CASPER VENNING
KONSOLIDEREDE
ANDENPLADSEN
Venning Motorsport fortsat i Top-3 halvvejs i
DSR-turneringen
Efter to runder ud af seks tællende til Dansk Super Rally
2024 havde Casper Venning sammen med Kristian Birk, begge
fra Herlufmagle, i Renault Clio R3T placeret sig på en
andenplads i den samlede pointstilling i DSR-turneringen.
Og i den tredje runde - Mascot Rally i Herning -
konsoliderede de med en generel femteplads deres position
i den samlede stilling med 159 point efter Kenneth Madsen
og Mette Felthaus, Ruds Vedby/Horsens, i Citroën C3
Rally2 med 179 point og foran Kim Boisen og Emilie M.
Boisen, Broager, i BMW M3 med 151 point.
Casper
Venning og Kristian Birk var tilfredse med deres indsats i
weekendens runde af DSR-turneringen og DM-opgøret i
rallysprint. (Foto: Morten Dam)
Det er en bemærkelsesværdig placering mellem en
4-hjulstrukket muskelbil og en kraftfuld historisk bil med
baghjulstræk og i begge tilfælde med særdeles
rutinerede og kompetente kørere med flere mesterskaber på
deres CV.
Casper Venning er en af de unge løver i dansk rally, der
også tæller kørere som Lasse Karlshøj, Lille Skensved,
Jacob Egholm, Skibby, , Oliver Sørensen, Kolding og
Michael Broberg, Låsby, men foreløbig har han lagt
afstand til de øvrige og satser på at følge Madsen og
Felthaus til dørs i de resterende tre runder af DSR-opgøret.
Casper
Venning og Kristian Birk runder et skarpt hjørne på den
12,8 kilometer lange hastighedsprøve nær Fjelstervang.
(Foto: Morten Dam)
Venning
Motorsport præsterede med generel femteplads og en
klassesejr i DSR tillige med en samlet syvendeplads og
klassesejr i DM Rallysprint en god indsats i Herning.
(Foto: Morten Dam)
VEKSLENDE UNDERLAG
OG USTADIGT VEJR
Det midtjyske rally omfattede 10 hastighedsprøver på
vekslende underlag - asfalt og grus.
- Det var meget hurtige prøver, hvortil kom skiftende
vejrforhold, som gjorde det til en udfordring at bedømme
om føret ville blive vådt eller tørt og vælge
den rette dækstrategi, fastslog Casper Venning efter at være
kørt i mål på samlet femteplads.
- Vi satte regndæk på bilen til de to første prøver,
men kørte resten med tørvejrsdæk på forhjulene og
regnvejrsdæk på baghjulene, og det gik ganske fint, mens
vi havde en god nærkamp med Lasse Karlshøj i Peugeot 208
Rally4, og det lykkedes at holde både ham og Jens Chr.
Pilgaard, Holstebro, i Ford Fiesta R2T på afstand hele
vejen til mål.
- Bilen kørte fint, men vi kan ikke hamle op med de
4-hjulstrukne biler på grus, hvor de har bedre vejgreb,
hvor vi må nøjes med træk på kun to hjul, men alt i
alt er vi godt tilfredse med klassesejren, femtepladsen
generelt og gode point til at sikre os en fortsat
andenplads i den samlede stilling i DSR-opgøret.
I RC4-klassen fører Venning og Birk med 99 point foran
Karlshøj og Jens Chr. Pilgaard, begge med 52 point.
Regn gav en ekstra udfordring med
at vælge den rette dæktype til hastighedsprøverne.
(Foto: Morten Dam)
TOG KLASSESEJR
I DM RALLYSPRINT
Sideløbende med Mascot Rally blev der i forbindelse med
DM-ugen i Herning også kørt om det danske mesterskab i
rallysprint, og der tog Casper Venning og Kristian Birk
sig af en førsteplads i RC4-klassen foran Lasse Karlshøj
og Jens Chr. Pilgaard. De var tillige generelt syvende
hurtigst blandt deltagerne i sprintkonkurrencen.
Næste gang de to klassevindere skal i aktion, bliver i
DSR-turneringens fjerde runde, Rally Jylland, som køres i
Juelsminde den 17. august.