dansk Super Rally går det løs efter ferien i Rally Juelsminde lørdag den 17. august i Østjylland, tællende som fjerde ud af seks løb til mesterskabet. Derudover kan kørerne opnå point til Rallykørerpokalen i en række europæiske rallyer.

 
Altid tid til et smil: Kenneth Madsen klar til start på et rally (foto: Michael Eisenberg).

  Noter:

Se den aktuelle stilling i Dansk Super Rally her:

https://app.box.com/s/lqxpmgcxxku7oxkut8ya5pp28ht0rjut

Om Glad Sport:

Glad Sport drives af Bilcentret Peer Glad A/S. Kenneth Madsen er den ene af teamets to kørere, hans lillebror Jacob er den anden. Kenneths rallybil, en Citroën C3 Rally2, har en fircylindret rækkemotor på 1.598 cm3 med 16-ventilet topstykke og turbolader. Den yder 280 hk, som fordeles til alle fire trækkende hjul.

Se de nøjagtige stillinger i Rallykørerpokalen og Dansk Rally Clubs øvrige pokaler her:

www.danskrallyclub.dk, klik så på den store bjælke ”Se den opdaterede stilling i DRC’s pokaler her” og scroll så ned til ”Rallykørerpokalen.”

Bestemmelser for samtlige Dansk Rally Clubs pokaler kan ses her:

www.danskrallyclub.dk, klik så på menupunktet ”Pokaler & turneringer”.

Om Rallykørerpokalen:

Rallykørerpokalen er en af Dansk Rally Clubs tre fornemmeste pokaler. Med en imponerende historie helt tilbage fra 1954 er pokalen gennem 70 år blevet vundet af en perlerække af dansk rallysports største navne.

Pokalen, der er evigt vandrende, tildeles årets bedste, hurtigste og mest vindende danske rallykører, der får sit navn indgraveret på pokalen. Alle løb til danmarksmesterskabet, Dansk Super Rally, samt en række  udenlandske rallyer tæller til Rallykørerpokalen.

Andre pokaler i Dansk Rally Club:

Udover Rallykørerpokalen har Dansk Rally Club to andre pokaler, som klubben anser for at være blandt sine fornemmeste; det er Arne Guldmark-pokalen (DRC's ærespokal) samt Monte-Carlo-pokalen.

Arne Guldmark-pokalen gives til en eller flere personer, som har gjort eller gør en særlig indsats for dansk rally.

Monte-Carlo-pokalen tildeles bedste danske mandskab i Rallye Monte-Carlo, subsidiært Rallye Monte-Carlo Historique.

Om Dansk Rally Club:

Dansk Rally Club (DRC) er en automobilsportsklub tilsluttet Dansk Automobil Sport Union (DASU) som en ud af 77 klubber. DRC er af en landets ældste automobilsportsklubber, idet den blev etableret i 1954. Klubben markerede således sit 70-års jubilæum i januar i år.

DRC er en landsdækkende klub og netværk for tidligere og nuværende erfarne rallykørere (1. og 2. kørere) med international rallyerfaring samt for erfarne danske udøvere af pålidelighedsrally.